Cepos: Kan man være halv liberalist?

Velfærdsstaten har 60 års jubilæum i år.

Folkepensionen, som blev besluttet i 1956, står i velfærdsstatens historiebog som begyndelsen – begivenheden, som introducerede den fulde universalitet. Når du er samfundsborger, så har du de fulde rettigheder. Det er ved at gå i glemmebogen, hvad de egentlig tænkte på dengang. Hvordan kunne sådan et samfund overhovedet være muligt, og hvordan kunne det være et godt samfund?

Da vi introducerede forestillingen om sådan en velfærdsstat, var Danmark et af verdens absolut rigeste samfund. Samtidig havde vi endnu så meget fat i traditionen, at de kristne værdier stadig prægede os dybt. Så dengang, omkring og lige efter 1960, hvor velstanden eksploderede, var der mange, som tænkte, at ’nu har vi nok’. Måske endda rigeligt?

Økonomiminister Ivar Nørgaard, som sad fra 1965 til 1968, skrev i midten af 1960’erne en bog, hvor han hyldede nulvækst-samfundet og forudså, at Kulturministeriet ville blive et mere væsentligt ministerium end Finansministeriet.

Når en liberal markedsøkonomi så tydeligt bliver gjort til blot et middel for noget større og mere ædelt, så bliver det på et tidspunkt nærliggende at begynde at pisse på den.

Henrik Christoffersen
Forskningschef, Cepos

Det var altså den dominerende tankegang, at vi ville velfærdsstaten, fordi vi havde råd til den. Velfærden var målet, og velstanden var midlet. Senere har vi i et vist omfang drejet historien, så vi nu diskuterer, om ikke det er velfærdsstaten, der driver erhvervslivet frem og skaber velstanden. Sådan en forestilling har intet historisk belæg.

Men man har dog haft fokus på at sikre, at det økonomiske fundament også ville blive ved med at være der.

Når velfærd og lykke skabt af staten bliver selve målet, så giver vi plads til et statssystem, som kommer til at tage magten fra os.

Henrik Christoffersen
Forskningschef, Cepos

Vi fik vismandsinstitutionen i 1962, og den blev tiltænkt en central rolle i bestræbelserne på at kombinere ny velfærd med et fortsat stærkt økonomisk fundament. Vismændene og økonomerne i deres sekretariat hentede i høj grad inspirationen fra Sverige og fra økonomerne i det svenske LO.

Den grundlæggende tankegang var, at økonomien består af to sektorer: Den indenlandske velfærdssektor, som forbruger penge, og den udlandskonkurrerende private produktionssektor, som skaber fundamentet for velfærden. Kunsten var så at sikre, at den udlandskonkurrerende sektor fik tilstrækkeligt gode vilkår til at kunne levere varen.

Det gik ikke, at velfærdssektoren nappede al arbejdskraft og pressede priser og lønninger op, så der ikke var medarbejdere til den private sektor, og så priserne blev så høje, at den private sektor ikke kunne afsætte dens produkter i udlandet.

Vores økonomi blev med andre ord opfattet som en dualøkonomi. Den udlandskonkurrerende private sektor var midlet, som skaffede det økonomiske fundament. Og velfærdssektoren var målet, som sikrede danskerne en god og tryg tilværelse. Ja, lykke.

Med sådan en tankegang måtte forestillingerne om økonomiens natur nødvendigvis blive en skabning at sammenligne med en bastard. Den private produktionssektor var udlandskonkurrerende og måtte håndteres ud fra strikt liberalistiske forestillinger, så konkurrenceevnen forblev intakt.

Den offentlige velfærdssektor var derimod uden konkurrence, fordi ingen forestillede sig, at private virksomheder kunne producere velfærd. Her rådede en tankegang om socialistisk centralplanlægning. Velfærdsstaten – den danske model – blev altså en samfundsmodel, hvor vi var halvt liberalister, men hvor vi med den anden halvdel af vores forestillingskraft var socialister. Man kan beskrive sådan en model som pragmatisk, men man kan også med nogen ret betegne den som skizofren.

På sin vis er den danske model jo snedigt udtænkt, for her kan man det hele og ifølge tankegangen score dobbelt gevinst, når man spiller på flere heste i stedet for at stå fast på nogle værdier. Alligevel var der flere fundamentale problemstillinger, som velfærdsstatens fædre (for mænd var det jo) ikke fik indset i første omgang eller forholdt sig til.

Når en liberal markedsøkonomi så tydeligt bliver gjort til blot et middel for noget større og mere ædelt, så bliver det på et tidspunkt nærliggende at begynde at pisse på den. I den mest bizarre form ser vi eksempler, når overborgmesteren i København indfører boykot af byens største erhvervsvirksomhed, Mærsk, fordi den er uetisk, men samtidig gladeligt profiterer på virksomhedens evne til at afkaste skatter.

Når velfærd og lykke skabt af staten bliver selve målet, så giver vi plads til et statssystem, som kommer til at tage magten fra os. I løbet af 1970’erne udviklede der sig en situation, hvor flertallet af vælgerne kom til at leve af penge hentet i de offentlige skattefinansierede kasser.

De, som satte udviklingen af velfærdsstaten i gang, var overbevist om, at når staten stod for velfærden, så ville det være en garanti for effektivitet. Med et flertal af vælgerne på offentlige indkomster er de troskyldige forestillinger om effektivitet imidlertid blevet gjort til skamme. Denne herskende klasse bruger statssystemet til at fremme egne særinteresser, og så ender velfærdssektoren med at blive vældig ineffektiv.

Vi har dog opnået at få nulvækst i økonomien, sådan som vi drømte om, da vi satte velfærdsstatsprojektet på skinner. Det reelle nationalprodukt per indbygger har stort set været uændret gennem det seneste årti. Vi har oven i købet samtidig overskud på betalingsbalancen og strukturel ligevægt på de offentlige finanser. Umiddelbart burde vi altså være såre tilfredse.

Det er vi bare ikke. Virksomhederne viser deres utilfredshed ved at begrænse deres investeringer i Danmark. Borgerne viser deres utilfredshed ved at intensivere deres kamp om at få en bedre del af kagen i en stadig vildere fordelingskamp. Vi er i stigende omfang kommet til at tro på, at vi kun kan få mere, hvis andre får mindre, og forestillingen om, at vi har nok, var blot et romantisk flip på et tidspunkt, hvor alle rent faktisk fik stadig mere i hastigt tempo.

Reelt bliver kagen også mindre. Vi har etableret os med et nærmest uforanderligt nationalprodukt per indbygger, samtidig med, at vi pådrager os stadig større udgifter til modtagelse af mennesker fra omverdenen, lige som vi må se i øjnene, at Nordsø-indtægterne skrumper og forsvarsudgifterne sandsynligvis vokser betydeligt.

Hertil kommer det virkelige perspektiv for en velfærdsstat som Danmark, der ifølge OECD’s fremskrivninger så langt ud i fremtiden, som vi kan se, vil blive ved med at tabe i velstand sammenlignet med andre lande. Når vores økonomiske kræfter bliver svagere, så bliver det i stadig højere grad udefrakommende kræfter, som kommer til at bestemme over vores forhold, og vi må stadig tydeligere underlægge os ydre omstændigheder.

Der er altså her ved velfærdsstatens jubilæum grund til at indse, at vi savner noget mere stolthed over fundamentet for vores velfærd i form af en fri markedsøkonomi. Ligesom der er grund til at erkende, at statslig centralplanlægning af velfærd ikke kan fungere effektivt, når flertallet af vælgerne henter deres personlige velfærd fra dette statslige velfærdssystem.