Christian E. Skov: Dansk Folkeparti istemmer hellerupborgernes klagesang

KOMMENTAR: Gentoftes borgmester har kaldt udligningsreformen for uanstændig. Nu føjer Dansk Folkepartis formand nye dybder af mismod til med nederdrægtigt ordvalg, skriver Christian E. Skov.

At forhandlingerne om regeringens udligningsreform kunne blive problematiske, overrasker ingen. For allerede da udspillet blev lanceret, stod det klart, at reformen indebar en markant øget omfordeling fra de rigeste til de mindre velstående kommuner.

Det var faktisk den mindste overraskelse i verden, at Gentoftes konservative borgmester, den nydelige Hans Toft, var trisset ned i vinkælderen efter sprogets værste gloser og betegnede reformen som "uanstændig". De Konservative var på forhånd dømt til at blive de store tabere i reformen.

En langt større overraskelse er det, at Dansk Folkeparti istemmer hellerupborgernes klagesang. Ja, om noget føjede formand Kristian Thulesen Dahl (DF) nye dybder af mismod til, da han betegnede Socialdemokratiets ageren som "nederdrægtigt".

Her var tale om et kraftudtryk, der ligefrem måtte hentes ikke fra ukvemsordenes årgangsvinkælder, men helt nede fra katakomberne, hvor sprogets afledne gloser går hen for at finde evig hvile.

Karakteristikken faldt i et interview i avisen Danmark forleden. Og Dansk Folkepartis meget markante undsigelse af udligningsreformen betyder, som kommentator Jarl Cordua har argumenteret for i Altinget, at Socialdemokratiet står i en vanskeligere forhandlingssituation med Venstre, da det alene bliver alliancen mellem de to store borgmesterpartier, som skal føre reformen igennem – hvis den overhovedet kommer igennem.

Tilbage står så spørgsmålet, hvad der egentlig foregår i Dansk Folkeparti? Der kan være mange grunde til at kritisere regeringens fremgangsmåde i forhandlingerne. Fra begyndelsen har processen været præget af lukkethed.

Årsagen til dette har givetvis været et forsøg på at bevare initiativet i forhandlingerne ved at forhindre alliancer mellem kommunerne. Logikken har været, at jo længere de famlede i blinde, jo sværere ville de have ved at danne interessefællesskaber, der ville gøre forhandlingerne vanskelige – og måske umulige.

I stedet for har regeringen lagt en ret stærk ideologisk fortælling frem om det delte Danmark og behovet for at skabe balance.

Interessant nok er det ikke processpørgsmålet, som Kristian Thulesen Dahl tager fat på i sin kritik, men derimod effekten af processen, nemlig at kommunerne nu er røget i totterne på hinanden. "Vi er," sagde Kristian Thulesen Dahl, "ved at rive det her lille bitte land midt over med den måde, vi gør det på".

Endnu mere interessant – eller man skulle nok sige mærkeligt – er det, at det, der tilsyneladende falder Thulesen Dahl for brystet, er, at statsminister Mette Frederiksen (S) har peget på, at det bliver en kommune som Gentofte, der kommer til at omfordele mest til det øvrige Danmark.

Ifølge Dansk Folkeparti er en sådan konstatering et udtryk for, at man "splitter Danmark til atomer". Det mener Hans Toft nok også.

Overordnet set er der næppe tvivl om, hvad Dansk Folkeparti forsøger: Dels at fraskrive sig medansvar fra en reform, der uanset hvad vil blive stormombrust. Men dertil skal Thulesens Dahls kritik forstås som et direkte forsøg på – samtidig med denne ansvarsfraskrivelse – at undergrave Mette Frederiksens fortælling om Socialdemokratiet som det parti, der skaber sammenhæng i et stadig mere skævt Danmark.

Og der er heller ikke tvivl om, hvorfor Dansk Folkeparti forsøger det. Det er nemlig den rolle, som partiet har tiltænkt sig selv.

Selvom Dansk Folkeparti aldrig har gjort meget ud af forpligtende teoretiseringer over partiets linje, er det rimeligt at opfatte partiets grundbestræbelse som en, der udtrykkes i begrebet "sammenhængskraft".

Dette ligger bag partiets antielitære attituder og retorik. Det ligger naturligvis bag indvandringspolitikken, og så lægger det bag partiets bevægelse mod midten på den økonomiske politik.

Partiet er altså ikke kun nationalt i den forstand, at det stiller sig kritisk overfor indvandringen og dens konsekvenser, men også fordi man i det hele taget ønsker et samfund, hvor få har meget og færre for lidt – hvor afstanden mellem folk og elite er minimal - og afstanden fra Tønder til Hellerup ligeså.

Dansk Folkeparti er i egen selvopfattelse både det egentlige konservative parti og det sande socialdemokrati – en overbevisning, der er mindre modsætningsfyldt, end det kunne forekomme, hvis man kender lidt til Socialdemokratiets og De Konservatives historie.

Men det er også på baggrund af denne bestræbelse, at man egentlig må undre sig over partiets ageren i udligningsspørgsmålet.

For uanset om partiet står helt udenfor, så Socialdemokratiet og Venstre indgår et forlig, eller om partiet står udenfor, og udligningsreformen derfor falder, vil partiet have svigtet sine vælgere i Udkantsdanmark og den opgave om at skabe et Danmark i balance, som burde ligge lige til højrebenet for Thulesen Dahl og company.

Problemet er tænkeligt, at man i Dansk Folkeparti ræsonnerer parlamentarisk-taktisk fremfor ideologisk. Ud fra den betragtning er det nødvendigt at skabe afstand til Socialdemokratiet efter partiets støtte til boligminister Kaare Dybvads (S) indgreb mod boligspekulanter i de store byer. Isoleret set giver det også mening.

Dansk Folkeparti kan ikke tåle at ligge for tæt på Socialdemokratiet i det realpolitiske arbejde.

Men man kan stille det spørgsmål, om det så var en fornuftig disposition at gøre fællessag med Socialdemokratiet i et spørgsmål, der handlede om lejeboliger i landets største byer (og fortrinsvis i København) og så springe fra, når det kommer til at hjælpe en reform igennem, der faktisk vil betyde en positiv forskel i de egne af landet, hvor Dansk Folkeparti har sine vælgere?

Svaret forekommer ligetil. Men altså ikke for Dansk Folkepartis ledelse. Heldigvis kan partiet klare frisag, hvis forhandlingerne strander på Socialdemokratiets fodfejl i forhandlingerne med Venstre. I det tilfælde vil Socialdemokratiets nederlag overdøve Dansk Folkepartis mærkelige dispositioner.

-----

Christian Egander Skov (født 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'.

Forrige artikel Jonas Herby: Regulering dræber prisernes magi Jonas Herby: Regulering dræber prisernes magi Næste artikel Mattias Söderberg: EU's klimamål halter efter videnskaben Mattias Söderberg: EU's klimamål halter efter videnskaben
Støttepartier kræver bedre ældrepleje på finansloven

Støttepartier kræver bedre ældrepleje på finansloven

ÆLDREVELFÆRD: Ældreområdet har indtil nu ligget lavt prioriteret hos regeringen, men mediestorm om dårlige forhold på plejehjem giver støttepartier blod på tanden forud for efterårets finanslovsforhandlinger.