Christian E. Skov: Krænkede kinesiske følelser handler mere om magt end pli

KOMMENTAR: Enhver tale om pli i sagen om Jyllands-Postens tegning, der har krænket kineserne, er et fejt forsøg på at lulle sig tilbage i den søde slummer og på at genskabe den gode stemning, skriver Christian Egander Skov.

Det er tilsyneladende blevet vores nationale skæbne at registrere de store skift i den internationale, politiske virkelighed gennem humoren.

Vi er Klods Hans, der træder ind i et propfyldt lokale og ræber en vittighed, som så ofte har gjort lykke – i hvert fald hjemme i stuen – kun for at erfare, at reaktionen her ikke er latter, men forargelse og vrede.

Det er ikke, fordi vi ikke er sjove. Det er vi jo. Det er bare det, at satirens overton-vindue lukkes i med foruroligende hast derude i den store verden.

Og så nytter det ikke at komme der med vores dumsmarte bemærkninger. Det fik vi at vide – af Hendes Majestæt selv – i 1984. Også dengang var der tale om et sammenstød mellem vores humor og verden, selvom det i det tilfælde var verden, der kom til os.

Jeg er ret overbevist om, at jeg deler denne analyse med de mange, der i 1984 var forarget over den danske humor, og med de næsten lige så mange, der blev forargede over Jyllands-Postens Muhammed-tegninger dengang i 2005.

Og jeg er helt sikker på, at dette også er synspunktet hos de overraskende mange, som har angrebet Jyllands-Postens (åh, dem igen) karikatur af den kinesiske folkerepubliks fane.

Der er faktisk ikke meget at rafle om. Humor og satire støder jo helt åbenlyst nogen. Men jeg er uenig med dem, der derfor mener, at vi skal undlade at træde folk over tæerne: Dem, der mener, at pilen i de her geopolitiske potente krænkelsessager peger på os.

Dette er jo synspunktet hos dem, der i den aktuelle situation helst vil tale om grænserne for god opførsel, eller som kælent og overlegent konstaterer, at det da ikke skader "at tage snakken" om, hvor grænsen går.

Tag nu dette ord "pli", der sprogligt synes at ligge i dvale som en anden Holger Danske for kun at vågne til dåd, når Jyllands-Posten træder i spinaten. Det er et begreb, der slet ikke hører hjemme i det politiske, men relaterer til mellemmenneskelige relationer.

Det er sådan et ord, som man gerne trækker af stalden, når man ikke vil sige ligeud, at man ønsker pressefriheden begrænset for at tækkes fremmede magter.

Er denne anklage mod de geopolitiske toneteoretikere for hård? Nej, for vi står faktisk i et binært valg, når vi træder ind i føromtalte tætpakkede lokale, nemlig om vi skal tilpasse os den stemning, der råder dér eller ej?

Det er principielt et enten-eller. Bevares, det betyder ikke, at det er et nemt valg. Som privatpersoner er vi jo tilbøjelige til at lægge bånd på os selv.

Hvis man rider ind på sin gedebuk og råber "hallehøj, her kommer jeg," er det kun i eventyret, at man får prinsessen. Det ved vi intuitivt. Dette er vel også årsagen til, at appellen til moralske begreber som "pli" har så dyb resonans.  

Men hvis vi insisterer på at tænke privat-moralsk snarere end politisk, tager vi afsked med muligheden for at stille det spørgsmål, som vi egentligt burde stille os selv, når vi opdager, at ingen griner.

Ikke det moralske "hvad er der galt med os?", men det analytiske "hvad er forandret?". Altså, hvad fortæller dette stemningsskift os om den verden, som vi befinder os i.

For et folk som vores, der helst vil hygge sig i smug, er kriser som den aktuelle værdifulde. For de rummer muligheden for en muligvis smertelig, men også afgørende erkendelse af, at magtforholdene i verden er forandrede.

Læren af Muhammedkrisen var ikke, at det med et var moralsk forkasteligt at tegne den muslimske profet Muhammed, men at vi nu stod konfronteret med truslen fra militant islamisme og et radikaliseret Mellemøsten.

Ligeledes fortæller den nye satirekrise, at vi pludselig står i en radikal usikker verden, hvor de gængse spilleregler er ved at bryde sammen. En verden, hvor Kinas ambitioner er blevet globale på en måde, som det ikke har været tilfældet, siden admiral Zheng Hes flåde blev kaldt hjem fra de syv verdenshave i 1500-tallet.

I sidste instans handler de krænkede kinesiske følelser om rå magt. Og den skarpe reaktion indgår i et generelt mønster, hvor dets autokratiske regimer forsøger at udøve indflydelse og udvide sit magtområde ud over det sydkinesiske hav, til Afrika og ind i Europa – det svageste led i Vestens kæde.

Det er denne hårde virkelighed, som vi er vågnet op til. Nu forstår vi, at vi har modstandere. De kan blive fjender. Det er en verden, hvor vi må sikre os, og hvor vi må trække en streg i sandet. Den, der bøjer sig, får snart bud på også at bukke. Og for Beijing bukker man dybt.

I det lys bliver enhver tale om pli og salonfähigkeit afsløret som det, som den er: Et trist og fejt forsøg på at lulle sig tilbage i den søde slummer og genskabe den gode stemning.

På PH's spørgsmål, om det er demokratiets idé at vige og vige, afgiver toneteoretikerne og kineserne et klart og tydeligt "ja". Derfor må vores svar være et så meget desto tydeligere "nej".

-----

Christian Egander Skov (født 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'.

Forrige artikel Pelle Dragsted: Blackstone-aftale kan blive starten på ny boligpolitisk alliance Pelle Dragsted: Blackstone-aftale kan blive starten på ny boligpolitisk alliance Næste artikel Jarl Cordua: Udligningsreform splitter hovedstadens alliance og blå blok Jarl Cordua: Udligningsreform splitter hovedstadens alliance og blå blok
Holstein: Ny post er et tveægget sværd for Messerschmidt

Holstein: Ny post er et tveægget sværd for Messerschmidt

ANALYSE: Med sin nye titel som næstformand er Morten Messerschmidt nu ubetinget Dansk Folkepartis kronprins. Men det giver ham også et medansvar for partiets fremtid, der kan ende med at trække ham ned sammen med Kristian Thulesen Dahl, siger Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.