Cordua: Kristian Jensen styrker sin position i Venstre

KLUMME: Det nye regeringsgrundlag har en klar borgerlig retning, og Kristian Jensens formandsudsigter styrkes med finansministerposten, skriver Jarl Cordua.

”Blåkløver-regeringen” lægger mandag officielt fra kaj med 22 ministre og et 86 sider langt regeringsgrundlag prydet med et symbolsk blå-grønt trekløver på forsiden.

En uges tid gik der med at få talt sig til rette på Marienborg om et politisk program, der kan favne idéer og tanker fra det fortsættende regeringsparti Venstre, rebellerne i Liberal Alliance og det udrydningstruede Konservative.

Regeringsgrundlaget bliver den nye regerings grundlov – eller ”politiske bibel” – hvor alle senere kan gå tilbage og læse, hvad man blev enige om skulle være den nye regerings politik. Man må formode, at fortolkningsspørgsmål er blevet udredet, sådan at ingen af de tre partiledere og deres sekundanter er i tvivl om, hvad der er regeringens politik.

Der er dog åbenbare tvivlstilfælde. Det er for eksempel på de områder, hvor diverse politiske tiltag er parkeret i nævn, kommissioner og råd, som skal føde idéer til regeringens senere tiltag.

Ingen tvivl om retningen
Regeringsgrundlaget efterlader dog ingen tvivl om retningen. Der skal føres en borgerlig-liberal økonomisk politik med fokus på en offentlig udgiftsvækst på kun 0,3 procent om året. Der skal ske privatiseringer af skove, TV 2 og statslige campingpladser. Det er ideologisk tankegods og idéer, som især LA har fokus på, men som er fælles. DR skal beskæres, og licensen skal ned. Der skal ske udliciteringer, og flere offentlige arbejdsopgaver, bl.a. statens advokatbistand, skal i udbud.

De gamle travere om, at erhvervslivets byrder og bureaukrati skal fjernes, er naturligvis også at genfinde i et sådant oplæg, og selvsagt skal erhvervslivet have lettet både afgifter og skatter m.v. Intet overraskende der.

Blandt de mange særlige LA-blomster finder man idéen om et ”socialt frikort”. Man har også givet en klar indrømmelse til partiet med hensyn til, at offentlighedsloven tilsyneladende skal ændres i forbindelse med en kommende revision af loven, der giver pressen større mulighed for at kigge politikerne i kortene.

Indrømmelser til K
Konservative er klart det parti, som har fået de tydeligste indrømmelser i regeringsgrundlaget. Forsvaret skal have flere penge, men hvor mange er usikkert. Til gengæld skal den vedvarende energi udbygges, så man når klimamålene i rette tid. Det er ikke LA-politik, at man med statskassen i ryggen bakker op om sol og vind. Så lever LA og Venstre nok mere med, at grundskylden skal stå stille de næste fire år, hvis altså man kan få DF eller S med på den i et kommende forlig.

Ihukommende hvor tit man har hørt Anders Samuelsen og hans flok fremmane kravet om topskattelettelser på fem procentpoint ”hele vejen op”, siden Venstre dannede regering med sig selv, så forekommer det noget underligt, at netop dette krav er forsvundet som dug for solen i regeringsgrundlaget.

Bevares. Det var et krav, der var stendødt, fordi DF blankt afviste det. Nu figurerer der i stedet nogle runde formuleringer om, at ”færre” skal betale topskatten, men det er ellers ikke noget, som den kommende regering er særligt specifik omkring.

Det ligger dog fast, at man vil sænke indkomstskatten for alle, men her må nysgerrige altså væbne sig med tålmodighed, indtil et konkret forhandlingsudspil dukker op. Hvad vi ved nu, er at regeringen går ind for at lette den marginale indkomstskat for alle, herunder at lette topskatten. Det har altid været borgerlig politik, så her er der intet nyt under solen.

Afsnittet om indkomstskat hører til de afsnit, der er designet til at være så tilpas luftige og ukonkrete som muligt, men dog stadig med en tydelig indikation for hvilken vej, man ønsker at gå. Formuleringerne skal for det første signalere regeringens principielle holdning om skat, og for det andet ikke give DF gode idéer til at afvise regeringsforslag på forhånd, der så ville kunne udstille eller presse regeringen til yderligere indrømmelser. Bliver regeringen for konkret, så bliver den sårbar forud for forhandlinger. Er man ukonkret, ja så er ens forhandlingsposition bedre.

Der, hvor forslag i regeringsgrundlaget er konkrete, har vurderingen hos regeringen nok været den, at de forslag næppe vækker den store modstand i DF, hvorfor man lige så godt kan være specifik.

På udlændingepolitikken ser det ud til, at V-regeringens linje videreføres. Der skal ske stramninger, hvor man kan, men regeringen vil ikke opsige flygtningekonventionerne, der begrænser for eksempel mulighederne for at smide nogle udenlandske kriminelle ud af landet mv. I stedet vil man blive i det internationale spor og få konventionerne ændret ad den vej, hvad der nok har lange udsigter.

Overraskende udenrigsminister
Mens disse linjer skrives, kender vi ikke hele det nye ministerhold. Alligevel springer et par nye ministre i øjnene. Anders Samuelsen, der ellers har brugt al sin taletid i de sidste par år på at få danskerne til at mene, at topskattesænkninger var landets største problem, har (nok overraskende for de fleste) besluttet at blive landets næste udenrigsminister. Dermed må det formodes, at han skal beskæftige sig med andre vigtige emner end topskat. Faklen med den hellige ild må så være overdraget til den nye økonominister Simon Emil Ammitzbøll, der så – må man regne med – skal fortsætte kampen mod topskatten på LA's vegne, selv om emnet ikke helt har samme bevågenhed bedømt på omtalen i regeringsgrundlaget.

Nogle vil måske undre sig over det retoriske eller politiske gearskift og ændrede politiske fokus hos Samuelsen, der er sket på lidt over en uge. I LA-nærtstående kredse mener man at vide, at ”topskattekravet” er blevet vekslet til netop en udenrigsministerpost, hvilket blot understreger Samuelsens store forhandlingsevner. Om hans vælgere kan følge ham i den disposition, ja det må tiden så vise.

Jensen og Hjort
Da den store overraskelse blev lækket til TV 2 om, at landet skulle have en ny udenrigsminister, så gik der lidt tid, hvor Venstres næstformand, Kristian Jensens, fremtid hang og svævede.

Formentlig indså Venstres top, at det var uholdbart at holde på oplysningen om Kristian Jensens fremtid helt frem til mandag formiddag. Det ville give anledning til spekulationer, som næppe var særligt hensigtsmæssige henset til den bodeling, der blev resultatet efter oprøret mod Lars Løkke i juni 2014, der blev bilagt efter et historisk V-hovedbestyrelsesmøde i kælderen under Odense Congress Center. Så det blev også lækket, at Jensen bliver ny finansminister i stedet for Claus Hjort Frederiksen, der så fortrækker til forsvarsministerposten. 

Efter mine oplysninger vil Hjort fortsat få sæde i det koordinationsudvalg, hvor Venstre formodes at få tre pladser, hvor formandsskabet indtager de to øvrige. Det anderkendes i Venstres top, at DF fortsat betragter Claus Hjort som den person, de har mest tillid til, og derfor er behovet for, at Hjort er med i ledelsen fortsat til stede, i al fald indtil Kristian Jensen har fået opbygget sit eget tillidsforhold til Kristian Thulesen Dahl.

Der skulle være stærke kræfter i Venstre, der har presset Løkke til at gøre Jensen til ny finansminister. Der er også dem, der mener, at Løkke selv har en interesse i at kortslutte de evindelige, og i mange venstrefolks øjne utidige, arvefølgespekulationer ved at sætte Jensen i finansministerstolen. Det vil skabe en ro og samling på partiet, som også er i Løkkes interesse.

Alternativet til Jensen er en Søren Gade, som det står mere og mere uklart, hvorvidt han i det hele taget er interesseret i at blive formand for Venstre, den dag stolen er ledig. Med den nye regering, så er den diskussion udskudt formentlig til den anden side af et valg, det vil sige om to år. Klarer Jensen opgaven i Finansministeriet, så bliver han slet ikke til at komme uden om. Falder han omvendt igennem, ja så foreligger der en helt ny situation. Men inden det måtte gå så galt, så vil ”bedetæpperne” blive vendt mod Kristian Jensen, der nu får styrket sin position ganske betydeligt.

Vi ved også, at Søren Pape – ikke overraskende – bliver ny justitsminister, og at hans højre hånd i regeringsforhandlingerne og i regeringssammenhæng, veteranen Brian Mikkelsen, heller ikke særligt overraskende bliver være ny erhvervs- og vækstminister. Sammen med Mai Mercado, der skal være ny børne- og socialminister, så har Pape med de Konservatives seks mandater bestemt formodentlig indfriet forventningerne hos baglandet med de tre ministerposter. I alt seks LA’ere bliver ministre, mens Venstre besætter de sidste 13 ministertaburetter.

At løfte i flok
Snart er den nye regering i sving, og det bliver spændende at se, om alle i de tre partiers bagland, folketingsgrupper og ikke mindst ministrene har forstået, at solomeldingerne og de hurtige løsningers tid er forbi. Nu skal regeringsgrundlaget forsvares morgen, middag og aften. Ingen kan længere anklages for at være ”socialdemokrater” og ”forrædere mod den borgerlige sag”. 

Det er også slut med at forklare vælgerne, at hvis ikke man vil afskaffe topskatten og finde de få millioner kroner det koster, ja så tilhører man venstrefløjen, som den kommende udenrigsminister tidligere – noget udiplomatisk – udtrykte sig på Twitter. 

Nu skal man løfte i flok, og diskussionerne skal fremover føres internt og ikke gennem pressen og på de sociale medier. Det har for eksempel en Donald Trump store problemer med at forstå, ved vi, og det kan sikkert også godt være, at der vil være en overgangsperiode, hvor enkelte vil falde tilbage i de gamle roller, hvor man profilerer sig lidt på de øvriges bekostning. Det skal pressen nok holde øje med. 

...

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Cordua: Blåkløveret i støbeskeen Cordua: Blåkløveret i støbeskeen Næste artikel Cordua: Fra ølstuepolitik til realpolitik Cordua: Fra ølstuepolitik til realpolitik