Cordua: Visionær praktiker endte som kriminel fantast

Farums tidligere bykonge og fhv. skatteminister Peter Brixtofte blev i går fundet død. Han blev kun 66 år gammel. Brixtoftes politiske virke er tæt knyttet til de politiske eksperimenter, han udfoldede som Venstre-borgmester i den tidligere københavnske forstadskommune Farum, som han stod i spidsen for i 16 år. I de seneste år opnåede han personlige valg med stemmeprocenter og absolut flertal, som næsten var en nordkoreansk leder værdig, og det var måske også en væsentlig forklaring på hans senere bratte fald fra tinderne.

For det var ikke alle politiske eksperimenter, der faldt lige godt ud, eller også viste de sig siden at være ulovlige. Brixtofte havde desuden meget svært ved at acceptere politisk opposition eller folk, der sagde ham imod. Der var i hans optik enten tale om såkaldte ”Pol Pot-nostalgikere” eller andre, der på forskellig vis ville ham politisk til livs.

På positivlisten – i hvert fald set med mange borgerliges briller – så var Farum Kommune en foregangskommune med hensyn til at få aktiveret ledige borgere og få skaffet dem et arbejde. Man havde beskæftigelseschef Per Bjerregaard ansat på en kontrakt, hvor han fik betaling for hver ledige Farum-borger han skaffede et job. Alle kontanthjælpsmodtagere skulle indtil da møde op i Farums såkaldte produktionshus, hvor de blev sat i sving med manuelt arbejde i stil med at samle tøjklemmer og den slags.

Kommunens resultater med at få iværksat ledige blev lovprist overalt i det borgerlige Danmark, og ”Farum-modellen” med udliciteringer med videre, som også indbefattede en iøjnefaldende særlig effektiv indsats mht. integration, blev det nye sort og løsen i det liberale kommunale Danmark. Folk kom valfartende til Farum for at studere det igangværende eksperiment.

I midten af 1990'erne var Peter Brixtofte en stjerne på vej op på Christiansborg, efter han i 1990 var vendt tilbage til den landspolitiske arena som folketingsmedlem valgt på Fyn. Han var som helt ung cand.polit. i 1973 blevet valgt ind i Folketinget, men gled senere ud. Det blev endda til et vikarjob på to måneder som skatteminister for den senere rival Anders Fogh Rasmussen, der i 1992 måtte forlade regeringen på grund af den såkaldte AMBI-sag. Det blev det tætteste, som han kom regeringsmagten.

Ambitionerne om noget større levede dog fortsat videre. Hos Brixtofte fik man indtryk af, at der ingen øvre grænser fandtes. Fantast eller ej. Idérigdommen og foretagsomheden og beslutninger, der nok gav indtryk af, at man udfordrede de kommunale spilleregler til bristepunktet, skabte ganske synligt positive resultater for Farum, der pludselig havde ambitioner om at få et fodboldhold i superligaen og et stadion, der passede til Farum.

"Brixtofte Kommune" fremstod som en dynamisk og uortodokst tænkende mønsterkommune målt på effektivitet og service, hvor skatten blev sat ned seks år i træk, hvilket skabte jubel blandt borgerlige. Nogle politiske modstandere reagerede med enorm irritation, hvor man nægtede at anerkende "miraklet i Farum", som de mente hvilede på luftkasteller og udsalg af kommunens værdier.

Vælgerne var derimod begejstret, og Brixtofte, som i 1985 var blevet borgmester for en ret bred koalition af partier, fik i løbet af få år ved kommunalvalgene nærmest udraderet de øvrige partier og gjort Venstre til majoritetsparti. Indtil da var det et komplet særsyn i de københavnske forstæder, og det bidrog stærkt til Brixtoftes berømmelse – ikke mindst i Venstre-kredse: Her var manden, der viste en vej til at Venstre kunne blive det dominerende parti og på en måde, der uden de store dikkedarer var laboratorium for, hvordan man førte liberal ideologi ud i praksis på kommunalt plan.

Som politiker fremstod han – trods de store armbevægelser – ret moderat. Der blev samarbejdet bredt i byrådet om forlig, hvor der blev givet plads og fundet penge til andres idéer. Faktisk var de senere diktatortendenser slet ikke så udtalte på dette tidspunkt. Brixtofte var et energibundt og et sprudlende festfyrværkeri af højt humør og fuld af idéer, når han var bedst. Det billede prægede hans karriere lige indtil han forsøgte at gribe efter magten i Venstre.

Da Venstre kom i opposition i 1993 styrede formand Uffe Ellemann-Jensen, næstformand Anders Fogh Rasmussen, partisekretær Claus Hjort Frederiksen og gruppeformand Ivar Hansen partiet. Brixtofte var en markant skikkelse, som forsøgte at bygge en koalition op, som kunne give ham en magtbase i partiet. Det var typisk en række folk, der var lidt skeptiske over for den meget ambitiøse og idelogisk skarpe Anders Fogh Rasmussen, som netop havde udgivet sit kampskrift 'Fra socialstat til minimalstat'.

Brixtofte havde desuden meget svært ved at acceptere politisk opposition eller folk, der sagde ham imod. Der var i hans optik enten tale om såkaldte ”Pol Pot-nostalgikere” eller andre, der på forskellig vis ville ham politisk til livs.

Jarl Cordua
Kommentator

Gruppen, der blandt andre talte Ivar Hansen, havde dog mere karakter af selskabsklub, hvor man residerede på restaurant Parnas i det indre København og spiste aftensmad. Formentlig forregnede Brixtofte sig, da han troede at denne lille gruppe mennesker til sin tid ville veksle deres udbredte Fogh-skepsis med opbakning til Brixtofte.

I det hele taget var midt-90'erne nogle forrygende år for den karismatiske borgmester. Der var fest og glade dage i kølvandet på Brixtofte og et rend af kolleger fra Venstre og andre partier deltog gerne i festen og hyldningen af den store inspirator, som nok også lod sig gribe af den megen medgang. Det var også deromkring, at de første hævede øjenbryn over Brixtoftes alkoholvaner begyndte at vise sig. Der bredte sig en opfattelse af, at mirakelmanden fra Farum var ude på et skråplan med sin livsførelse i overhalingsbanen, uden at man helt kunne sætte en finger på hans politiske projekt.

På Christiansborg forstod Brixtofte fortsat at holde en høj cigarføring og klar landspolitisk profil på områder som skattepolitik og erhvervspolitik, selvom folketingsarbejdet skulle passes samtidig med biksen hjemme i Farum. I 90'erne var der dog ingen, der rigtig stillede spørgsmålstegn ved, hvordan det kunne hænge sammen.

Rivaliseringen med Fogh, der indtil da var en uantastet nummer to i Venstre, begyndte dog at blive synlig, personlig og ubehagelig. Brixtofte blev set som en, der undergravede Fogh, og han gjorde ikke meget for at fjerne mistanken. Nok snarere tværtimod. Da Fogh skrev en bog om social minimalstat, ja så skrev Brixtofte en bog om, hvordan man fik mest mulig velfærdsstat til færrest mulige penge. På den måde bidrog han positivt til partiets ideologiske idédebat. I dag kan alle se hvis idéer, der faktisk endte med at være blivende. Desværre for Brixtofte stod hans egen person – og Anders Foghs formidable talent – i vejen for ham. Og det blev hans skæbne.

I marts 1998 tabte Venstre – mod al forventning – folketingsvalget, og den magtkamp, der fulgte i partiet blev enden på Brixtoftes karriere. Farum-borgmesteren indså at han ikke havde en chance for at vinde et kampvalg mod Fogh, men i stedet forsøgte han at få del i magten ved at gå efter næstformandsposten. Hos mange organisationsfolk lignede det et dreamteam med partiets to højtprofilerede stjerner i front.

Det synspunkt delte Fogh og Hjort derimod ikke. De kunne formentlig ikke forestille sig en større trussel mod deres projekt end udsigten til uendelige magtkampe med en Brixtofte på bagsædet, der ustandseligt ville udfordre Fogh, og som de af mange grunde ikke havde tillid til. Heldigvis for dem var der stærke kræfter i partiet, der arbejdede for Lars Løkke Rasmussen, blandt dem Carl Holst (og ham, der skriver disse linjer bidrog også beskedent til kampagnen) og mange andre, der dels så en chance for at fremtidssikre det unge store talents fremtid, dels at hjælpe partiledelsen med at forhindre, at en mere og mere selvsikker, højrøstet og fordringsfuld Brixtofte fik del i magten.

Da det – især til Brixtoftes egen store overraskelse – kom til et overbevisende nederlag, var hans dage i landspolitik talte. Der gik ikke lang tid herefter, ja så faldt Brixtofte som V-skatteordfører på en sag, hvor han lidt for længe insisterede på, at kun han tegnede Venstres politik på området. Nu fik Fogh den chance, han sikkert længe havde ventet på, for at slippe af med Brixtofte, der således led et bemærkelsesværdigt nederlag i folketingsgruppen, som strippede ham for den ordførerpost, der havde været hans eneste større landspolitiske platform. Fogh havde endog meget svært ved at skjule sin tilfredshed over at slippe af med sin rival.

Herefter tog nedturen fart. Efter dette nederlag, droppede Brixtofte helt at vise sig på Christiansborg. I stedet blev han hjemme i Farum, hvor der bredte sig et indtryk af, at borgmesteren mere end nogensinde var optaget at ville vise verden, hvad han var lavet af.

Det var i perioden efter 1998, at det eksorbitante overforbrug af blandt andet dyr rødvin og ulovlige dispositioner fandt sted. Hans kæledægge, Farum Boldklub, fik penge via sponsorer, der så overfakturerede opgaver til kommunen. I 2001 stod Brixtofte for cirka 9 procent af kommunens repræsentationsbilag og drak rødvin dagligt til en pris, der modsvarede andre menneskers månedsløn. Det handlede ikke kun om hans glæde ved tung Bordeaux-rødvin til den "PBX-laks", som han indtog på restaurant Sepp på Farum Arena. Rødvin blev et brændstof, som han skulle bruge til møder, i bilen og når han skulle sove, hvor der blev faktureret såkaldt 'soverødvin'.

Der blev dog også plads til nye spektakulære initiativer, der lagde nye alen til velfærdsbegrebet, som da han inviterede kommunens ældre på gratis ferie til Mallorca, så de kunne få lidt sol og vitaminer, og mange husker sikkert tv-billederne af en glad borgmester, der under sydens palmer dansede rundt med begejstrede pensionister.

Det gik også nedad med respekten for de politikere både i Venstre og i andre partier, som forsøgte at sige fra over for hans dispositioner som borgmester. Også hans embedsmænd fik sværere og sværere ved at agere bremseklods på en mere og mere enerådig borgmester, som sikkert i fortvivlelse over at have fået afbrudt sin færd mod stjernerne, nu selv havde smidt al selvkritik over bord i sin iver for at bevise overfor verden hvilken uretfærdighed, der var overgået ham.

Med tiden havde Brixtofte haft en uheldig tendens til at skifte alle nej-sigere i sit nærvær ud med klakører og ja-sigere. Også gerne folk, der fra morgen til aften sang lovprisninger af både hans person og uendelige visdom, som ville være en nordkoreansk leder værdig. Jeg oplevede det selv engang, hvor hans chauffør til et venstremøde spontant udbrød, om vi i København "ikke ville låne Brixtofte en måneds tid, så han lige kunne rette op på København".

På den ene side var han den glade, varme, spontane og charmerende Brixtofte, der gav knus (engang smækkyssede han Poul Hartling). Brixtofte var ham alle kunne lide at feste med. Den anden side af Brixtofte kunne man erfare, når man sagde ham imod eller stillede ham kritiske spørgsmål, som han ikke var forberedt på. Så stillede han sig helt anderledes aggressivt an, og man fik hurtigt et indtryk af, at man risikerede at blive hans fjende. Der var ikke rigtigt tid og plads til dem, der professionelt gerne ville være på venskabelig fod med Brixtofte, men som også insisterede på at kigge ham efter i kortene. For ham var det enten eller.

Kort tid efter Foghs store valgsejr i 2001 eksploderede Farum-sagen med en række artikelserier i BT, der senere blev præmieret med Cavling-prisen, om misbruget og ulovlighederne i Farum Kommune. Venstre, der ikke ret overraskende havde undladt at indlemme Brixtofte i regeringen, gjorde kort proces og smed ham ud af partiet. Juvelen i Venstres kommunaldanmark var nu pludselig blevet en møllesten om halsen. Derfor kappede regeringspartiet hurtigt båndene og lod Brixtofte gå til bunds uden selv at blive trukket med ned. Man kan i dag spørge sig selv om, hvad der mon var sket for Foghs valgchancer, hvis sagen var kommet frem nogle måneder forinden?

Brixtofte accepterede tilsyneladende aldrig selv, at han havde gjort noget galt, selv om domstolene fandt ham skyldig i mandatsvig med videre og idømte ham fire års ubetinget fængsel. Hans borgmestertid var allerede forbi længe før sagen kom for retten, selvom Brixtofte siden forsøgte et comeback og blev valgt i byrådet for sin egen liste.

Det blev også til en pinlig bog om al den uretfærdighed, der var overgået ham. Og bunden blev nået, da den tidligere toppolitiker forsøgte sig med et spektakulært angreb på dommerstandens upartiskhed i hans sag.

Når regnebrættet skal gøres op, så var Brixtofte en enestående karismatisk personlighed og en blændende begavelse med en usædvanlig evne til at tænke nyt og visionært. Få har som han bidraget så markant til udviklingen af det kommunale Danmark. Han var dog også en tragisk skikkelse, der fik svært ved at håndtere modgang og modsigelse, og som undervejs brændte sit lys i begge ender og til sidst helt tabte kontrollen med sig selv, hvilket ødelagde hans ellers indtil da fine politiske karriere og ikke mindst hans eftermæle.

---

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.