Debat

Overlæge: Sundhedsvæsenet frarøver borgere en rolig afslutning på livet

Syge borgere, som livet ikke giver mening for, får i misforstået godhed aktiv behandling. Det mest medmenneskelige kan til tider være at undlade aktiv behandling og skabe et roligt møde med døden i vante rammer, skriver Ole Pagh Mathiesen.

Sådan som det fungerer lige nu, ser jeg det som avanceret omsorgssvigt af vores svageste borgere, skriver Ole Pagh Mathiesen.
Sådan som det fungerer lige nu, ser jeg det som avanceret omsorgssvigt af vores svageste borgere, skriver Ole Pagh Mathiesen.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De seneste år har der været eksempler fra danske plejehjem, som utvetydigt fremstiller omsorgssvigt i form af fraværende omsorg og respekt. Det er naturligvis uacceptabelt.

Der findes imidlertid også en ganske anden form for omsorgssvigt overalt i vores sundhedsvæsen. Den er ikke en følge af fraværende omsorg og respekt, men derimod et langt mere kamufleret omsorgssvigt, som bunder i en automatiseret og ureflekteret tilgang til sygdom og tilstande, som truer overlevelsen.

Siden den medicinske æra for alvor begyndte at kunne behandle sygdom med mere og mere avanceret tilgang, er der både i befolkningen og blandt vores politikere kommet en i min optik misforstået opfattelse af, at målet for et succesfuldt sundhedsvæsen er livslængde og dermed overlevelse for enhver pris.

Jeg ville sådan håbe, at vi igennem oplysning og dialog kunne komme frem til en forståelse i befolkningen af, at sygdom ikke i alle tilfælde er en fjende, som skal bekæmpes 

Ole Pagh Mathiesen
Overlæge

Aktiv behandling sidestilles med et omsorgsfuldt sundhedsvæsen
Opfattelsen er, at alle borgere uanset livssituation helt naturligt skal have fuldt aktivt behandlingstilbud fra alle hylder.

Det virker som om, at man sidestiller aktiv behandling og flest mulige dage i et liv med et omsorgsfuldt og ansvarligt sundhedsvæsen. Eller sagt med andre ord: Man reflekterer uhyre sjældent over folks samlede livssituation, når man iværksætter eller fortsætter aktiv behandling.

Sygdom bliver over én bred kam betragtet som en fjende, der skal besejres for enhver pris, uden at skele til de menneskelige omkostninger, der er forbundet med indsatsen.

Grundlæggende er jeg helt enig i, at sygdom er en problemstilling, som langt hovedparten af landets borgere skal hjælpes med at få behandlet og afhjulpet.

Men der er faktisk en gruppe mennesker, som for hvem sygdom (oftest den livstruende slags) ikke længere er en fjende, men en kærkommen mulighed for at få fred fra et liv, som ikke længere giver mening.

Et liv, som ikke giver mening, da det altoverskyggende indhold i tilværelsen er afmagt, hjælpeløshed og utryghed som følge af manglende evne til at kunne klare sig selv, tolke eller navigere i sin omverden.

Man fastlåser mennesker i en uanstændig og umenneskelig livsfase
I den nævnte æra med hastig medicinsk udvikling er der naturligvis samtidigt kommet en tiltagende forøgelse af levealder. Deraf er der også kommet et stigende antal mennesker, som lever med en ophobning af kroniske sygdomsrelaterede problemstillinger.

Det fører oftest i den sene alderdom til dyb afhængighed af andres pleje og omsorg, faldende funktionsniveau og ofte medfølgende kognitiv svækkelse.

Vi er sammen nødt til at forstå de til tider negative menneskelige omkostninger, som det kan have at blive udsat for vores efterhånden utroligt store medicinske værktøjskasse

Ole Pagh Mathiesen
Overlæge

Kombinationen af ophobet sygdom og kognitiv svækkelse kan man betragte som en rygsæk med livsressourcer, som bliver mere og mere udhulet. På et tidspunkt når man til det punkt, hvor ressourcerne og sindet ikke længere rækker til, at livet giver mening. 

På dette tidspunkt giver det heller ikke mening at blive udsat for aktive behandlingstiltag ved yderligere forværring blot for at forlænge livet, fordi det medicinsk måske er muligt.

Når det så alligevel til stadighed sker, mener jeg, at man fraholder disse borgere muligheden for at få naturligt fred, og at man i stedet fastlåser dem i en uanstændig og umenneskelig livsfase.

Sundhedssektoren skal sætte ord på det, der er svært for de pårørende
Dette vendepunkt i tilværelsen er ekstremt vigtigt for alle mennesker at have forståelse for. Både blandt borgere, politikere og sundhedsfaglige.

Langt hen ad vejen er det ikke en erkendelse, som er svær, fordi det kræver særlige fagkundskaber. Men som pårørende kan det helt naturligt være følelsesmæssigt svært.

Det handler i virkeligheden om helt almindelig lavpraktisk medmenneskelig erkendelse. Når de pårørende bliver talerør for deres kæreste, kan det helt forståeligt være en svær og ensom beslutning.

I disse situationer er det derfor netop vigtigt med en sundhedssektor, som tager teten og har modet til at sætte ord på det, som langt de fleste allerede godt ved, men som kan være svært at erkende og sætte ord på alene.

Man frarøver borgere for en rolig afslutning på livet i misforstået godhed
Som akutlæge på en af en regions akutlægebiler bliver jeg og mine kolleger på daglig basis via 112 kaldt ud til plejehjem grundet borgere, som helt naturligt og helt forudsigeligt har krydset punktet, hvor livet er tipper over – oftest for ganske længe siden.

Det mest medmenneskelige kan til tider være at stoppe eller undlade aktiv behandling og skabe et roligt og palliativt møde med døden i vante rammer

Ole Pagh Mathiesen
Overlæge

Der er så godt som aldrig lagt en plan for deres afslutning på livet og ej heller taget en anstændig, ærlig snak med hverken borger eller dennes pårørende.

Disse borgere tilbringer ofte den sidste del af deres liv med talrige hospitalsindlæggelser, hvor man langt oftest kun midlertidigt kan afværge den umiddelbare trussel på livet.

Herefter bliver borgeren sendt tilbage til plejehjem til en uforandret tilværelse og oftest frarøvet endnu en bid af de i forvejen utilstrækkelige livsressourcer.

Man har derfor som sundhedsvæsen i misforstået godhed berøvet borgeren for en rolig afslutning på livet og i stedet erstattet den med betydelig forvirring og angst som den sidste følgesvend, grundet de mange indlæggelser og tumultariske håndteringer.

Dette kunne utvetydigt undgås ved rettidigt at erkende behovet for overgang til kærlig palliativ pleje i vante rammer i samråd med borger og/eller dennes pårørende.

Det kræver dog, at man som læge rettidigt tager den ærlige og for nogen svære snak omkring, hvad man som borger og pårørende realistisk kan forvente sig af det resterende liv. Og ikke mindst, hvad man ikke kan forvente sig.

Omstilling kræver samfundsmæssig accept
Nu vil mange så sige: "Men vi er da nødt til at gøre noget, når situationen spidser til". Ja, det er rigtigt, men det, som skal gøres, når livet tipper over, er at undlade uproportionalt aktive behandlingstiltag og i stedet iværksætte pleje i et gennemtænkt tilpasset omfang, herunder også palliation.

Sådan, som det fungerer lige nu, ser jeg det som avanceret omsorgssvigt af vores svageste borgere

Ole Pagh Mathiesen
Overlæge

Formålet er nemlig på dette tidspunkt at erkende behovet for, at livet har brug for en afslutning og ad medicinsk vej fjerne al, smerte, angst og ubehag samt at forblive i vante og trygge rammer på plejehjem, eget hjem (med tilstedeværende støtte) eller hospice.

For at have disse planer rettidigt gennemtænkt kræver det i særdeleshed en proaktiv indsats fra egen læge, som dermed også skal have tilført tiden til det. Men i virkeligheden kræver det også en generel samfundsmæssig opmærksomhed og accept.

Jeg ville sådan håbe, at vi igennem oplysning og dialog kunne komme frem til en forståelse i befolkningen af, at sygdom ikke i alle tilfælde er en fjende, som skal bekæmpes. Det kræver dog en aktiv deltagelse fra sundhedsvæsenet og en samling politikere, der tør skabe accepten.

Vi er sammen nødt til at forstå de til tider negative menneskelige omkostninger, som det kan have at blive udsat for vores efterhånden utroligt store medicinske værktøjskasse.

Husk på, at som læge er det nemmeste i verden at opstarte eller fortsætte aktiv medicinsk behandling, for det er der ingen, som sætter spørgsmålstegn ved.

Men det mest medmenneskelige kan til tider være at stoppe eller undlade aktiv behandling og skabe et roligt og palliativt møde med døden i vante rammer. Det kræver sjældent andet end tid, empati, forståelse, dialog og rettidig omhu.

Sådan, som det fungerer lige nu, ser jeg det som avanceret omsorgssvigt af vores svageste borgere.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00