Debat

Overlæge Morten Ziebell efter kritik: Vi skal turde tale om udsigtsløs behandling

Læger har et kæmpe ansvar for at kunne magte samtalen om døden. Vi har desværre meget sjældent tiden til det, fordi vi ikke bliver målt på værdien, skriver Morten Ziebell i en replik til Mette Fugl, der har kritiseret hans budskab.

Hvis du er døende, og vi ikke har mere at gøre, så vil jeg håbe, jeg kan forklare dig situationen, så du ikke ønsker flere behandlinger, skriver klinikchef på Rigshospitalet, Morten Ziebell.
Hvis du er døende, og vi ikke har mere at gøre, så vil jeg håbe, jeg kan forklare dig situationen, så du ikke ønsker flere behandlinger, skriver klinikchef på Rigshospitalet, Morten Ziebell.
Morten Ziebell
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg havde personligt ikke forventet den opmærksomhed, som min kronik i Altinget tidligt på året har givet.

I de politiske kredse, hos mine kollegaer og ikke mindst blandt befolkningen. I kølvandet har jeg modtaget mange rørende historier om værdige afslutninger på livet, fordi forventningerne blev afstemt, og de svære samtaler taget.

Det er min opfattelse, at du blev skræmt

Morten Ziebell, Ledende overlæge

Men også eksempler på det modsatte – mennesker, der i det evige behandlingstilbud er døde i venteværelset, på vej til endnu en lægesamtale, undersøgelse, skanning eller lignende. Uden nogen stoppede op og sagde: Hvad nu? Og hvis nogen gjorde det, at der ikke blev lyttet.

Vi har alle fået sværere ved at tale om døden

Jeg har svaret mange personligt og takket. Jeg tænker dog at kommentere en enkelt reaktion fra én, der læste min kronik – nemlig Mette Fugl, der brugte den som afsæt for en kommentar i Politiken den 16. januar.

Kære Mette. Mange tak for din klumme. Jeg vil gerne takke dig af to årsager. For det første - din klumme giver mig anledning til igen at skrive om dette vigtige emne.

Vi har alle fået sværere ved netop denne samtale. Fordi forventningerne er så høje, fordi man skal til lægen, blive ”fikset” og hjem og leve videre, i al uendelighed

Morten Ziebell, Ledende overlæge

For det andet, så brugte jeg megen energi på ikke at skræmme nogen ved min kronik. Det har til min glæde været ganske få, der er blevet det, men det er min opfattelse, at du blev skræmt. Jeg skal herved forsøge at formulere mig anderledes, så du og andre, der er utrygge, fortsat kan være helt trygge ved os i sundhedsvæsenet.

Det lyder, som om du har mødt en lægekollega, der har haft meget svært ved at tage den samtale med din far og dig, og det var netop en af mine pointer i min kronik. Vi har alle fået sværere ved netop denne samtale. Fordi forventningerne er så høje, fordi man skal til lægen, blive ”fikset” og hjem og leve videre, i al uendelighed.

Således oplever jeg i stigende grad, og med erfaring fra over 1.000 svære samtaler, at det i tiltagende grad kommer bag på folk, at de bliver syge af ting, vi ikke kan behandle, på trods af at det rammer alle en eller anden dag.

Vi bærer alle ansvaret
Du har helt ret: Lægen ved intet om, hvordan din far havde det med at skulle dø. Men det lyder, som om alle i rummet havde svært ved at forholde sig til det. Vi har et kæmpe ansvar som læger for at kunne magte denne samtale. Vi har desværre meget sjældent tiden til det, fordi vi ikke bliver målt på værdien af en sådan samtale, men hvor rent der er i venteværelset, hvor god skiltningen er, eller hvor lang tid vi holder patienterne live.

Hvordan du får ud af min kronik, at jeg er én, der ønsker, du kradser af, har jeg særligt svært ved at få øje på

Morten Ziebell, Ledende overlæge

Måske hvis lægen havde bedre tid, måske hvis I havde haft snakken om døden derhjemme, måske hvis forventningerne til det, vi kan i sundhedsvæsenet, havde været lavere - var I måske havnet i en givende samtale, mere end det I mødte. Selvom emnet var tungt. Pointen er, at vi alle bærer ansvaret.

Læs også

Vil ikke tøve med at hjælpe
Jeg har en afdeling fuld af læger, der har ét formål, og det er at hjælpe mennesker, der er syge. Jeg håber aldrig, du kommer på min afdeling, for så er man ofte meget syg. Hvordan du får ud af min kronik, at jeg er én, der ønsker, du kradser af, har jeg særligt svært ved at få øje på.

Jeg er her jo netop for det modsatte og bliver trist, hver gang jeg netop ikke kan gøre mere. Jeg er her ikke for at være hverken dommer over det meningsfyldte liv eller dine handlinger, og selv hvis din historie gjorde dig til verdens mest modbydelige menneske, ville jeg ikke tøve med at hjælpe dig.

Men hvis du er døende, og vi ikke har mere at gøre, så vil jeg håbe, jeg kan forklare dig situationen, så du ikke ønsker flere behandlinger. Hvis du ønsker en behandling, som ikke virker, så vil jeg gerne tage en snak med dig om hvorfor. Jeg vil være nysgerrig på, hvorfor du har ønsket, men jeg vil ikke give dig den.

For det første så strider det mod mit lægeløfte, og det kan jeg - i sidste ende, i yderste konsekvens - komme i fængsel for at bryde. For det andet vil jeg synes, det vil være helt ufatteligt synd for den anden patient, der må aflyses eller udskydes, og som vi faktisk har en behandling til.

Vi skal fortælle, når der ikke er mere at gøre

Der er ingen patienter, der skal frygte, at de ikke får tilbudt en behandling, hvis der ér en, og de har lyst til den - i øjeblikket er der bare lang ventetid for mange.

Mit budskab er, at vi skal kunne formidle, hvad en behandling har af effekt, og hvad du kan forvente. Er det noget, der kurerer din sygdom, eller kan den kun kurere dig i visse tilfælde? Eller er det en behandling, der holder din sygdom i ave i en periode, indtil den vender tilbage igen? Ligeledes hvad du kan forvente af ubehageligheder - altså bivirkninger og/eller risici - og ikke mindst, hvad behandlingen koster dig af din tid, for den er det vigtigste, vi har.

Hvis du er døende, og vi ikke har mere at gøre, så vil jeg håbe, jeg kan forklare dig situationen, så du ikke ønsker flere behandlinger

Morten Ziebell, Ledende overlæge

Jeg mener ikke noget om, i hvilket omfang vi dør, er rigtigt, det er virkelig en kæmpe misforståelse. For dem, jeg snakker om, er jo netop dem, vi ikke kan gøre mere for, og som dør, uanset om vi behandler dem eller ej.

Men i stedet for at behandle, håber jeg, at vi i disse tilfælde, hvor døden er nært forestående og uundgåelig, er opgaven moden og fortæller, at tiden er inde til lindring og omsorg.

Vi oplever ofte pårørende, der råber og er utilfredse, når det sker, og det er ofte magtesløsheden, der rammer dem. Deres kærlighed til deres nære, der erstattes af sorgen, vreden og angsten. Det ved vi, og det kan vi rumme. Jeg bliver trist, når der ikke er nogen pårørende – det er ensomt, og de patienter er der desværre mange af.  

Det naturlige liv ender naturligt med døden
Jeg er ikke ud på at ”pinde” en sætning ud af en statsminister og pege fingre. Jeg er ude på at sige, at retorikken omkring døden er kulminationen på mange år med forventninger, der stiger og stiger. At vi er kommet så langt væk fra vores naturlige liv, der lige så naturligt ender med døden.

At tro, at vi læger har magt over døden, er ikke noget, vi kan leve op til. Det eneste, vi har, er en viden om behandling. Hvad der virker, og hvad der ikke virker. Vi har også en viden om, at vi skal dø en dag – men vi har også sværere og sværere ved at rumme dette.

Jeg håber, du og andre, der er i din situation, blev klogere og mindre bange, hvis I var det.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Ziebell

Lægefaglig vicedirektør, Sjællands Universitetshospital
Master, Medicin (Københavns Uni.)

Mette Fugl

Journalist, forfatter, foredragsholder, fhv. EU-korrespondent, DR
journalist (Politiken 1969)