David Trads: Fængsling af Navalnyj bør give os alle frostbid

Der er mennesker, der inspirerer os alle med deres enestående mod, når det gælder evnen til at turde kæmpe for det allervigtigste, når risikoen er allerstørst:

Nelson Mandela i Sydafrika, Lech Walesa i Polen, Andrej Sakharov i Sovjetunionen, Wang Dan i Kina og mange flere frihedskæmpere tændte en flamme af håb hos deres landsmænd i de år, hvor ondskabsfulde diktaturer systematisk undertrykte menneskerettighederne, og hvor friheden syntes uopnåelig.

Den kamp, de kæmpede, var præget af, at de rent faktisk satte deres liv på spil. De fascister og kommunister, de stod over for, var når som helst villige til at indespærre dem efter en skueproces eller for den sags skyld slå dem ihjel med et nakkeskud.

Det ved vi, fordi apartheid-regimet, Sovjet-kommunismen og Kina-regimet spærrede titusindvis af dissidenter inde i Gulag-lejre – og slog tusindvis ihjel. Menneskeliv betød intet for despoterne.

Årsagen til, at eksempelvis Mandela, Walesa, Sakharov og Wang Dan overlevede var allermest, at det ufattelige mod, de udviste, gjorde dem så populære hos deres følgere, at selv de ondeste regimer blev bange for dem. De turde ganske enkelt ikke slå dem ihjel, fordi de nærmest blev forgudede af dem, der også ønskede friheden, menneskerettighederne og demokratiet.

De blev, som man smukt siger på engelsk ’larger than life’ – de hævede sig over de fleste, fordi de med livet som indsats kæmpede for, at også sorte sydafrikanere og almindelige polakker, sovjetborgere og kinesere skulle have chancen for at leve de liv, de ønskede.

Navalnyj er ikke til at stoppe. Hans navn er alt for stort til, at Putin bare kan få ham fjernet.

David Trads

Derfor hylder vi fortsat Mandela, Walesa, Sakharov og Wang Dan i dag – for deres individuelle indsatser var instrumentale i kampen for at afslutte Den Kolde Krigs ondskab.

I dag kan vi imidlertid mærke, at alt det værste fra især kommunismens æra – voldsomme overgreb fra regimer mod egne borgere, udelukkelse af demokrater ved såkaldte ’frie valg’, nedlukninger af kritiske medier, et cetera – dukker op omkring os i et bekymrende tempo. Mens jeg følger nyhederne fra Hongkong, Myanmar, Hviderusland og Rusland ligner det 1970’erne:

Kommunist-Kina terroriserer de frihedskæmpere, som i Hongkong insisterer på demokrati. Myanmars hæslige militær har endnu engang kuppet sig til magten og igen sat Aung San Suu Kyi i husarrest. Hvideruslands evighedsdiktator tæver i ordets egentlige forstand dem, der ønsker frie valg. Ruslands Putin har efterhånden begået fuldtonet attentat på al frihed.

Men…heldigvis er der også helte i de fire regimer, som er lige så store som dem, der inspirerede deres folk til sejre omkring de gyldne frihedsår i 1989, 1990 og 1991. Folk som Ted Hui fra Hong Kong, der for nylig besøgte Danmark, og indtil videre anonyme, men stærke studenterledere i Myanmar, og Svetlana Tikhanovskaja, en af de hviderussiske dissidenter. Og så er der den mest kendte, nemlig russiske Aleksei Navalnyj:

Navalnyj er et russisk ikon, som er så populær, at Putin gentagne gange har forbudt, at han kunne stille op til frie valg. Navalnyj er så farlig for despoten, at han sidste år forsøgte at slå ham ihjel med et modbydeligt giftangreb. Navalnyj indtager i dag rollen som demokratiets vigtigste frontkæmper – ikke bare i Rusland, men i de fleste af klodens undertrykkende regimer.

Det mod, han udviser, er helt ubegribeligt. Efter Putins attentatforsøg på ham kom han i behandling i Tyskland, men i stedet for at leve i sikkerhed i Vesten, rejste han fornyligt dramatisk tilbage til det Rusland, han elsker.

Straks ved sin ankomst blev han fængslet, og i den forløbne uge blev han helt efter diktaturets playbook indespærret i årevis efter en hån af en skueproces. Titusinder af demonstranter gik på gaden i den iskolde russiske vinter fra Moskva til Vladivostok. Tusinder blev anholdt, gennemtævet og krænket på det groveste.

Men Navalnyj er ikke til at stoppe. Hans navn er alt for stort til, at Putin bare kan få ham fjernet. Den ydmygende dokumentarfilm, som Navalnyj udsendte ved sin genkomst til Moskva, der viser, hvor gennemkorrupt Putin er, har bredt sig som en steppebrand - og den kan ikke slettes.

Skueprocessen mod Navalnyj bør give os alle frostbid – for den har alle Den Kolde Krise værste sider i sig.

Heldigvis har Vesten reageret benhårdt – anført af præsident Joe Biden i USA, men også med en skarp udtalelse fra udenrigsminister Jeppe Kofod. Den kamp for frihed, som altid bør være Vestens, er i disse uger vigtigere end længe. Vi skal stå fast.

-----

David Trads (f. 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.