David Trads: Trump har ret - Danmark bør bruge mere på militæret

Det er ikke ret tit, at Donald Trump har ret i noget som helst, men når det sker, nytter det jo ikke noget, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) spiller fornærmet – for præsidenten har altså to rigtigt gode grunde til at kræve, at Danmark bruger flere penge på militæret:

Den ene er, at vi har lovet det. Den anden, at vi står over for nye konkrete trusler.

Først Danmarks løfte: Da NATO holdt topmøde i Wales i september 2014, skrev alle medlemslandene, herunder Danmark, under på en sluterklæring, som i meget tydeligt sprog understregede, at ”vi er enige om at vende tendensen med faldende forsvarsbudgetter”:

”De allierede, som nu bruger mindre end målet (2 procent af bruttonationalproduktet, red.), skal […] arbejde målrettet for at indfri 2 procents-målsætningen inden for et årti,” så de på den måde kan imødekomme de forpligtelser, som NATO-medlemskabet indebærer.

Tilbage i 2014 var det Helle Thorning-Schmidt (S), der som statsminister underskrev erklæringen på Danmarks vegne, men Lars Løkke Rasmussen og hele den borgerlige opposition bakkede dengang fuldt og helt op om den erklæring, der blev vedtaget.

Alligevel har et bredt flertal i Folketinget (VLAK-regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale) valgt at være ret ligeglade med erklæringen og målsætningen. Det, som Løkke kalder ’et substantielt løft’ af forsvaret, er nemlig ikke i nærheden af målet:

Trump har faktisk ret i, at det er forkert, at Europa, herunder Danmark, bliver ved med at tale om en øget russisk trussel og alligevel bliver ved med at bruge for lidt på forsvaret. 

David Trads

Danmark bruger i år 1,14 procent af bruttonationalproduktet på militæret - og når det nye forlig er fuldt implementeret i 2024, vil vi nå 1,3 procent. Vi skulle – hvis vi virkelig mente det, vi skrev under på i 2014 – faktisk øge budgettet med i runde tal 50 procent mere for at nå de 2 procent.

Normalt, når Danmark skriver under på den slags, så er vi kendt som dydsmønstrene, som man kan stole på. Tænk bare, hvor meget vi har punket klodens øvrige rige lande for ikke at leve op til FN’s målsætning om, at alle skal bruge mindst 0,7 procent af dets BNP på ulandshjælp.

På NATO-mødet i Bruxelles tidligere på måneden brugte Løkke imidlertid alle de bogholderkneb, der findes, da han sagde, at han ”ikke vil acceptere at blive målt på, hvor mange penge vi bruger, men i høj grad også, hvordan vi bruger dem.”

Tænk, bare tænk, hvis danske kommuner og regioner, når de af regeringen og Folketinget tvinges til at afsætte præcise beløb til bestemte satsområder, sagde det samme, hvis det viste sig, at de ikke var i nærheden af at bruge det, som var aftalt? Det ville aldrig blive tilladt.

Så til den øgede trussel: Siden det NATO-topmøde i 2014, hvor regeringen skrev under på at ville nærme sig 2 procents-målet, er den konkrete trussel mod Europa og Danmark åbenlyst blevet forværret. Terrortruslen er der fortsat, men et stadig mere aggressivt Rusland er en nær fjende.

Putins Rusland har i de forløbne fire år invaderet Ukraine, stjålet Krim-halvøen, nedskudt et passagerfly, blandet sig i det amerikanske og flere europæiske valg, gennemført et giftgasangreb på britisk territorium og gennemført offensive militærøvelser rettet mod os.

Alle i Europa – selvfølgelig især de NATO-allierede, som er en del af den gamle Østblok, og i særdeleshed Estland, Litauen og Letland, de tre eks-sovjetrepublikker, som Putin gerne vil sætte sine tænder i – er dybt, dybt bekymrede. Det er der desværre gode grunde til.

Vi er ikke i Den Kolde Krig igen… men, som man siger, selv om historien ikke gentager sig, så rimer den. Forsvarets Efterretningstjeneste lægger ikke skjul på, at Rusland igen er en trussel – ikke bare abstrakt, men helt konkret. Se bare disse ord fra den årlige risikovurdering:

”Danmark står over for væsentlige digitale, militære og asymmetriske trusler. Truslerne mod danske mål i det digitale rum er alvorlige og vedvarende. Både danske og udenlandske myndigheder og virksomheder er konstant udsat for cyberspionage, og visse stater har vist vilje til udføre mere offensive cyberangreb, der for eksempel har til formål at påvirke meningsdannelsen i andre lande. Samtidig forsætter Rusland sin militære opbygning i det vestlige Rusland, og Østersøregionen er fortsat et centralt friktionsfelt mellem Rusland og NATO.”

Ovenstående ord er næsten alle sammen rettet mod Moskva – for det er Putins Rusland, der i udstrakt grad står bag cyberangreb, og som konkret skaber utryghed om europæisk stabilitet. Det fredelige Rusland, vi troede på i 1990’erne, er der ikke længere mange, som tror på.

Endelig min konklusion: Hvis regeringen virkelig mente, hvad vi skrev under på ved NATO-topmødet i 2014 om at nå de 2 procent til forsvaret, så burde vi selvfølgelig indfri målet. Hvis regeringen oven i købet er enig med dets egen efterretningstjeneste i trusselbilledet, så burde vi også reagere på det.

Trump har faktisk ret i, at det er forkert, at Europa, herunder Danmark, bliver ved med at tale om en øget russisk trussel og alligevel bliver ved med at bruge for lidt på forsvaret. Det understreger i øvrigt, hvor afhængige vi er af USA, især når det har en utilregnelig leder.