Debat: Den grønne bølge kan rense plastik-havet

 Af Markus Lentz
Studerende og elev på Politikens Debattør- og Kritikerskole

FN lavede i 2015 en verdensomspændende undersøgelse, 'The United Nations survey for a better world', hvor næsten ti millioner mennesker blev spurgt, hvilke '17 Sustainable Development Goals', der var vigtigst at opnå inden 2030. Adgang til uddannelse, mad, sundhed, opprioritering af infrastruktur, øget jobsikkerhed og bedre mobil- og internetdækning var mål, som blev prioriteret højere end adgang til rent drikkevand, øget naturbeskyttelse og grøn omstilling.

FN-undersøgelsens grønne tråd er, at mange svarede i sympati med de fattige kvinder, der ufrivilligt undfanger deres børn i fattigdommens favn, hvor børnene "belønnes" med voldtægt, ernæres med limdampene fra plastikflasker og fragtes over et hav af affald.  

I et interview til Politiken d. 22.1.17 fortalte Bjørn Lomborg, at den brøkdel, der prioriterede miljøtiltag i spørgeskemaet, selvfølgelig ikke underkendte den tredje verdens krav på adgang til bedre uddannelser, gratis sundhedsydelser og sikkerhed fra diskrimination. Lomborg uddybede yderligere i interviewet, at den grønne prioritering er en vestlig disciplin, som danskerne tilfældigvis er verdensmestre i.

Hvor vigtig kampen mod madspild end er, eller hvor korrekte de betalte forskningsresultater er, så er det ej bevæggrund for at give kunstigt åndedræt til den plastikindustri, der in- og direkte bidrager til forurening af naturen.

Markus Lentz

Det magtdemonstrerede den danske befolkning også i 2009. For der var flere folk forenet på barrikaderne foran Christiansborg, end der var tilhængere til Donald Trumps indsættelse. De protesterede imod de politikere, lobbyister og industripirater der golfstrømmede til COP15.

Senere i 2016 tog tænketanken CONCITO’s Klimabarometer temperaturen på danskerne. I barometeret var ni ud af ti danskere enige om, at miljødebatten var mere end en adfærdsregulerende forbrugsdebat - som lektor Rasmus Willing indirekte kaldte den i Politiken d. 19.2.17 –, men et råb til regeringen, folketinget og virksomhederne efter grønnere og mere bæredygtige løsninger på miljøproblematikken, som berører alle.

Læs mere

Men paradoksalt nok kolliderer de grønne løsninger med bestilte forskningsresultater. Forskere og talmagikere grønvasker deres forskningsresultater i vandede cost-, benefit- og livscyklusanalyser, for at underbygge de dyrekøbte løsninger.

Fornyeligt lavede DTU bestillingsforskning for Miljøstyrelsen. DTU-forskerne begrundede til magasinet Samvirke, at ’fremtidens’ grønne løsning var lavet af plastik. For, hvis virksomheder emballerede mere ville detailforhandlerne kunne reducere det meget miljøbelastende madspild, da plastikken mindsker grøntsagernes forrådnelsesproces.

Ligeledes forklarede FAO’s, FN's fødevare- og landbrugsorganisation, i en 'The State of Food Insecurity of the World'-rapport, at virksomhederne burde emballere mere. Rapporten anslog, at der årligt kasseres over en milliard ton madvarer svarende til et CO2 fodaftryk på størrelse med en fiktiv supermagt. Såfremt at FAO kunne redde den mad med mere plastik, kunne de hypotetisk brødføde de millioner af brødflove fattige mennesker i den tredje verden – hvis de altså havde råd.

Men på baggrund af en anden rapport fra 2016, som World Economic Forum udgav, så virker det irrationelt at emballere mere. Rapportens forfattere spåede, at verdens største offentlige spisekammer, havet, ville drukne i plastik inden 2050. Rapporten begrundede, at plastik sjældent slutter sin livscyklus på genbrugsstationen, men forbløder ud i naturen og videre ud i havet.

Læs mere

Den erfaring gjorde nogle norske zoologer også, da de bjergede en strandet hval, som var forpint over, at dens organer var blevet emballeret i plastikposer. Derfor måtte de norske myndigheder aflive hvalen.

Den grønne domstol i Dehlis og Republikken Rwandas udfasning af plastikindustriens microplast har bredt sig ud i verden. Storbyer som San Francisco prøver at afvikle salget og produktionen af vand på plastikflasker, franskmændene har gjort engangsservice forbudt, og herhjemme lobbyer den danske græsrodsorganisation, Plastik Change, på trods af FAO, DTU og plastindustriens cost-benefit-talmagi, for at udfase det svært nedbrydelige plastik i naturen.

Hvor vigtig kampen mod madspild end er, eller hvor korrekte de betalte forskningsresultater er, så er det ej bevæggrund for at give kunstigt åndedræt til den plastikindustri, der in- og direkte bidrager til forurening af naturen. Fødevareindustrien bør i stedet emballere mindre og bør regulere deres produktion og import efter forbrugernes efterspørgsel. For hvis FAO anslår, at der smides 1.3 milliarder tons mad ud om året, så er det fordi produktionen er for høj, og efterspørgslen er for lav.

Dog kan den uundgåelige overproduktion sagtens udnyttes. Virksomheder bør investere og udtænke alternative løsninger på, hvordan de kan lave emballage uden at belaste miljøet.

Uafhængige forskere udvikler allerede biodynamisk emballage, der består af stivelsen, mælkesyren og glutenproteinet, der både er nedbrydeligt, kompostérbart og spiseligt. Bioemballagen kan sagtens produceres ud af de milliarder af tons mad, der årligt kasseres.

I Florida har mikrobryggeriet, Saltwater Brewery, udviklet sådan en emballage. De har udviklet spiselige og nedbrydelige sixpack-ringe, som består af byg og hvede. Ringene kan både nedbrydes, gafles og fordøjes af havets dyr.

Saltwater Brewerys initiativ er ligeså meget et ønske om grøn profit, som et ønske om at andre virksomheder hopper med på bølgen og stopper med at betragte naturen og havet som et overflødighedshorn for plastikemballerede madvarer.