Kommentar af 
Morten Reimar

Kommunalpolitikere bør komme ud af deres skjul

To år kan synes som lang tid til næste valg, men det er også lang tid siden sidst. Lokalrødderne skal blive bedre til at være til stede hele valgperioden, skriver Morten Reimar.

Morten Reimar
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er i disse dage to år til næste kommunalvalg. Det kan virke som en evighed. Som om, der er god tid og ingen grund til at skynde sig.

Men det betyder samtidigt, at det er to år siden, at det seneste kommunalvalg fandt sted, og for langt de fleste vælgere er det også to år siden, de har skænket kommunalpolitik en tanke.

Kommunalpolitik er nok det, den gennemsnitlige dansker har allermindst lyst til at bruge tankeaktivitet på. Det er måske lige overgået af fredagsunderholdningen på DR1 og det uundgåelige faktum, at vi alle en dag skal dø.

Det er på trods af, at enhver går op i sit lokalmiljø. Er børnehaverne gode nok? Er der plads til de gamle på plejehjemmene? Bør vi få flere cykelstier eller parkeringspladser? Skal der bygges en affaldsstation lige ved siden af mit hus?

Den slags fylder i alles liv, uanset hvor i landet man bor, og det gælder ikke bare hvert fjerde år, men hver eneste dag.

Lokale ildsjæle træner fodboldhold og arrangerer byfester, og Facebook-grupper som 'Vi, der bor i X-by' er nogle af de mest aktive grupper og altid garant for en hed debat. Dertil ligger der enormt meget identitet i, hvilken by man bor i.

Der er rigeligt med muligheder for at fortælle om sit kommunalpolitiske arbejde. Det handler alt sammen om måden, det bliver gjort på.

Morten Reimar
Kommunikationsrådgiver

Det lokale engagement afspejler sig bare ikke i kommunalvalgene. Valgdeltagelsen ligger konsekvent lavere end til folketingsvalgene. Ved seneste kommunalvalg i 2021 stemte kun 67,2 procent, mens der ved folketingsvalget året efter var en deltagelse på 84,1 procent.

Dertil skipper især unge kommunalvalgene.

Ifølge en undersøgelse fra Kommunernes Landsforening mener under halvdelen af de 17-54-årige, at kommunalpolitik er vigtigt. Tendensen er desuden nedadgående, jo yngre respondenterne er.

Så hvorfor er kommunalpolitik fraværende i danskernes bevidsthed? Fordi det bliver gjort kedeligt.

Det er nok også, fordi en stor del af kommunalpolitikerne undervurderer, hvor meget det betyder at kommunikere, hvad man laver imellem valgene.

Mange lokalpolitikere har det indtryk, at det er så godt som umuligt at brænde igennem. Men mange af de landsdækkende medier har taget beslutninger om at bringe flere lokale historier, ligesom regions- og lokalmedierne har gjort det af frygt for at skulle gå under, og hver især har medierne oppet sig gevaldigt de seneste år.

Ingen stiller op til kommunalvalg, fordi de keder sig eller regner med at blive rige på det.

Morten Reimar
Kommunikationsrådgiver

Dertil har enhver med internetadgang mulighed for at fortælle om deres arbejde på sociale medier.

Derfor passer det ikke, at der ikke er noget at gøre. Der er rigeligt med muligheder for at fortælle om sit kommunalpolitiske arbejde. Det handler alt sammen om måden, det bliver gjort på.

Det største kritikpunkt i den henseende er, at det bliver visionsløst og gråt. Det er dumt, for netop når det er så nært og vigtigt for danskerne, som deres eget lokalmiljø, er der alle muligheder for at fortælle virkelig spændende historier, om hvordan en kommune skal se ud.

Læs også

Ingen stiller op til kommunalvalg, fordi de keder sig eller regner med at blive rige på det. Det er hver gang båret af et ønske om at være med til at forme sin by.

Hvorfor ikke investere tid og energi i at sørge for, at vælgernes beslutning er truffet længe inden valget?

Morten Reimar
Kommunikationsrådgiver

Dét kunne man med fordel fortælle vælgerne om. Hvordan vil du gøre Sorø, Viborg eller Hørsholm bedre? Hvad er det, du synes, der er i vejen med måden, kommunen er på nu, som har givet dig lyst til at ændre den?

Et andet kritikpunkt handler om dovenskab. Med det mener jeg, at mange kommunalpolitikere ikke orker at bruge tid på at fortælle deres vælgere, hvad de laver og hvorfor, indtil det er strengt nødvendigt - hvilket vil sige i de to til tre sidste måneder inden selve valgdagen.

Det får den konsekvens, at vælgerne stopfodres med information, planer, ansigter og navne lige inden, de skal sætte deres kryds. Hvorfor ikke investere tid og energi i at få placeret de kryds i forvejen ved at sørge for, at vælgernes beslutning er truffet længe inden?

Måden at gøre det på er gennem tilstedeværelse. Det er hårdt, tidskrævende og besværligt, men det kan være det hele værd, hvis man drømmer om at rykke på et flertal på sit rådhus.

Ingen gider at stemme på en smilende person på en valgplakat. Vi vil stemme på en, der mener noget fornuftigt.

Morten Reimar
Kommunikationsrådgiver

Tilstedeværelse kan være mange ting og gerne flere på én gang - egne sociale medier, indlæg i lokalaviser, et aktivt presseindsalg eller deltagelse i borgergrupper på Facebook, men det kan også være fysisk tilstedeværelse ved loppemarkeder, byfester og lignende arrangementer.

Her handler det om at poppe op i vælgernes bevidsthed så ofte som muligt. Hver gang med en klar historie om, hvad man står for.

Læs også

En af de helt store misforståelser i politisk kommunikation er, at nogen gider stemme på en smilende person på en valgplakat. Det er der ingen, der gider. Vi vil stemme på en, der mener noget fornuftigt.

Hvis man er i stand til at identificere to til tre temaer, som vælgerne skal kende dig for som kandidat, så er det bare om at tage ejerskab så hurtigt som muligt.

Det er alt sammen ren cost-benefit. Noget andet er demokrati.

At være folkevalgt er et privilegium, og en del af det handler om at fortælle om sit arbejde og sine planer. Det er demokratisk fattigt, at debatten starter forfra hvert fjerde år med nye navne, nye pjecer med nye idéer.

Der er to år til kommunalvalget. Det vil sige, at I kommunalpolitikere har to år til at fortælle vælgerne, hvorfor de skal stemme på jer. Alternativet er jo, at de ikke gør det.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Reimar

Selvstændig kommunikationsrådgiver, Reimars Bureau, fhv. rådgiver i Venstre og Radikale
journalist (DMJX 2017)

0:000:00