DF rejser sig ikke fra ruinerne ved at være en politisk kæp i hjulet for regeringen

DF havde i mange år monopol på positionen som det strammeste parti på udlændingeområdet. Den position skal partiet nu dele med både Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne. Hertil kommer, at Socialdemokratiets ryk mod højre på udlændingeområdet reelt har fjernet kraften i området. Udlændingepolitikken driver ikke længere dansk politik.

Kampen for udkanten er nu overtaget af især Danmarksdemokraterne, som med Inger Støjberg i spidsen har indledt en højlydt kamp mod de fine saloner i København. Og også her har resten af Folketinget rykket sig i DF’s retning. Alle partier på nær De Radikale går i dag ind for udflytning af statslige arbejdspladser, og alle har fokus på at sikre en balance mellem land og by.

Samlet set står DF i dag tilbage uden en unik position og med et ramponeret image efter år med magtkampe og tærende retssager. Den udfordring løses ikke med et quickfix som forligsobstruktion.

Der skal ikke meget til, før vælgerne bliver trætte af at høre om endnu et politisk slagsmål på Christiansborg

Benny Damsgaard

Ikke dermed sagt, at en forligsmæssig forårsoffensiv ikke kan give mening for DF. Forstår DF’s ledelse at dosere balladen, og få det til at handle om noget politisk substantielt kan det i en periode give luft i målingerne og især fornyet optimisme i DF’s bagland.

Nogen varig løsning er det dog ikke. Og balancen er hårfin. Der skal ikke meget til, før vælgerne bliver trætte af at høre om endnu et politisk slagsmål på Christiansborg.

Man kan sammenligne DF’s situation med der, hvor Konservative stod i foråret 2013, hvor man fik en kortvarig opblomstring på grund af partiets modstand mod Thorning-regeringens ønske om at ændre folkeskoleforliget og indføre heldagsskolen.

Daværende undervisningsminister, Christine Antorini, havde op til forligsforhandlinger i 2013 overset, at Konservative traditionelt ligger et andet sted på folkeskoleområdet end især Venstre.

Konservative har traditionelt været tilhængere af krav, prøver og niveaudelt undervisning og har flere gange stået udenfor folkeskoleforligene, fordi man ikke har opfattet dem som fagligt ambitiøse nok.

I 2013 udnyttede daværende K-formand, Lars Barfoed, K’s modstand mod regeringens udspil til at trænere forhandlingerne og bevidst skabe en langvarig og højlydt konflikt i medierne. Klassisk forligsobstruktion.

Forløbet kulminerede på Folkemødet i 2013, hvor sagen blev landet med det såkaldte "Allinge-forlig", som gav K en række indrømmelser og sikrede regeringen, at ændringerne kunne træde i kraft inden valget.

For Konservative resulterede konflikten i massiv, politisk medieomtale. For første gang siden valgnederlaget i 2011 handlede historierne om politik, og hvad man ville, og ikke om krise og nederlag. Resultatet udeblev heller ikke i målingerne. K oplevede inden sommerferien 2013 pæn fremgang i målingerne og lå for første gang siden 2011 pænt over valgresultatet.

Fremgangen viste sig dog i sidste ende at være politisk tomme kalorier. K’s grundlæggende politiske og personmæssige udfordringer var ikke løst på trods af fremgangen, og hen over sommeren faldt man igen i målingerne, da opmærksomheden klingede af.

Man havde endnu ikke fundet ud af, hvordan man ville komme videre fra VK-perioden, og hvor man ville ligge på blandt andet udlændinge og EU.

Dansk Folkeparti får først holdbar fremgang igen, når de formår at genfinde magien fra dengang, hvor de sad på udlændinge- og udkantstronen. Med frifindelsen af Morten Messerschmidt er der kommet en åbning.

Om Messerschmidt og resten af DF har evnen til at komme videre end de tomme politiske kalorier og politiske quickfix vil 2023 vise.