Tiden er inde til et opgør med velfærdsstaten

Da statsminister Mette Frederiksen (S) holdt sin nytårstale, lød hun om muligt mere socialdemokratisk end i sine tidligere nytårstaler. Det på trods af, at hun ikke længere er statsminister for en socialdemokratisk etpartiregering, men nu har Venstre og Moderaterne med på slæb.

Det kan derfor virke underligt, at den nye midterregerings første nytårstale lyder så enstemmigt socialdemokratisk. Og at ingen af Socialdemokratiets regeringspartnere efter talen tilsyneladende har haft nogle problemer med at blive spændt for den socialdemokratiske vogn med dens kriseretorik, statslige detailregulering og kvalmende socialromantik.

Talen understreger blot det, som selve regeringssamarbejdet mellem de tre på papiret uenige parter afslører: Når Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne kan finde sammen i en regering, skyldes det, at de i substansen faktisk er enige om langt det meste.

Der eksisterer simpelthen ikke nogen større politiske uenigheder i dansk politik, når det kommer til den grundlæggende måde, vi har indrettet vores samfund på. De politiske partier har for længst kapituleret og overgivet sig til det socialdemokratiske velfærdsstatsprojekt. Det samme gælder så godt som alle danskere.

Kaster man et blik udover den danske velfærdsstat anno 2022, står det ellers klart, at den har brug for en rusketur

Claes Kirkeby Theilgaard

Dette forhold overses let i en valgkamp som den nyligt overståede, hvor partierne måtte kompensere for den grundlæggende enighed om samfundsindretningen ved retorisk at optegne skarpe uenigheder. Vælgerne måtte gøre det samme for at retfærdiggøre deres kryds og for overhovedet at have noget at være uenige om.

Men lad dig ikke narre: Vi er et land af systemblinde socialdemokrater.

Sådan har det ikke altid været. At vi er nået hertil, skyldes primært, at de borgerlige partier i årtier har svigtet deres opgave med at definere et alternativ til velfærdsstatsprojektet.

I nyere tid er dette borgerlige svigt blevet sat på formel med Hjort-doktrinen, som Claus Hjort Frederiksen stod fadder til efter Uffe Ellemann-Jensens valgnederlag i 1998. Siden har Venstre, og i udstrakt grad også resten af det borgerlige Danmark, rettet sig efter denne doktrin, hvis grundlæggende påbud består i at droppe liberal politik og omfavne velfærdsstaten.

Dermed har der i årtier ikke været nogen reel opposition til velfærdsstaten. Konsekvensen af dette er, at Overtonvinduet – kort fortalt rammen for, hvad man kan tillade sig at sige uden at blive opfattet som skør af det brede flertal – er blevet meget snævert, når det kommer til kritik af velfærdsstaten.

Alt for længe har borgerlige partier og meningsdannere rettet sig efter Overtonvinduets rammer. Man har ikke turdet for alvor at udfordre velfærdsstaten, og det har betydet, at den blot er vokset og vokset.