Embedsmand: Det er sjældent, at brud på pligter og regler får konsekvenser. Det skal vi lave om på

I 1993 udgav det såkaldte 'Nordskov-Nielsen'-udvalg en betænkning. Det skete på baggrund af Tamilsagen og havde til hensigt at belyse, om der var udfordringer i samspillet mellem politikere og embedsmænd.

Siden da har Djøf, styrelser og ministerier med rimelig fast kadence beskæftiget sig med rammer, regler og retningslinjer netop dét samspil.

Seneste skud på stammen er rapporten fra Bo Smith-udvalget, der kom i 2015. En af udvalgets konklusioner er, at der efter udvalgets vurdering ikke er kommet flere kritiske sager og undersøgelser til over tid.

Det lyder jo meget betryggende. Omvendt kan man spørge sig selv her et par år efter rapportens udgivelse, om vi egentlig ikke burde have et større ambitionsniveau, når nu adskillige centrale institutioner har haft kastet sig over denne problemstilling i tæt ved en menneskealder.

At mængden af kritiske sager i høj grad er konstant, tyder i hvert fald på, at hverken betænkninger, redegørelser, kodeks eller rapporter over de sidste mange år er lykkes med at dæmme op for, at der kan opstå problemer i samarbejdet mellem politikere og embedsmænd.

Der bliver ved med at være kritiske sager

Et af de greb, der har skullet skabe klarere rammer for embedsværkets betjening af politikere, er Kodeks VII. Udgivelsen blev anbefalet af Bo Smith-udvalget og har til formål at sætte fokus på de centrale problematikker og pligter, der er på spil i samarbejdet mellem politikere og embedsmænd.

At mængden af kritiske sager i høj grad er konstant, tyder i hvert fald på, at hverken betænkninger, redegørelser, kodeks eller rapporter over de sidste mange år er lykkes med at dæmme op for, at der kan opstå problemer i samarbejdet mellem politikere og embedsmænd.

Tobias Maltesen
Embedsmand og ekstern lektor i offentlig forvaltning

Siden embedsmandspligterne blev sat i kodeks af Finansministeriet i 2015, har pligterne været fast tilbagevendende pensum på statskundskabsstudiet. I de år, hvor jeg selv har undervist på studiet, har Kodeks VII været den officielle målestok, vi har målt virkelighedens politikere og embedsmænd op imod.

Samtidig har det teoretiske og videnskabelige pensum om forholdet mellem politikere og undervisere kun undergået relativt få forandringer og opdateringer.

Hvad der til gengæld har krævet opdatering hvert eneste år - og tilbagevendende har slugt min forberedelsestid - er eksemplerne.

 I forlængelse af ovennævnte konklusion fra Bo Smith-udvalget er det i hvert fald slående, hvordan det tætved 1:1 er muligt at finde både store og små eksempler på, hvordan embedsmænd i samspil med politikere går til kanten af eller over de centrale pligter, der fastsættes i Kodeks VII.

Den faste strøm af eksempler vil selvfølgelig kunne forklares med, at kodekset lever et stille liv på universitetet og ellers er fuldstændig glemt på de statslige arbejdspladser, men min egen oplevelse er dog, at man faktisk arbejder på at holde dem aktuelle og relevante i både styrelser og departementer.

Alligevel er mængden af kritiske sager, også efter Kodeks VII, stabil.

Kernen er tillid

Kernen i mange af sagerne er relationen mellem politikere og embedsmænd og den både faglige, tekniske og ikke mindst politisk/taktiske rådgivning, som sidstnævnte yder førstnævnte.

Alle tre dele er afgørende for, at en minister lykkes med faktisk at lede og udvikle sit ressortområde. Tilliden mellem embedsværket og ministeren er derfor også vigtig for, at ministeren kan udfylde sin demokratiske funktion.

I den ånd følger det også, at embedsmændene har pligt til, også jævnfør Kodeks VII, at lytte til deres minister – og støtte op om dennes dagsorden.

Ikke bare er tillid en hjørnesten i forholdet mellem minister og embedsværk - og afgørende for, at begge kan udføre deres funktioner. Tilliden til begge parter fra den befolkning, der vælger ministrene og påvirkes af embedsværkets arbejde, er lige så væsentlig for systemets funktion og legitimitet.

Og det er særligt den, der i tiden er under pres. Og her skal vi i virkeligheden nok tilbage til Bo Smith-udvalgets konklusion.

For hvis mængden af sager er konstant, er der noget årtiers diskussion af samspillet mellem politikere og embedsmænd ikke har løst. Min påstand vil være, det ikke handler om regler og rammer. De er formuleret i kodeks VII samt adskillige andre udgivelser og er, efter min overbevisning, rimelig almen kendt i embedsstanden.

Et spørgsmål om pligter, ansvar og konsekvenser

Den store mangelvare er det, der bør følge af reglerne og pligterne – eller rettere brud på dem. Nemlig undersøgelse, ansvar og konsekvenser. Fælles for mange af de både små og store eksempler fra de sidste 20-30 års dansk politisk historie er, at brud på pligter og regler kun i meget få tilfælde egentlig har konsekvenser og, at de involverede i endnu færre tilfælde selv har taget ansvaret på sig og taget skraldet.

Løsningen er næppe endnu et kodeks. Pligterne og reglerne findes og kendes allerede. Flere politisk udpegede embedsmænd i ministerierne gør nok heller ikke en afgørende forskel i forhold til at rette op på tilliden mellem befolkning og politisk system.

Tobias Maltesen
Embedsmand og ekstern lektor i offentlig forvaltning

Den sidste minister, der gik af egen fri vilje oven på en træls sag, var Christian Friis Bach efter GGGI-sagen. Det er over 10 år siden, og der er desværre ikke blevet færre kritiske sager siden da. I stedet ender sagerne typisk med mere eller mindre kønne politiske løsninger, jobskifte til andre ressortområder, institutioner eller kommuner og mangel på tilbundsgående undersøgelser, der kan oplyse både offentlighed og Folketing.

Tillid hænger tæt sammen med pligter, ansvar og konsekvenser. Embedsværkets og politikernes relation skal være gennemskuelig og troværdig. Det kan man håbe, at Bo Smith-udvalgets efterfølger, Dybvad-udvalget, adresserer i deres kommende rapport.

Mit håb for fremtiden 

Ligesådan må man håbe, at både 'Aftale om eftersyn af det politiske system og styrkelse af Folketingets kontrol med regeringen' af oktober 2022 og regeringsgrundlagets løfter om principper for regeringsførelse og ønske om at skabe bedre tillid ikke bare er tomme ord og skåltaler.

Løsningen er næppe endnu et kodeks. Pligterne og reglerne findes og kendes allerede. Flere politisk udpegede embedsmænd i ministerierne gør nok heller ikke en afgørende forskel i forhold til at rette op på tilliden mellem befolkning og politisk system.

I virkeligheden tror jeg, spørgsmålet om befolkningens tillid til det politiske system er ret enkelt. Vi skal efterleve pligter og regler. I de tilfælde, hvor det desværre alligevel går galt, skal årsager og ansvar undersøges grundigt og konsekvenserne for både embedsmænd og politikere placeres.

Ikke under gulvtæppet, men gennemskueligt og ordentligt. Det vil styrke tilliden og kan måske understøtte en udvikling, hvor endnu et Djøf-udvalg opkaldt efter en tidligere departementschef i fremtiden kan konkludere, at mængden af kritiske sager ikke er konstant, men faktisk går den rigtige vej.