Debat

Elberth: Skal et byråd føre Facebook-kampagne for skattekroner?

KLUMME: Middelfart Kommune har ført kampagne mod Region Syddanmark på Facebook – det er nu endt med, at kommunens medarbejdere må sige undskyld til regionsrådsformanden. Men hvor langt kan et byråd og en kommune gå med kampagner på sociale medier, spørger Benjamin Rud Elberth.

Foto: Colourbox
Benjamin Rud Elberth
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Et par medarbejdere i Middelfart Kommune måtte i weekenden sige undskyld til regionsformand i Region Syddanmark, Stephanie Lose (V). På Facebook-siden 'Bevar Middelfart Sygehus', der er oprettet for at skabe pres på regionens overvejelser om at lukke sygehuset i Middelfart, blev der skabt så heftig debat, at Stephanie Lose til sidst reagerede med et Facebook-opslag på sin egen side, hvor hun undrede sig over, at kommunikationsmedarbejderne bag siden likede ikke bare negative kommentarer, men kommentarer fra brugerne, der var direkte chikanerende:

I et udpluk af de kommentarer, som kommunens medarbejdere likede, blev regionens folk kaldt pampere, der kun lavede en masse lo… , Lose blev beskyldt for at være inhabil på grund af sit tilhørsforhold til Tønder, og at hun var ”kold som is”. Alt sammen liket af sidens administratorer, kommunens medarbejdere.

What's in a like?
Det er så gang nummer utallig, hvor vi diskuterer, hvad der ligger i at like. Kommunens medarbejdere havde efter eget udsagn liket, for at siden skulle få større rækkevidde. Og senere, efter at have udtalt sig om sagen, kalder de det ”likes i et uopmærksomt øjeblik”.

For et par måneder siden var det DF’s Ib Poulsen, der fik høvl for at like opslag om, at venligboere skulle straffes for deres påståede landsskadelige aktioner. I begge tilfælde deler kommentarfelterne sig i to. Folk, der synes, at det at like signalerer samtykke. Og dem, der synes, at det at like blot kan være en konstatering af, at opslaget er set. På min flyvetur hjem fra skiferie i torsdags måtte manden bag mig lægge sig fladt ned og sige undskyld til sin kæreste, fordi han havde siddet og liket fremmede piger på Facebook. Han kunne simpelthen ikke forklare hende, at han bare ville bruge liket til at konstatere, at budskabet om, at kvinderne var der, var ”modtaget”.

Når man er offentlig institution er det indiskutabelt, at man skal tænke sig om, når man liker, fordi det kan sende et signal om, at man samtykker. Det har de policy for i flere kommuner, ligesom de har det i ministerier over, hvad de liker, deler, retweeter. 

Benjamin Rud Elberth

Når man er offentlig institution, er det indiskutabelt, at man skal tænke sig om, når man liker, fordi det kan sende et signal om, at man samtykker. Det har de policy for i flere kommuner, ligesom de har det i ministerier over, hvad de liker, deler, retweeter. Det skal man have, så der ikke kan sås tvivl om, at kommunen eller ministeriet selvfølgelig ikke samtykker på chikanerende opslag og i dette tilfælde for at få dem bredere ud. Det ved de nu i Middelfart Kommune, og så skal de videre.

Problemet er bare, at det starter et helt andet sted – ved det byråd, der har startet kampagnen.

Middelfart Kommune har, som vi ser en lang række byråd i landet, sat en digital aktivitet i gang, som de ikke havde gennemtænkt konsekvenserne af, hvor de ikke har sørget for at klæde medarbejderne i kommunen ordentligt på til at varetage opgaven, hvor de bruger penge på at skabe negativt tryk og tone i en tid, hvor politikere i forvejen er under massivt pres på sociale medier.

Benjamin Rud Elberth

Byrådet sælger sine medarbejdere
Jeg blev i sammenhængen citeret for, at det var ”forfærdeligt”, en omskrivning af, at jeg kaldte det ”et fuckup” fra kommunen og kommunens medarbejdere, ikke at de likede, men at de overhovedet dannede ramme for de chikanerende kommentarer OG gav dem større rækkevidde ved at like dem. Forfærdeligt er et ord, man bruger, når der sker væsentligt voldsommere ting end at like på en Facebook-side, men det fjerner ikke pointen: I Middelfart Kommune er likes på de omtalte chikanerende posts og flere til ikke ”forfærdeligt” og faktisk heller ikke det egentlige problem, men det er misforstået. Det starter bare et par trin før.

I trinnet inden skal Middelfart Kommune selvfølgelig moderere på siden i overensstemmelse med deres eget vedtagne kodeks, så de sikrer, at der hverken hænges politikere eller medarbejdere ud i regionen. Offentlige institutioner som kommuner og regioner bør vel under ingen omstændigheder bekrige hinanden og skabe platforme for, at offentlige medarbejdere bliver hængt ud på hinandens digitale platforme?

De har et særligt ansvar for at sikre god tone, når vi skal tale digitalt om medarbejdere og politikere i det offentlige. Middelfart Kommune har som led i deres undskyldning slettet både racistiske og chikanerende kommentarer. Det skulle de have gjort, inden de likede samme kommentarer for at få dem bredere ud.

Skal et byråd køre kampagnepres med kommunale platforme?
I trinnet inden er det en diskussion værd, om Middelfart Kommune overhovedet skulle have sagt ja til at oprette siden, selvom de næppe har noget valg. Er det en kommunal opgave at bedrive kampagnevirksomhed og køre digitalt lobbypres? Et byråd er gået sammen med kommunale midler for at oprette flyers, Facebook-siden, underskriftsindsamlinger og demonstrationer og pålægger Middelfart Kommunes medarbejdere opgaven – men hvorfor skal skatteyderne i Middelfart Kommune egentlig betale for, at kommunen sidder og bruger penge og digitale medier til at samle underskrifter og køre noget, der ligner digitalt lobbypres på en region?

Resultatet bliver en side, hvor Middelfart Kommunes medarbejdere skal medvirke til at skabe et negativt tryk og en negativ tone, som de tilsyneladende ikke har kontrol over, mens de med den anden hånd skal sikre god, positiv omtale af kommunen og kæmpe med, at borgerne generelt skriver surt og tvært til kommunen på digitale medier.

Grænsen for at et byråd skal køre kampagne for kommunale midler, er flydende her: Der sidder også Venstre-sympatisører i Middelfart Kommune, der kan se deres egen partifælle Stephanie Lose udsat for voldsomt digitalt pres, chikanerende kommentarer og likes på samme fra kommunen for deres egne kommunale skattekroner.

Det bliver potentielt skævt, blandt andet fordi der også kan sidde en stor gruppe Middelfart-borgere, der kan være politisk uenige med byrådets side, hvis de ellers formår at se på en helhedsbetragtning som regionsborgere. Det er i øvrigt tvivlsomt, om de kan se det, når det er deres eget sygehus, der potentielt skal spares væk – noget tyder på, at de fleste borgere først og fremmest tænker solidaritet ud fra deres egen navle, og så er de regionsborgere, danskere, europæere og verdensborgere i nævnte rækkefølge. Hvis besparelser koster 240 arbejdspladser i kommunen og giver længere vej til sygehuset for cirka 30.000 borgere i Middelfart Kommune, bliver der ikke tænkt i regionale nuancer, og det bliver siden et levende bevis på: Man kan tænde en ild lige præcis på det grundlag, så digital kommunikation udvisker alle nuancer om, at alle skal holde for i hele regionen.

Selv efter sletning af chikanerende posts på siden, er der stadig kommentarer som ”Det er ikke studenterhuen, der gør dem platfodede” med reference til regionen. Når man skaber en pres-side på Facebook, mobiliserer man pres, medmindre man kaster de nødvendige ressourcer i at styre siden og mobilisere positivt pres. Det har byrådet overset i deres iver for at bruge ”nye medier”.

Sådan en side skal overvåges og modereres i weekenden – og der holder kommunikationsmedarbejderne i kommunerne altså normalt fri for at være klar til kommunale kerneopgaver i en presset arbejdsuge, hvor de også lige skal kæmpe med efterdønninger fra skolereform, ældrepleje mv.

Slap dog af!
Har vi ikke større problemer i det her land, end at en kommune får oprettet en side mod en region og må sige lidt undskyld for en debat, der stikker af? I kommentarfelterne på Fyn er der trods alt masser af folk, der skriver, at vi skal slappe af. Den kan jo passende sendes videre som diskussionsemne for byrådet i Middelfart Kommune, der på næste byrådsmøde bør skrive ind i dagsordenen, at siden og måden skal evalueres.

De har, som vi ser en lang række byråd i landet, sat en digital aktivitet i gang, som de ikke havde gennemtænkt konsekvenserne af, hvor de ikke har sørget for at klæde medarbejderne i kommunen ordentligt på til at varetage opgaven, hvor de bruger penge på at skabe negativt tryk og tone i en tid, hvor politikere i forvejen er under massivt pres på sociale medier.

Det kan bidrage til endnu mere politiker-lede, som de ellers selv bør være bekendt med, når de selv skal træffe svære beslutninger i byrådet, hvor det er en daglig kamp at få pengene til at passe, og de bliver tvunget til at skære i masser af ting, som de gerne ville undgå at skære i.

De kan passende i sammenhæng vurdere kommentarfelterne på fynske aviser, der som udspring af deres kampagneaktivitet fortsat summer af negativitet og lade ”Hans Jørgen” få det sidste ord med sit udsagn:

”Hvis der er noget mellem ørene på Loses hoved så lagde hun middelfart sygehus i skuffen under lukket. At det så er synd for brugerne, det kan man så takke kommunen for. Fjolser.”

---
Benjamin Rud Elberth er digital chef i Geelmuyden Kiese og fast politisk digital ekspert på TV 2. Han er tidligere digital chef for Socialdemokraterne og har rådgivet en lang række ministre, partier og politikere. Hver tirsdag skriver han klummen "Borgen digitalt" på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00