Ellemann nomineret til Altingets kommunikationspris

PRISUDDELING: Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen er en af tre nominerede til Altingets kommunikationspris, Ting-Prisen.

Jakob Nielsen

For første gang kan Altingets årlige pris for god politisk kommunikation ende uden for Folketinget.

To af de tre politikere, som er nomineret til at modtage årets pris, er nemlig ikke medlemmer af Folketinget. Det drejer sig om Margrethe Vestager, der er konkurrencekommissær i EU, og Özlem Cekic, der forlod Folketinget ved valget i 2015.

Men de har begge på hver deres måde bidraget til at bringe dansk politik tættere på vælgerne i sådan en grad, at juryen har valgt at nominere dem til prisen, som sidste år gik til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Den tredje nominerede er Venstres miljø- og fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen. 

Fakta
Modtagere af Ting-Prisen:
  • 2004: Lene Espersen (K)
  • 2005: Helle Thorning-Schmidt (S)
  • 2006: Villy Søvndal (SF)
  • 2007: Pia Kjærsgaard (DF)
  • 2008: Morten Østergaard (R)
  • 2009: Bertel Haarder (V)
  • 2010: Søren Pind (V)
  • 2011: Johanne Schmidt-Nielsen (EL)
  • 2012: Mette Frederiksen (S)
  • 2013: Henrik Sass Larsen (S)
  • 2014: Pia Kjærsgaard (DF) 
  • 2015: Uffe Elbæk (ALT)
  • 2016: Zenia Stampe (R)
  • 2017: Lars Løkke Rasmussen (V)

Ting-Prisen bliver overrakt ved et arrangement i Altingets gård torsdag 13. december klokken 16-18, hvor Altinget også ønsker læsere og samarbejdspartnere glædelig jul med et glas gløgg og æbleskiver. Arrangementet er åbent.

Ting-Prisen er blevet uddelt siden 2004 og går til en politiker med en særlig evne til at kommunikere sin politik, så Christiansborg og EU kommer tættere på vælgerne. Juryen består af EU-korrespondent Elisabet Svane fra Politiken, partner og seniorrådgiver Mikael Børsting fra Ulveman & Børsting samt chefredaktør Jakob Nielsen fra Altinget. 

Du kan møde årets tre nominerede her:

Özlem Cekic er indstillet til Ting-Prisen for sin utrættelige kamp for at bruge dialogen som værktøj i dansk politik. I stedet for at kravle op i sit eget tårn og deltage i polariseringen af den politiske debat har Özlem Cekic valgt at insistere på dialog, oven i købet også dialog med dem, der ikke blot er uenige med hende, men som ofte også har overdænget hende med skældsord og trusler. Det har gjort politik mere nærværende for vælgerne og samtidig vakt opsigt i udlandet, hvor Özlem Cekic blev inviteret til at holde en TED-talk om sit projekt i New York. 

Margrethe Vestager, EU-kommissær, er for andet år i træk indstillet for sin evne til at kommunikere, så hele verden lytter. Hun har som kommissær med ansvar for konkurrencepolitik skabt sig en global talerstol, der demonstrerer, at det faktisk kan gøre en forskel at sidde med ved bordet. Dermed har hun formået det, som mange af hendes forgængere drømte om, men ikke lykkedes med, nemlig at bringe EU tættere på danskerne. 

0:000:00