Ellemanns afgang vil ikke umiddelbart føre til en forsoning mellem V og K

Otte gange har Venstre og Konservative ved folketingsvalg de seneste 100 år tilsammen fået over 40 procent i vælgertilslutning. Ved 16 af de i alt 36 valg siden 1923 har Venstre og Konservative været større end Socialdemokratiet. 

I dag står de to partier til bare 13-14 procent tilsammen i diverse meningsmålinger – det laveste i de mange år – hvad så også er tilfældet med Socialdemokratiets vælgertilslutning på cirka 22 procent. Kun fire gange – fra 2001 til 2011 – fravristede Venstre socialdemokraterne den position, hvad kun er lykkedes for Konservative i meningsmålinger tilbage i midten af 1980'erne. 

Tallenes tale er altså meget tydelig: De historisk set to store og dominerende borgerlige partier har lidt en historisk deroute. Formentlig fordi de hverken hver for sig eller sammen har fået afklaret, hvordan der i Danmark skabes et varigt alternativ til Socialdemokratiet, som tilfældet er i Sverige med Moderaterna og i Norge med Høyre.

Borgerlig regeringsmagt har som udgangspunkt haft rod i, at enten Venstre eller Konservative har haft ekstraordinært gode valg, og at der har været støttepartier, som har sikret den borgerlige regeringsdannelse. 

John Wagner

Men lad os kigge lidt mere på tallene, inden vi søger den nærmere forklaring, som måske netop afsløres af tallene. 

I tre perioder har Venstre og Konservative ved flere valg haft en større vælgertilslutning end Socialdemokratiet: 1924-1932, 1984-1988 og 2001-2011. 

Den første periode var de år, hvor socialdemokraten Thorvald Stauning på skift med Venstres Thomas Madsen-Mygdal var statsministre, hvor de radikale havde en vælgertilslutning på 10-13 procent, og der ikke var en række andre borgerlige partier til at gøre indhug i Venstre og Konservatives vælgertilslutning. 

Den anden periode var årene i midten af 1980'erne, hvor Konservative med 19-23 procent – cirka dobbelt op i forhold til Venstre – og Poul Schlüter som statsminister for alvor udfordrede Socialdemokratiets førstefødselsret til regeringsmagten. Baggrunden var ikke mindst, at De Radikale med Niels Helveg Petersen var kongemager til fordel for Schlüter. 

Den tredje og foreløbig sidste periode var de ti år – 2001-2011 – hvor Venstre med 26-31 procent i sig selv var større end Socialdemokratiet og med støtte fra Konservative og Dansk Folkeparti sikrede Anders Fogh Rasmussen otte år som statsminister og muligheden for at give faklen videre til Lars Løkke Rasmussen. 

Borgerlig regeringsmagt har altså som udgangspunkt haft rod i, at enten Venstre eller Konservative har haft ekstraordinært gode valg, og at der har været støttepartier – Radikale i forhold til Schlüter og DF i forhold til Fogh – som har sikret den borgerlige regeringsdannelse. 

Kun ni gange har Konservative været større end Venstre. Det var tilfældet i 1935 og 1943, da John Christmas Møller var de konservatives frontfigur (ved valget under den tyske besættelse dog indirekte fra London), ved valgene i 1968 og 1971, hvor Poul Møller havde været partiets ansigt udadtil og endelig ved de gyldne valgår 1981-1990 med Poul Schlüter i spidsen. 

Ellers har det været Venstre, der har været det ledende borgerlige parti, hvad enten formanden var Thomas Madsen-Mygdal, Knud Kristensen, Erik Eriksen, Poul Hartling, Henning Christophersen (i hvert fald indtil 1982, da Schlüter blev statsminister), Anders Fogh Rasmussen eller Lars Løkke Rasmussen. 

Selv ved det såkaldte jordskredsvalg i 1973 var splittelsen i den borgerlige lejr mindre end i dag. 

John Wagner

Kun Uffe Ellemann-Jensen – den i det borgerlige Danmark måske mest populære Venstre-formand – måtte indordne sig under en konservativ leder/statsminister.  

Og så er spørgsmålet, hvor den kommende leder af Venstre, forventeligt Troels Lund Poulsen, og nuværende konservative leder, Søren Pape Poulsen, ender i denne kongerække af borgerlige partiledere og statsministre? Kan det i virkeligheden ske, at det slutter med dem? 

Det er i hvert fald en kendsgerning, at der aldrig har været flere "alternative" borgerlige røster til Venstre og Konservative. Selv ved det såkaldte jordskredsvalg i 1973 var splittelsen i den borgerlige lejr mindre end i dag. 

Dengang ved decembervalget i 1973 fik Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti tilsammen 27,7 procent af stemmerne. Og ved de efterfølgende tre valg blev det til 21,1, 24,4 og 16,8 procent, indtil en vis normalitet indfandt sig igen. 

Ved de tre seneste valg har "alternativerne" til Venstre og Konservative fået 28,5 procent (Dansk Folkeparti og Liberal Alliance i 2015), 13,4 procent (DF, LA og Nye Borgerlige i 2019) og 31,6 procent (DF, LA, NB og nu også Danmarksdemokraterne og Moderaterne i 2022).