Udsigt til mere urørt skov: Sådan skal den udpeges ifølge eksperterne

BIODIVERSITET: Der tegner sig enighed om at udlægge mange tusinde hektar ny urørt skov blandt partierne til venstre for midten. Den skal udpeges, der hvor skovene i forvejen har det bedst, mener Carsten Rahbek og Rasmus Ejrnæs. 

Foto: Camilla Rønde/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

En god portion af de danske skove ser ud til at blive forfremmet til status af "urørte", hvis Mette Frederiksen (S) ender med at kunne rykke ind i Statsministeriet. 

Der tegner sig nemlig blandt de røde partier enighed om at udlægge et stort areal med urørt skov. 

Socialdemokratiet og SF præsenterede sidste år et nyt naturudspil, hvor de to partier konkret foreslår at udlægge 75.000 hektar urørt skov. 

Alternativet og Enhedslisten går skridtet videre. Sidstnævnte mener, at en fjerdedel af Danmarks areal skal udlægges til urørt skov inden 2030, mens Aternativet vil gøre hele det statslige skovareal urørt.

Radikale Venstre har foreslået, at minimum 20 procent af Danmarks skovareal - svarende til 125.000 hektar - udlægges til skov med "fokus på biodiversitet". Hvor meget af det, der skal være urørt, vil miljøordfører Ida Auken (RV) endnu ikke ud med. 

"Det vil jeg ikke lægge mig fast på, mens vi sidder og forhandler i et lukket lokale. Vi er meget optagede af urørt skov, men der er også andre måder at få biodiversitet ud af skovområder," siger Ida Auken. 

Start med den bedste natur
Men hvordan skal de arealer, der ser ud til at være politisk appetit på, udpeges for at sikre den største gevinst på biodiversiteten?

Altinget har spurgt Carsten Rahbek, der er er professor og forskningschef ved biodiversitets- og makroøkologigruppen på Københavns Universitet, og Rasmus Ejrnæs, seniorforsker ved Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet.

Begge eksperter mener, at politikerne bør starte med at kigge på de skove, der allerede i dag har de bedste levevilkår for de truede arter.

0:000:00