Er Socialdemokratiet blevet nationalkonservativt?

For nyligt lagde forfatteren Carsten Jensen et smædedigt op på de sociale medier. Hvor hans giftigheder tidligere ville have ramt højrefløjen, var offeret denne gang socialdemokraten Mattias Tesfaye.

I digtet lader han blandt andet Tesfaye sige: ” Jeg hedder Mattias Tesfaye/Og mit navn er altid til leje”. Efter at have slået Judas-temaet an, går Carsten Jensen ned i digtets konkrete anklage, nemlig Tesfayes og Socialdemokratiets værdipolitiske svigt, naturligvis illustreret ved indvandringspolitikken:

”Jeg ernærer mig af andres nød.
…
For mig er en syrer et kæmpenul,
Der skal tilbage til krigens hul.”

Om ikke andet er klarteksten vældig klar. Det er dog interessant, at Carsten Jensen afslutningsvis lader Tesfaye proklamere: ” Jeg er danskhedens grimme væbner”.

Dette er den uudtalte anklage, den implicitte opsummering af diagnosen. Det lille digt antyder, at det ikke så meget er Tesfaye, der er grim, som danskheden. Eller rettere, danskheden bliver grim, når den værnes. Væbnergernings effekt er danskhedens perversion til lukkethed.

Socialdemokratiet er kort sagt blevet nationalkonservativt. Dette er ikke en analyse, Carsten Jensen står alene med.

Forleden deltog jeg i en debat i Deadline. Her var oplægget netop, at Socialdemokratiet var blevet nationalkonservativt, og at vi levede i ”nationalkonservatismes tidsalder”. Fra den konstatering kunne der trækkes linjer til autoritære regimer verden over.

Den lille analyse af Socialdemokratiet er indlejret i en større tydning af samtiden. I den fortælling er det frie samfund og det liberale demokrati under pres fra nationalkonservative og autoritære regimer verden over. Det er Putin, Orbán og Bolsonara. Det var Donald Trump. Og så er det åbenbart også Mette Frederiksen.

Her er måske ét punkt, hvor den værdipolitiske venstrefløj og den økonomistiske højrefløj kan finde fælles fodslag? Måske vi snart ser forfatteraftener med Carsten Jensen på Cepos?

Det ligger som en præmis for analysen, at det liberale demokrati ikke alene er kendetegnet ved et demokrati på formelt plan. Det moderne liberale demokrati har også nogle særlige værdier. Og skal man give et bud på en værdi, som særligt kendetegner det liberale demokrati i denne fortælling, må åbenhed være en stærk kandidat.

Det kunne lyde sådan:

Det moderne liberale demokrati er integreret i en international orden. Jo mere åbne, vi er, jo mere får vi ud af den globale virkelighed. Dette gælder både for Danmark som helhed som for den enkelte. På individuelt plan manifesterer åbenheden sig såvel som et ideal som et krav om mobilitet. Således åbenheden udadtil.

Det liberale demokrati er indadtil karakteriseret ved et ideal om en art værdipluralisme, hvor man i det mindste må være åben over for, at alternative livsformer kan have værdi for andre. Mere maksimalistisk betyder det, at vi må forstå, at vores egne normer ikke er det normale men blot endnu et alternativ. I det moderne liberale demokrati findes der ikke normalt hår.

Socialdemokratiet begrænser denne åbenhed på begge parametre. Partiets politik søger at forhindre folk i at komme hertil og stiller krav om, hvordan de tilkomne så skal opføre sig. Socialdemokratiet sætter grænser.

Derfor er partiet nationalkonservativt. For begrebet nationalkonservatisme er netop den kategori, vi placerer enhver dissens mod fortællingen om åbenhed.

Men er det så rigtigt?

Forestillingen om demokratiet som både styreform og livsform er på sin vis et ekko af en veletableret idé om folkestyret. Vi finder den klarest udtrykt hos teologen Hal Koch, der kort efter Anden Verdenskrig formulerede sin idé om, at demokratiet ikke bare var en sæt procedurer men også en slags livsform.

Nu skal vi imidlertid holde tungen lige i munden. Det er nemlig kun selve skabelonen om demokratiets dobbeltbestemmelse, der minder om Koch. For ser vi på de konkrete egenskaber, der udgør folkestyrets før-politiske grund, skiller vandene.

Hal Koch var ikke den radikale, demokratiske åbenheds profet. Historikeren Jes Fabricius Møller har da også peget på, at Hal Koch op til Anden Verdenskrig faktisk kunne finde på at sige noget så ”nationalkonservativt” som:

”Ansvaret hviler over os. Men derfor maa vi ogsaa kæmpe uforsonligt mod dem, der vil tilintetgøre eller berøve os Land og Sprog. Ikke blot fordi vi som Træet er bundet til Roden, men ogsaa fordi det er dansk Sprog og Sind, som bærer den Bekendelse, Forkyndelse og Lovsang frem for Gud, som er vort Svar paa hans Tale om Naaden og Sandheden i Kristus”

Efter krigen hævdede Koch ganske vist, at hans ærinde hele tiden havde været at bekæmpe nationalismen, men dermed sigtede han vel særligt på mellemkrigstidens antidemokratiske nationalisme. Han tog afstand fra sin tids Putin og Orbán. Men dette gjorde ham ikke til åbenhedsprofet.

Michael Böss fremhæver i Liberalismens Vildfarelser – som jeg anmeldte i Altinget for nyligt – hvordan Koch søgte folkestyrets rødder i det historiske møde mellem Oplysning, klassisk oldtid og Kristendom. Folkestyret indebærer naturligvis pluralisme, men folkestyret forudsætter også et fælles grundlag. Folkestyret forudsætter noget og dets udgangspunkt kan aldrig blive, at alt er lige gyldigt.

Åbenheds-doktrinen reproducerer markedets likvidering af faste værdier. Den relativerer alle andre værdier end netop åbenheden. Åbenhedsdoktrinen handler om, at vi kan og skal leve uden fast grund under fødderne. For Hal Koch handlede det netop om at komme udover nihilismen og fæstne folkestyret i noget fast.

Denne holdning kan man kalde nationalkonservativ, hvis man vil. Men så er der pludselig meget, der er nationalkonservativt. Vi kunne også bare kalde den demokratisk.