Erhvervsliv presser regeringen: Vil springe køen over ved indrejse i USA

Landets største erhvervsorganisationer opfordrer regeringen til at få Danmark med i USA's Global Entry-program, der sikrer hurtigere vej gennem de amerikanske lufthavne. "Man kan risikere at stå op til fire timer i kø," siger DI's USA-chef. Udenrigsministeriet undersøger nu muligheden for, at Danmark kan blive del af programmet.

Dansk erhvervsliv drømmer om, at topchefer og andre forretningsrejsende kan springe de amerikanske lufthavnskøer over, når de flyver ind for eksempelvis konferencer og forretningsmøder. Arkivfoto. 
Dansk erhvervsliv drømmer om, at topchefer og andre forretningsrejsende kan springe de amerikanske lufthavnskøer over, når de flyver ind for eksempelvis konferencer og forretningsmøder. Arkivfoto. Foto: Robert Galbraith/Reuters/Ritzau Scanpix
Christoffer Lund-Hansen

De fleste erhvervsfolk, der rejser til USA, kender følelsen. 

Efter den lange flyvetur over Atlanten er man endeligt nået frem, men før man bliver sluppet løs på amerikansk jord, skal man igennem grænsekontrollen. 

Det kan tage timer, hvilket gør det svært at planlægge et møde samme eftermiddag, som man lander. 

Det skal der laves om på, ifølge Dansk Erhverv og DI, der lægger pres på regeringen for at få Danmark med i USA's Global Entry-ordning, som giver mulighed for, at man kan springe køen over til told- og paskontrollen i de amerikanske lufthavne mod betaling og en forhåndsgodkendelse.

"Mange, der har rejst til USA, ved, at det kan være uforudsigeligt, hvor længe man kan stå og blomstre i en kø i lufthavnen. Det gør, at man er nødt til at planlægge med en betydelig buffer," siger Søren Friis Larsen, USA-chef i Dansk Erhverv, der i juni har rejst sagen for regeringen.  

"Det er en skidegod ide. Vi vil gerne udover stepperne hurtigst muligt. Global Entry gør det lettere og mere forudsigeligt for folk, der rejser meget. Det er jo først og fremmest for folk med forretningsforbindelser i USA. Og det er der flere og flere, der har, fordi vi handler mere og mere sammen."

Han henviser til, at USA siden 2020 har været Danmarks største eksportmarked.

Læs også

Var del af VLAK-regeringens luftfartsstrategi

DI's USA-chef, Louis Funder, bakker op.

Jeg har oplevet at vente alt fra et kvarter til fire timer.

Louis Funder
USA-chef i DI

"Det er på tide, at vi får fjernet den barriere, så man let og smidigt kan komme ind i USA. Man kan risikere at stå op til fire timer i kø. Det skal man indregne, når man skal ind i landet. Global Entry kan være en markant tidsbesparelse på flere timer, og det er jo en kæmpe produktivitetsgevinst, hvis man har et møde," siger han og peger på, at lande som Tyskland og Holland allerede er del af programmet.

DI bad formelt regeringen kigge på problematikken i maj 2022, men har arbejdet på sagen i flere år.

Global Entry-løsningen er beskrevet i VLAK-regeringens luftfartsstrategi fra 2017

"Transport-, Bygnings- og Boligministeriet vil arbejde for at afdække erhvervslivets behov og USA's krav til registreringen af medlemmer af Global Entry med henblik på at afklare mulighederne for, om Danmark kan tiltræde Global Entry," lød det dengang.

Altinget har spurgt Transportministeriet, hvad ministeriet fandt frem til.

Der var behov for investeringer til indkøb og drift af nye IT-systemer, "hvilket ville øge omkostningerne for brugerne massivt," lyder det.

"Efter covid-19 har flere virksomheder samtidig valgt at benytte virtuelle møder, og der er endnu ikke fuldt overblik over, hvor meget det påvirker forretningsrejser og dermed behovet for Global Entry. Ministeriet vurderer derfor, at der er behov for et mere klart billede af rejsemønstrene, før det igen vil give mening at se på en eventuel implementering af Global Entry," skriver ministeriet.

Global Entry-programmet

Global Entry er et amerikansk grænsekontrolprogram, der tillader forhåndsgodkendte personer mod betaling kan gå udenom den normale told- og paskontrol, når de ankommer i USA.

VLAK-regeringen opgjorde den forventelige tidsbesparelse på op mod to timer per ankomst til USA.

Global Entry-terminalerne er tilgængelige i mere end 50 af de største amerikanske lufthavne

Et Global Entry-medlemskab koster 100 dollar, men erstatter ikke den elektroniske forhåndsgodkendelse, ESTA, der koster 21 dollar. 

Efter Global Entry-ansøgningen er godkendt kræves et interview, som typisk tager 20 minutter, før medlemskabet er opnået. 

Interviewet kan gennemføres ved indrejse til USA, hvis man lander i en af de lufthavne, der tilbyder 'enrollment on arrival'.

Når godkendelsen er opnået, gælder Global Entry-tilladelsen i fem år.


Kilde: U.S. Customs and Border Protection

"Det tog fem minutter at komme igennem JFK"

Louis Funder rejser jævnligt frem og tilbage mellem Danmark og USA. 

Hvis man kun rejser til USA én gang på fem år, er det åndssvagt. Det giver kun mening, hvis man rejser ofte til USA.

Søren Friis Larsen
USA-chef i Dansk Erhverv

"Jeg kan sagtens relatere det her. Jeg har oplevet at vente alt fra et kvarter til fire timer. Det er løbende noget, som vores medlemmer, der hyppigt er i USA, nævner for os," siger han. 

Anderledes forholder det sig for Søren Friis Larsen, der med en permanent opholdstilladelse i USA har sikret sig et Global Entry-medlemskab.   

"Jeg går udenom den almindelige kø og over til Global Entry. Der er sjældent kø. Der er en terminal, som oftest kan genkende mit billede, jeg lægger passet på chiplæseren, derefter får jeg en kvittering, som jeg viser manden i glasburet, og så er jeg igennem," siger Søren Friis Larsen, som i den forgangne uge er fløjet fra København til New York.

"Det tog fem minutter at komme igennem JFK (lufthavn, red.) i New York. Det er en af de lufthavne, hvor jeg tidligere har prøvet at stå rigtigt længe i kø."

Et Global Entry-medlemskab kræver en ansøgning, koster 100 dollar, og man skal til et interview, så hvor meget optimerer løsningen det samlede rejseforløb?

"Man flytter bureaukrati rundt i tid, så man kan planlægge på forhånd. Og når man så har gjort de her ting én gang, kan man spare tiden i de næste fem år. Hvis man kun rejser til USA én gang på fem år, er det åndssvagt. Det giver kun mening, hvis man rejser ofte til USA," siger han.

Disse lande har Global Entry-status

Udover amerikanske statsborgere og personer med en amerikansk opholdstilladelse kan statsborgere fra følgende lande ansøge om et Global Entry-medlemskab. 

  • Argentina
  • Brasilien
  • Bahrain
  • Indien
  • Colombia
  • Storbritannien
  • Tyskland
  • Holland
  • Panama
  • Singapore
  • Sydkorea
  • Schweiz
  • Taiwan
  • Mexico

Canada er ikke del af Global Entry-programmet, men canadiske statsborgere kan opnå lignende fordele gennem Nexus-programmet.


Kilde: U.S. Customs and Border Protection

Regeringen undersøger muligheden

Selvom erhvervslivet i flere år har presset på uden held, er en løsning muligvis på vej. 

Udenrigsministeriet oplyser, at man har været i dialog med de amerikanske myndigheder om muligheden for, at Danmark kan blive del af Global Entry-programmet.

"Udenrigsministeriet er i samarbejde med øvrige relevante myndigheder pt. i gang med at undersøge muligheden for, at Danmark optages i programmet, herunder hvad det konkret indebærer for danske virksomheders stilling set i forhold til vilkårene for indrejse til USA i dag," lyder det i en skriftlig kommentar.

Udenrigsministeriet vil ikke svare på, hvornår ministeriet har kontaktet de amerikanske myndigheder.

Altinget har kontaktet den amerikanske ambassade i Danmark for at høre om dialogen med regeringen, men ambassaden er ikke vendt tilbage på henvendelsen. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Friis Larsen

USA-chef, Dansk Erhverv, stifter og adm. direktør, MindCream LLC
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2009), MBA (CBS 2016)

Louis Funder

Chef, Dansk Industris kontor i Washington
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2009)

0:000:00