Et år efter valget skal EU-Parlamentet stadig finde sig selv

FOLKEMAGT: Det er nu et år siden, at europæerne rystede den politiske pose og sendte et nyt hold repræsentanter til Europa-Parlamentet. Men Brexit, corona og institutionelt fnidder har afholdt Parlamentet fra rigtig at finde sine ben.

Mundbind er blevet en del af hverdagen for de EU-folkevalgte, som er tilbage i Parlamentet fysisk. Men mange sidder stadig i deres hjemlande.
Mundbind er blevet en del af hverdagen for de EU-folkevalgte, som er tilbage i Parlamentet fysisk. Men mange sidder stadig i deres hjemlande.Foto: Francois Lenoir/Reuters/Ritzau Scanpix
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: ”Vi har et ekstremt behov for at få en hverdag.”

Ordene lyder med et suk på en telefonforbindelse fra Danmark, hvor Morten Løkkegaard, leder af Venstres delegation i Europa-Parlamentet, har befundet sig under coronakrisen.

Det er nu et år siden, at han og Venstre blev valgets danske vindere, da vælgerne gik i stemmeboksen 26. maj. Alligevel har han en klar fornemmelse af, at de ikke rigtig er kommet i gang endnu.

Først skulle Parlamentet igennem den sædvanlige opslidende politiske tovtrækning om godkendelsen af en ny EU-Kommission. Formand Ursula von der Leyen klarede sig akkurat igennem med skindet på næsen og blev godkendt med det smalleste flertal, nogen kommissionsformand nogensinde har fået fra de folkevalgte.

Det var i juli. Men vi skulle helt frem til 1. december, før hun havde fået godkendt sine 26 medkommissærer. Tre af dem røg undervejs i det, der mest af alt så ud som en smålig infight mellem Parlamentets tre største partifamilier. Det er kristendemokraterne (EPP), socialdemokraterne (S&D) og Renew Europe, som før var Parlamentets liberale gruppe, men som ikke længere må kalde sig det, fordi det er et fyord for præsident Emmanuel Macrons partisoldater, der er blevet en ny, ledende kraft i gruppen.

Brexit og corona
I mellemtiden rasede Brexit-balladen i baggrunden med exitdatoer, der blev ved med at skifte, og 73 britiske parlamentarikere, der arbejdede på lånt tid, indtil de endelig fandt udgangsdøren 31. januar.

Efter en måned i den nye normalitet ramte coronavirussen så EU-systemet.

Parlamentet skulle på nul tid omstille sig fra at være en institution, der er 100 procent bygget op om, at medlemmerne selv er fysisk til stede, til at kunne fungere på afstand.

Det blev med lodder og trisser, afstemninger på e-mail og videokonferencer en masse, mens langt de fleste folkevalgte sad ude i deres lande og fulgte med på distancen.

Selv om mange folkevalgte var frustrerede over, at det politiske arbejde i nogen grad blev sat på hold, særligt i starten, så er Parlamentets formand, David Sassoli, tilfreds.

”Vi arbejdede meget hårdt for, at Parlamentet ikke behøvede at lukke ned. Vi besluttede, at en sådan nødsituation ikke måtte lede til mangel på demokrati. Og det klarede vi,” siger Sassoli.

Tomme stole
Han taler med Altinget og en gruppe andre europæiske medier over en skypeforbindelse fra et af Parlamentets åbne studier. I baggrunden kan man se enkelte mennesker defilere forbi i det, der ellers har været en mere eller mindre mennesketom bygning siden midten af marts. De bærer alle sammen mundbind. Det skal alle, når de bevæger sig rundt på gangene.

Sassolis eget hænger draperet på mikrofonen, mens han taler videre om, at folk nu er på vej tilbage. Flere og flere dukker op til samlingerne, hvor der dog er strenge krav til, at der skal være tomme stole mellem de folkevalgte.

”Vi er meget stolte over, hvordan vi har klaret det. Så mange andre parlamenter har spurgt os til råds. Den amerikanske kongres har spurgt, hvordan vi gjorde det,” siger den italienske socialdemokrat.

Når han skal beskrive forskellen mellem tidligere hold af parlamentarikere og de nu 705, der er tilbage efter briternes exit, så er det, at det er gået et gear op politisk.

”Denne samling er en i særdeleshed politisk samling,” siger han.

Slut med magtmonopolet
Forskningschef hos analysevirksomheden VoteWatch, Davide Ferrari, er enig i, at der er blevet skruet op for det politiske konfliktniveau, men det var også forventeligt.

Da EU-borgerne sammensatte Parlamentet i maj sidste år, gjorde de det for første gang i de 40 år med direkte valg til Parlamentet ikke muligt for kristendemokraterne (EPP) og socialdemokraterne (S&D) sammen at danne et flertal. Dermed brød de magtmonopolet mellem de to grupper og forrykkede de politiske balancer.

”Det politiske spil er blevet meget mere kompliceret. Nu er der brug for mindst tre grupper for at lave en aftale, og tit er det ikke nok,” siger Davide Ferrari med det store forbehold, at lovmaskineriet stadig ikke rigtig er kommet i gang, og partidynamikkerne derfor heller ikke er blevet ordentligt testet endnu.

”Men det er helt klart, at S&D og EPP har tabt terræn, og at det har gavnet Renew,” siger han.

:

Den tidligere liberale gruppe, hvor både Venstre og Radikale sidder, er den gruppe i Parlamentet, der oftest er på det vindende hold i afstemningerne i Parlamentet indtil videre, viser VoteWatchs optællinger. Samtidig konstaterer Ferrari, at der er sket et generelt ryk mod venstre, hvor både De Grønne, hvor SF sidder, og venstrefløjsgruppen GUE, hvor Enhedslisten sidder, har vundet indflydelse.

Derimod er det gået lidt ned ad bakke for EPP, hvor Konservative er medlem, mens Dansk Folkepartis tidligere gruppe, det konservative ECR, har tabt betydelig indflydelse. Den nye Identitet og Demokrati-gruppe, som DF’s Peter Kofod har sat sig i, ligger og rasler helt nede i bunden af tabellerne, hvilket dog ikke er specielt overraskende, eftersom midterpartierne har tradition for bevidst at holde grupperne på det yderste højre uden for indflydelse.

Klemt Venstre
Venstres Morten Løkkegaard burde være en tilfreds mand som medlem af Parlamentets ukronede kongemagerpartigruppe. Men Venstre er som et mere økonomisk liberalt parti et af dem, der er blevet noget klemt, efter Renew omfavnede de franske macronister fra La République en Marche og satte rumænske Dacian Cioloş til at være formand. Det har været med til at sende Renew meget længere mod venstre, end danske Venstre har det godt med.

”På papiret lignede det mulighedernes land, fordi der var en forskydning væk fra et topartiregime,” siger Løkkegaard.

”Vores dilemma er, at i takt med at gruppen får mere selvtillid og forsøger at finde sin rolle som toneangivende, skal vi jo finde vores plads, og det vil jeg bestemt ikke sige, at vi har fundet endnu.”

”Der forestår en kamp om gruppens sjæl, som efter min mening ikke er overstået endnu.”

Ledelseskrise
Vi har også stadig til gode at se, hvordan det nye Parlament kommer til at operere i fredstid, mener Løkkegaard. Blandt andet fordi den første tid har været præget af det, han beskriver som en generel ”ledelseskrise” i toppen af alle de tre store grupper.

Både S&D og Renew har skullet køre nye formænd ind, mens EPP’s leder, Manfred Weber, har haft travlt med at slikke sårene, efter at han meget offentligt blev vraget som kandidat til formandsposten i EU-Kommissionen sidste år.

”Vi har ikke et velfungerende Parlament i dag. Organisatorisk og gruppeledelsesmæssigt halter det gevaldigt, og de tre store grupper, som skulle styre tingene, har hver især haft travlt med at forsøge at finde deres egne ben,” siger Løkkegaard.

Mange nye ansigter
Ovre blandt Socialdemokraterne nikker leder af den danske S-delegation, Christel Schaldemose ja til, at der har været en del brikker, der har skullet falde på plads for det nye parlament.

”Der har været en kæmpestor udskiftning,” siger hun med henvisning til, at 60 procent af pladserne i Parlamentet blev besat af nye navne ved valget sidste år. Det giver et tab af institutionel hukommelse, og det betyder, at der har været nogle kanter, der skulle files, mens de nye medlemmer fandt sig til rette.

I hendes gruppe har det også haft en stor betydning, at briterne har forladt etablissementet.

”Nu er det mig sammen med svenskerne og finnerne, der skal tage budgetslagsmål og sige ’klap lige hesten’, når det kommer til fremtidens Europa og en mere føderal union, og hvad de nu ellers vil have. Der står vi ret alene og er meget mere eksponerede, fordi vi tæller mindre tungt uden briterne,” siger Christel Schaldemose.

En gamechanger
Hun kan også klart mærke, at de toneangivende stemmer i S&D er spaniere og italienere, og at den nye spanske formand, Iratxe García Pérez, ligger helt i tråd med sin premierminister i ønsket om, at EU skal finansiere en ny Marshall-plan til at genrejse Europa efter coronakrisen.

”Lige nu siger min gruppe bare: ’Send flere penge’,” siger Christel Schaldemose, der som en af statsminister Mette Frederiksens fodsoldater på spareholdet i krigen om det næste EU-budget derfor sidder i en svær situation.

Hun mener, epidemien på sin egen måde kan hjælpe det nye Parlament med at finde sin form, selv om den ikke nødvendigvis flugter med hendes visioner på alle punkter.

”Corona er en gamechanger på alle ledder og kanter i forhold til Parlamentets ageren. Det er blevet anledning til at snakke om, hvad er det for et fremtidigt Europa, vi skal have. Og jeg tror, at vi kommer til at se et krav fra Parlamentet om mere indflydelse og mere EU på alle måder.”

”Om det så vil lykkes i forhold til Rådet er en anden sag. Men det er et Parlament, der har en anden form for selvtillid, og som vil kræve at blive taget med på råd,” siger Schaldemose.

Dokumentation

Fakta om Europa-Parlamentet

Efter at briterne er trådt ud af EU 1. februar, er der nu 705 medlemmer af Europa-Parlamentet, om end en enkelt spanier endnu ikke har indtaget sin plads. Danmark har 14 af dem. Venstre er den største danske delegation med fire pladser. Socialdemokraterne har tre, Radikale og SF har to, mens DF, K og Enhedslisten har en enkelt plads hver.

Kønsfordelingen er 60 procent mænd og 40 procent kvinder

Gennemsnitsalderen for parlamentarikerne var 50 år ved valget sidste år. 58 procent af de folkevalgte havde aldrig siddet i Parlamentet før.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christel Schaldemose

MEP (S)
cand.mag. i historie (SDU 2002)

David Sassoli

Formand, Europa-Parlamentet

Morten Løkkegaard

Næstformand, Renew Europe, MEP (V), kommunalbestyrelsesmedlem, Gentofte Kommune, fhv. MF (V)
journalist (DJH 1988)

0:000:00