Analyse af 
Kim Rosenkilde

Fem ting, du skal holde øje med i Per Okkels rapport om ny ældrelov

Balancen mellem økonomisk styring, ældres retssikkerhed og medarbejdernes faglighed bliver helt central, når tidligere departementschef Per Okkels i en kommende rapport skal samle input til regeringens bebudede ældrelov fra eksperter, aktører og borgere.

Sundhedsministeriets tidligere departementschef Per Okkels er sat i spidsen for flere ekspertgrupper og et rådgivende panel, som skal forberede regeringens ældrelov.
Sundhedsministeriets tidligere departementschef Per Okkels er sat i spidsen for flere ekspertgrupper og et rådgivende panel, som skal forberede regeringens ældrelov. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Kim Rosenkilde

Regeringen vil lave en ny ældrelov, men har ikke sagt, hvad den skal indeholde.

Men det kan vi snart blive klogere på.

Tidligere i år nedsatte social- og ældreminister Astrid Krag (S) et rådgivende panel og tre ’ekspertgrupper’, der med tidligere departementschef Per Okkels i spidsen skal være med til at sætte rammerne for ældreloven.

Ifølge Altingets oplysninger er en afrapporteringen fra det arbejde lige på trapperne.

Og hvad skal man så forvente fra den gruppe af uafhængige eksperter, aktører, ledere, medarbejdere og ældre borgere, som har indgået i det omfattende gruppearbejde?

De samlede konklusioner og anbefalinger, må man vente med til, at regeringen har givet grønt lys for offentliggørelsen. Men allerede på forhånd kan en række centrale problemstillinger indkredses, som Per Okkels afrapportering bør gøre os klogere på.

Det var statsminister Mette Frederiksen (S), der introducerede ambitionen om en ny lov med sin seneste nytårstale. Ordene faldt med både værdimæssigt schwung og referencer til den klassisk kamp mod overflødigt bureaukrati.

”Vi afskaffer den omfangsrige regulering og lovgivning på ældreområdet og starter helt forfra,” sagde statsministeren.

Minister med store ambitioner

Det mest konkrete hun ved den lejlighed sagde om den nye ældrelov er, at den skal være ”kort og præcis” og med ”klar værdier” om ”Værdighed. Valgfrihed. Selvbestemmelse. Og få dokumentationskrav.”

Social- og ældreministeren har efterfølgende uddybet og forklaret, at der er brug for at få set på hele den styring, der er lagt ned over ældreområdet.

At man ikke fra central politisk hånd skal tage detaljeret stilling til, hvilke ydelser der er relevant for hvem. At der bliver brugt for meget tid på visitation. At der for ofte foregår dobbeltdokumentation. Og at medarbejdernes faglighed ikke kommer ordentlig i spil.

Skal alt dette håndteres, så er er arbejdet med ældreloven med ministerens egne ord ”meget ambitiøst”.

Som noget af det første er der dog brug for, at Per Okkels’ arbejde gør os klogere på, hvorfor der mere konkret er brug for en ny lov for ældreplejen.

Hvorfor og hvad er formålet?

Hvad er det, at de centrale lovgivninger i særligt serviceloven og sundhedsloven ikke kan håndtere tilfredsstillende nu. Og hvorfor er der brug for et nyt selvstændigt lovkompleks frem for justeringer og ændringer af det nuværende?

Det kan være en ganske sund øvelse at starte med et blankt stykke papir, når man vil lave forbedringer og prøve at forestille sig, hvad man skal gøre, hvis man skulle starte forfra.

Serviceloven og sundhedsloven har udviklet sig gennem årtiet i takt med, at omverdenens behov og de politiske prioriteringer har ændret sig. Og begge lovgivningskomplekser indeholder en logik og stringens, som afspejler de områder, de regulerer.

Det står imidlertid også klart, at lovgivningen i sig selv kan besværliggøre overgangene mellem det regionale sundhedsvæsen og de kommunale plejeindsatser, som bliver stadig mere flydende. Ikke mindst med den kommende sundhedsreform.

Det gælder blandt andet afgrænsningen mellem kommunens personlige pleje, som hører til serviceloven og hjemmesygeplejen, der er reguleret under sundhedsloven.

Hvem skal loven gælde for?

Tæt knyttet til spørgsmålet om baggrunden for en ny ældrelov, er spørgsmålet om, hvad det mere konkrete formål med ældreloven skal være.

Er det at fremhæve værdier som ’værdighed’, ’selvbestemmelse’ og ’valgfrihed’? Er det at skabe et helt nyt juridisk grundlag for den måde, ældreplejen er organiseret og bliver styret? Eller er det at løse konkrete samspilsproblemer på tværs af den nuværende lovgivning?

Hertil kommer spørgsmålet om, hvem en ældrelov skal gælde for. Er det alle ældre over en bestemt aldersgrænse, eller er det kun ældre med behov for pleje og støtte?

Professor Tine Rostgaard har tidligere her på Altinget påpeget, at den nuværende lovgivning primært bygger på borgerens behov og i mindre grad på borgerens alder. I hvert fald når det handler om behandling og pleje. Og at en afgræsning af en målgruppe ud fra alder, synes uhensigtsmæssig.

Hvad med økonomi og retssikkerhed?

I den politiske debat om ældreplejen er det ikke mindst spørgsmål om ressourcer i form af penge og medarbejdere, der fylder. Den slags komplekse problemer er det svært at lovgive sig ud af.

Ambitionen med den nye ældrepleje er ikke desto mindre at rykke så meget på området, at det kan være med til at afhjælpe ressourcepresset.

Rammen for Per Okkels har været sammen med de tre ekspertgrupper at fokusere på temaer om henholdsvis ’værdighed og retssikkerhed’, ’kvalitet og faglighed’ og ’valgfrihed og selvbestemmelse’.

Alt dette inden for de nuværende økonomiske rammer.

I den øvelse er det ikke mindst balancen mellem økonomi, retssikkerhed og medarbejdernes faglighed, som er interessant.

Den nuværende regulering gennem serviceloven er ikke mindst et resultat af meget nøje afvejninger af hensynet til borgerens rettigheder og retssikkerhed over for kommunernes behov for økonomisk styring.

I den afvejning har medarbejdernes faglige skøn fået trange kår.

Et af ekspertudvalgene er konkret blevet bedt om at se på nye visitationsformer. Det åbner en række spørgsmål om afvejning af de forskellige hensyn.

Ikke mindst om, hvordan man i praksis kan give plads til medarbejdernes faglige vurderinger og til at etablere mere selvstyrende medarbejderteams. Vel og mærket uden, at man skyller retssikkerheden og økonomistyringen ud med badevandet.

Klagesystem og tilsyn

Kan Per Okkels og kompagni give konkrete og kvalificerede bud på det, så er der skabt et grundlag for videre debat.

I den forbindelse kommer man imidlertid ikke uden om at forholde sig til, hvordan ikke mindst klagesystemet vil skulle indrettes, hvis man vælger at ændre på den måde der visiteres og træffes afgørelser.

Skal man væk fra den retlige klage som kendetegner serviceloven for i stedet at have et klagesystem med fokus på de faglige vurderinger, som i et vist omfang kendes fra sundhedsvæsnet?

Samtidig vil der være behov for at komme nærmere et svar på, hvordan der vil skulle føres tilsyn med en ældrepleje baseret på nye styringsformer.

Aktuelt er der både det kommunale og det todelte statslige tilsyn, hvor Styrelsen for Patientsikkerhed fører adskilt tilsyn med kvaliteten af den personlige pleje og de sundhedsfaglige indsatser.

Den opdeling står også centralt i den nylige afgivne rapport fra regeringens arbejdsgruppe om tilsyn på ældreområdet.

En fælles udfordring på tværs af klage- og tilsynssystemet er, at det er forbundet med krav om dokumentation og dermed koster tid for medarbejderne.

Her skal Per Okkels forsøge at ramme en balance mellem at få gjort op med ’rygdækningsdokumentation’ og bevare den dokumentation som er nødvendig af hensyn til borgernes rettigheder og muligheden for at føre kontrol med indsatserne.

Frit valg i en valgkamp

På forhånd kan man godt være usikker på, hvor entydige konklusioner og anbefalinger, det overhovedet er muligt for Per Okkels at drage på baggrund af de forudgående måneders arbejde.

Problemerne kan de fleste nok få øje på.

Men ser man på sammensætningen af de såkaldte ekspertgrupper og det rådgivende panel, er det svært at forestille sig en meget stærk enighed, når løsningerne begynder at blive konkrete.

Udover forskere og enkelte ’almindelige’ borgere og medarbejdere, så er der i vid udstrækning tale om et sammensurium af velkendte aktører og interessestemmer, som i forvejen præger den ældrepolitiske debat.

De kommer næppe til at tale med en samlet stemme, når der er tunge emner på programmet som retssikkerhed, (økonomi)styring og offentligt-privat arbejdsdeling.

Sidstnævnte har det yderligere tvist, at det frie valg er blevet udråbt til et stort borgerligt valgkampstema af ikke mindst Konservative.

I det socialdemokratiske borgmesterbagland er der ellers flere som sukker efter at kunne komme det bureaukrati til livs, som markedsinddragelsen fører med sig.

Det er dog næppe den slags anbefalinger Per Okkels og kompagni kommer med. Mere taler for, at der vil være fokus på, hvordan det frie valg kan fastholdes i en situation, hvor der ændres mere grundlæggende på styringen af ældreplejen.

Det vil også give vis gardering i forhold til, at anbefalingerne kan få et liv på den anden side af et folketingsvalg, uanset valgets udfald.

E-mail Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Per Okkels

Fhv. departementschef, Sundheds- og Ældreministeriet, regionsdirektør, Region Nordjylland, seniorrådgiver, Novo Nordisk Fonden
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1980)

Astrid Krag

Social- og ældreminister, MF (S)
student (Tørring Amtsgymnasium. 2001)

Mette Frederiksen

Fungerende statsminister, MF, partiformand (S), kongelig undersøger
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)