Kommentar af 
Tine Rostgaard

Tine Rostgaard: Det vigtigste i en ny ældrelov er det, der ikke står i den

Når ældreloven starter med et blankt stykke papir, bliver det vigtigste at holde øje med, hvad der ikke kommer med i teksten. Spørgsmålene er, om vi holder fast i vores universalistiske tilgang til ældrepleje, og om uligheder forstærkes eller fornyes, skriver professor Tine Rostgaard.

Mens andre lande opgraderer hjemmeplejen som et billigere og bedre tilbud end en plejehjemsplads, har vi i Danmark valgt også at skære på hjemmehjælpen, skriver Tine Rostgaard. 
Mens andre lande opgraderer hjemmeplejen som et billigere og bedre tilbud end en plejehjemsplads, har vi i Danmark valgt også at skære på hjemmehjælpen, skriver Tine Rostgaard.  Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Tine Rostgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Statsminister Mette Frederiksen annoncerede i sin nytårstale at Danmark skal have en ny ældrelov, der skal gøre op med det nuværende bureaukrati og overstyring af området. Vi skal i stedet skabe mere tid til omsorg og pleje gennem fokus på klare værdier, værdighed, valgfrihed, selvbestemmelse og få regler og dokumentationskrav.

Det er ikke første gang at ældreområdet kommer under luppen, og der gøres forsøg på at få mere tillid og mindre kontrol ind under huden.

Men ambitionsniveauet synes denne gang højere. Som det står i Kommissoriet for forberedelsen af den nye ældrelov: "Udgangspunktet for arbejdet er, at der startes forfra på et blankt stykke papir, og at der skal ske en grundlæggende gentænkning af styringen og rammerne for ældreplejen."

Temadebat

Hvad vil vi egentlig med den nye ældrelov?

Kan tankerne i S-regeringens tanker om en ny ældrelov virkelig sætte medarbejderne fri og sikre bedre tid til den enkelte ældre?

Hvordan sikrer vi, at den ikke ender som endnu et slag i luften i forsøget på at skrotte det overflødige bureaukrati? Og er det overhovedet muligt at skrotte alle regler uden at gå på kompromis med borgernes retssikkerhed?

De spørgsmål stiller Altinget Ældre i en ny temadebat, hvor eksperter og ældreområdets aktører vil give deres bud på, hvordan arbejdet med den nye ældrelov bør gribes an.

Du kan se det fulde debatpanel her

Hvis du ønsker at bidrage med et indlæg, skal du kontakte debatredaktør Martin Mauricio på mauricio@altinget.dk for at høre mulighederne og aftale nærmere.

Man kan synes, at det ikke er et øjeblik for tidligt. Vi har en ældrepleje, der er berømmet i udlandet for et højt service- og kvalitetsniveau, digitalisering, og for at bygge på en god integration af social- og sundhedsområdet.

Danmark har også tidligere været førende i forhold til forebyggelse og af-institutionalisering. Men vores udgifter til ældrepleje hører også til blandt de højeste i EU.

På pensionsområdet har vi med vores reformer sikret en økonomisk bæredygtighed i fremtiden, men det gælder ikke ældreplejeområdet. Finansministeriet har beregnet, at der med den demografiske udvikling skal lægges yderligere 20 milliarder kroner for at opretholde det nuværende serviceniveau.

Og på trods af det gode internationale ry har vi i de senere år trimmet ældreplejen, så færre i dag får ydelser. Det gælder både plejehjem og hjemmeplejen, hvor vi i stigende grad prioriterer de allersvageste.

I hjemmeplejen gælder også at færre får hjælp til rengøring. Som afdækket i flere Vive-undersøgelser, skyldes den faldende andel af ældre med hjælp til rengøring ikke, at de ældre i dag selv magter at svinge kosten, men derimod at kommunerne synes at have ændret deres visitationspraksis og opprioriteret den personlige pleje.

Under alle omstændigheder er det ikke de lette løsningers tid

Tine Rostgaard, professor

Hvor mange andre europæiske lande opgraderer hjemmeplejen som et billigere og bedre tilbud end en plejehjemsplads, har vi altså i Danmark valgt også at skære på hjemmehjælpen. Vi har tidligere understøttet, at de ældre kunne bo længst muligt i 'eget' og 'egnet hjem.'

I dag hedder parolen 'så længe som muligt i eget liv' og borgeren understøttes i stedet til at leve et så aktivt og uafhængigt liv som muligt ved hjælp af den hverdagstrænende indsats rehabilitering – men altså ikke nødvendigvis hjulpet af rengøring i hjemmet. Og spørgsmålet er, om Mette Frederiksens blanke stykke papir også handler om et egentligt opgør med rengøring som en del af hjemmehjælpen?

Et andet spørgsmål er om den planlagte frisættelse af kommunerne til at indrette ældreplejen med mindre bureaukrati og statslig regulering, vil frigøre tids- og økonomiske ressourcer - eller mere bevirke, at det bliver uigennemskueligt for de ældre borgere og deres pårørende om hvad man har ret til og mulighed for at få kommunen.

Med andre ord, hvad sker der for retssikkerheden? Og bliver der en egentlig og grundig erfaringsopsamling på det kommunerne nu skal i gang med, så de kan lære af hinanden?

Under alle omstændigheder er det ikke de lette løsningers tid, og der er desværre ingen andre EU-lande, der tilnærmelsesvis har knækket koden. Vi har tidligere forsøgt os med ordninger fra andre lande, som rehabilitering (oprindeligt fra Sverige) og nu selvstyrende teams (inspireret af Buurtzorg fra Holland).

Læs også

Især rehabilitering har økonomisk potentiale i et aldrende samfund, men som WHO gør opmærksom på, bør vi have større fokus på, hvad der egentlig er udbyttet for borgerne og kommunekassen.

Det er dog mindre justeringer, der ikke kan løse de store udfordringer. Og som EU-Kommissionen har peget på, står alle lande overfor de samme fire udfordringer: finansiering, adgang til tilstrækkelige ydelser, trade-off mellem volumen og kvalitet, og mangel på arbejdskraft.

Så vi må nok indstille os på at det bliver dyrere, at det er svært at skaffe og fastholde medarbejdere - og at løsningen ikke er at importere dem fra andre kommuner eller endda udlandet, for så tappes de bare for arbejdskraft.

Det er også svært med vores nuværende kønnede samfundskontrakt at lade pårørende gå mere ind i omsorgsopgaverne – de er jo på arbejde, både kvinder og mænd, og med pensionsreformerne kommer det for mange til at være langt efter de 65 år.

Det vigtigste at få med i en ny ældrelov, er derfor nok det, der ikke kommer til at stå i den

Tine Rostgaard, professor

Vi har allerede i stort omfang inddraget den frivillige sektor, og dét i en stadig dans om ikke at gå ind og overtage, hvad der er de fagligt uddannede medarbejderes opgaver. Markedet er ligeledes inddraget, især på hjemmehjælpsområdet, men også kraftigt på vej på plejeboligområdet, hvor pensionsselskaber tilbyder at bygge plejehjem, og forsikringsselskaber udbyder i dag plejeforsikringer til de borgere, der er utrygge ved fremtidens tilbud om ældrepleje.

Der er stor interesse fra kommunerne for nye løsninger, men dog ikke entydigt gode erfaringer herhjemme og i udlandet med det offentlige-private samarbejde om noget så sensitivt som pleje og omsorg til de svageste i samfundet. Og en øget markedsbaseret ældrepleje skaber behov for at se på konsekvenser i forhold til uligheder mellem de borgere, der har råd og de, der ikke har.

Det vigtigste at få med i en ny ældrelov, er derfor nok det, der ikke kommer til at stå i den. Det gælder spørgsmål som: hvad kommer der til at ske med vores ellers universalistiske tilgang til ældrepleje, som har betydet, at høj som lav i samfundet har kunne få adgang til omsorg og pleje? Hvilke uligheder forstærkes eller fornyes?

Er ældreplejen fortsat en offentlig opgave, og individet derfor sikret ikke at skulle være afhængig af familie eller marked? Og hvad kommer der til at ske for kvaliteten af omsorgen og de ældres livskvalitet?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tine Rostgaard

Professor MSO, Roskilde Universitet og Stockholm Universitet
Ph.d i komparativ socialpolitik