Fl. Chr. Nielsen: Folketingets spottende spyttemænd

Forleden stod der i dagbladet Politiken et debatindlæg, der kan læses som et uhyggeligt symptom. Det er skrevet af en Fatuma Ali, som jeg indtil da aldrig havde hørt om. Men hendes indlæg gjorde det klart, at på ét afgørende punkt adskiller årene fra 1945 til 2001 sig fra perioden før og efter. Forud lå Besættelsen, og efterfølgende blev Dansk Folkeparti i november 2001 for første gang det parlamentariske grundlag for en borgerlig regering.

Ja, og hvad så?

Jo, de 56½ mellemliggende år var et humanistisk interregnum. Det var den kongeløse tid mellem besættelsesmagtens død og en ny regents tiltræden. Tiden var karakteriseret ved, at ingen enkeltperson – heller ikke Fatuma Ali – blev dæmoniseret som et uønsket fremmedelement, blot fordi vedkommende er født i et muslimsk land, eller hans/hendes forældre kommer derfra.

Bevares! Nu og da kunne et lille læserbrev dukke op, men dets selvforsvar var rettet mod Mogens Glistrups og Fremskridtspartiets fremmedhad, ikke mod en regerings eller et folketingsflertals.

Fatuma Alis og andres væmmelse kommer begribeligvis af, at danske politikere næsten kollektivt dehumaniserer mennesker netop på grund af deres næseform, hudfarve og gudstro.

Flemming Chr. Nielsen

Altså mod et foreløbig marginalt fænomen, hvis ækelhed blev afvist af både regeringer og medier, og som gav anledning til fælles afstandtagen i Folketinget og blandt avisernes lederskribenter.

Men så kommer i Politiken denne kommentar af Fatuma Ali, som er en 67-årige kvinde fra Somalia. Hun tog dansk lægevidenskabelig embedseksamen i 1980 og blev speciallæge i psykiatri. Hun taler dansk, italiensk, somalisk, russisk og engelsk. Med faglige artikler har hun bl.a. bidraget til Den Store Danske Encyklopædi. Hun har arbejdet som overlæge både på Grønland og i den del af kongeriget, som H. C. Andersen kalder for ”de skimmelgrønne øer.”

Hån og spot er modsat en daglig modbydelighed, der dyrkes af de snottede.

Flemming Chr. Nielsen

Nu vil hun ikke længere finde sig i ”den rabiate Pia Kjærsgaard.” Hun vil ikke acceptere, at Dansk Folkeparti skal afgøre, om hun og andre er en byrde. Og hendes grænse for ubehag er nået, når integrationsminister Inger Støjberg (V) afviser, at vi skal have somaliere og pakistanere hertil som familiesammenførte.

Fatuma Alis og andres væmmelse kommer begribeligvis af, at danske politikere næsten kollektivt dehumaniserer mennesker netop på grund af deres næseform, hudfarve og gudstro. Ja, hun viger ikke tilbage for at tale om racisme.

Lykkeligvis er det endnu tilladt hende og andre offentligt at protestere. Men hun må finde sig i den traditionelle tilklatning fra Folketingets Spyttemænd: pladderhumanisme, rettighedspjat, ekstremisme.

Erkendes skal det dog, at sidste del af de 56½ års interregnum blev mere stormfulde end vanligt, som om en tidlig isvinter var på vej. Uden for referat blev der sagt og hvisket ord, som ikke var egnet til massemediernes tryksværte. Men endnu lod vi ikke andres næser, hudfarve eller måden, hvorpå de tilbeder deres Gud, forgifte vores opfattelse af dem.

Det havde lektien fra 1930'erne og Anden Verdenskrig lært os.

I hvert fald indtil november 2001.

Derefter blev alt anderledes. Vi kan derfor jævnligt i medierne læse velartikulerede og veldokumenterede protester, som Fatuma Alis skrevet i desperation og afmagt. Omtrent som i Nordahl Griegs digt: ”Hvad skal jeg kæmpe med? Hvad er mit våben? Troen på livet vort. Menneskets værd.”

Den ydre anledning til den kvindelige psykiaters indlæg i Politiken var TV 2's reportage om 11 somaliske kvinder i Vollsmose, men indslagets fraværende presseetik har min klumme-kollega Paula Larrain allerede blotlagt her på Altinget, og medie-behandlingen af minoriteter er kun et symptom på, at Dansk Folkepartis menneskesyn er mere smitsomt end andres fysiske snot og bacillespyt.

Journalister skulle ellers som professionelle sprogbrugere være klar over, at det herskende sprog altid er de herskendes sprog, og når de herskende taler om afvigere og trusler mod sammenhængskraften, er der grund til at skærpe den journalistiske skepsis og ikke møde op som bugtaler for et eller flere politiske partier.

Men ikke kun journalister bukker under. Den regering, der har Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag, synger sammen med Socialdemokratiet fuldtonende med på den smæde- og spottevise, der messes i regeringens kælder-fundament.

Ingen siger fra. Ingen vender ryggen til. Tier de, så taler dog deres tavse skadefryd over de fornedrede. Jo, i sandhedens interesse skal tilføjes, at en enkelt politisk protest-stemme lyder fra tidligere minister og MF’er Birthe Rønn Hornbech (V). Men derved dokumenterer hun kun den klassiske definition af ytringsfrihed: ”Det er noget, pensionister får som tillæg til deres folkepension.”

Bortset derfra skal regeringen roses for, at den ihærdigt fremlægger forslag til hindring af børns mobberi, for med sundhedsminister Ellen Trane Nørbys ord er ”mobning ødelæggende og giver ar på sjælen.”

”Ar på sjælen.” Det er konsekvensen af Folketingets mobning af den påståede ”byrde.” Og det er grunden til, at velformulerede ”fremmedelementer” som Fatuma Ali nu efter 56½ år bestandigt udsender deres råb om hjælp.

Var det på en ghetto-skole, det foregik, og ikke fra landets fornemste talerstol, ville nødråbet lyde:

”Er der en voksen til stede?”

Vist kendes til hudløshed det forsvar for politiske mobbere, at vi økonomisk segner under presset, at vi ikke i længden kan forsvare vore værdier, at danskheden går til grunde etc., men lad os holde skæg for sig og snot for sig.

At sikre integration vil være en altid kærkommen opgave for tænksomme skæg. Hån og spot er modsat en daglig modbydelighed, der dyrkes af de snottede.

----------

Flemming Chr. Nielsen (1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.