Paula Larrain: TV 2 dumper i faget journalistik

Mikael Kamber er tydeligt forarget. Med slet skjult vrede over, ”hvor dårligt det står til” med integrationen, lægger han op til et indslag fra Vollsmose, hvor reporter Mathias Hobolth Østerlund har været på besøg i en forening for somaliske kvinder.

I indslaget ser man, hvordan reporteren researcher via håndsoprækning. Han har ikke mødt de implicerede før, men har fået lov til at tage ordet og stille nogle spørgsmål til et privat møde.

Kvinderne rækker ikke hånden i vejret, da han spørger, om de kan dansk. Og det, kære venner, skulle være dokumentation på disse kvinders samlede sprogkundskaber. Ingen tests, ingen rolige samtaler, ingen overhørte samtaler mellem kvinderne og deres dansktalende børn. Dog får vi lov at se og høre en kvinde hoppe ind og ud af dansk i et interviewklip.

”Det er lidt svært”, som hun siger. Hun forstår godt dansk, siger hun også. Der står en tolk lige ved siden af, så i stedet for at gøre sig umage, kigger hun hele tiden på vedkommende efter hjælp. Det er ikke så mærkeligt endda. Navnlig hvis man er usikker på hele situationen.

Kunne den somaliske kvinde overskue, at hun og hendes venner ville blive trukket igennem forargelsens mølle, fordi de ikke er gode nok til dansk? Næppe. Kunne TV 2's journalist overskue reaktionerne? Formentlig.

Paula Larrain

Og ja, hendes performance er ikke imponerende. Det kan hele Danmark så sidde og være forarget over. Stærkt ansporet af nyhedsværten og af reporterens pauseringer før for eksempel ordet ”kontanthjælp”. De får tilsammen meget klart kommunikeret til deres seere, at her er der noget, vi alle bør være meget forargede over.

Jeg er også dybt forarget. Men det er mest over TV 2's ringe journalistiske niveau. Her i punktform:

Allerede i oplægget bliver indslagets bias slået fast med syvtommersøm. TV 2 er slet ikke i tvivl om, at det er dybt forargeligt, at disse kvinder ifølge deres opfattelse ikke taler godt nok dansk.

Paula Larrain

Det er uetisk at udstille helt almindelige mennesker foran et kamera. Det er journalistens ansvar at sikre sig, at den deltagende kan overskue konsekvenserne af at stille op til interview. I de presseetiske regler står det beskrevet på følgende facon under overskriften ”adfærd i strid med god presseskik”:

”Ved indsamling eller offentliggørelse af information bør andres tillid, følelser, uvidenhed, manglende erfaring eller svigtende herredømme ikke udnyttes.”

Kunne den somaliske kvinde overskue, at hun og hendes venner ville blive trukket igennem forargelsens mølle, fordi de ikke er gode nok til dansk? Næppe. Kunne TV 2's journalist overskue reaktionerne? Formentlig.

TV 2's journalist har ikke foretaget en individuel undersøgelse af de enkelte kvinders sprogkundskaber. Derfor kan han heller ikke slå fast, at de 11 kvinder ikke kan dansk. Det er givet, at de ikke taler lige så godt dansk som ham.

Men hvor godt kan de tale sproget, og kan der være andre end forståelsesmæssige grunde til, at de ikke responderer på en fremmed mands opfordring til håndsoprækning? Hvad nu hvis kvinderne er bange for at række hånden i vejret, fordi de helst ikke vil interviewes eller optræde på kommando foran snurrende kameraer?

Ordet ”ghetto” er politisk og anvendes politisk. Når Mikael Kamber bruger betegnelsen ”den såkaldte ghettoopgørelse”, skal der som minimum sættes en afsender på. Det er regeringens opgørelse.

Det er en stærkt omstridt opgørelse, politisk funderet og kan dermed ikke bare præsenteres, som om det var et forskningsresultat, vi alle har anerkendt metoden af. En regering er ikke bare en autoritet, den er også en part. Derfor kan TV 2 ikke blot ukritisk følge en regerings dagsorden uden også at være kritisk den anden vej.

Allerede i oplægget bliver indslagets bias slået fast med syvtommersøm. TV 2 er slet ikke i tvivl om, at det er dybt forargeligt, at disse kvinder ifølge deres opfattelse ikke taler godt nok dansk. Men er det en nyhedsudsendelses opgave at konkludere så bastant på noget, der er et spørgsmål om relativ vurdering?

Personligt er jeg ikke forarget over, at første generation hænger bagefter sprogligt. Det er ikke særlig relevant, hvad jeg mener personligt. Jeg siger det blot for at illustrere, at der altså findes mere end en mening på det her område.

Østerlund beder en tilfældig advokat give sit besyv med om, hvad der sker, hvis man ikke kan tale dansk, og hvordan det er at søge job uden sprogkundskaber.

Ja, advokaten var tilfældigvis til stede i lokalet, og så må han jo være en slags jobekspert? Det er da dejlig let, at man kan få så meget i ”kassen” på et enkelt møde, men almindelig kildekritik ville nok rubricere vedkommende som udenforstående og en i sammenhængen fuldkommen irrelevant kommentator.

Det kan sagtens være, at det er for galt, at nogle mennesker er dårligere til at lære sprog end andre. Der findes også en masse danskere, som ikke er særligt boglige, ligesom der finder mange somalier, der taler glimrende dansk.

At folk er forskellige, kan der være mange forklaringer på. Det gælder også for kvinderne i indslaget. Man kan bare ikke komme vadende ind i en privat klub og forlange, at folk skal diske op og forklare sig, bare fordi den lokale tv-station kommer og skal have noget kød og blod på en historie om statistik.

Hvis TV 2 skulle have lavet noget kvalificeret journalistik til deres søndagsudgave, kunne de have været på besøg hos flere af dem, uden kamera. Lært dem at kende, spurgt til deres liv, forberedt dem på spørgsmålene, og så prøve at fortælle os seere det eneste, som er relevant for os at vide fra dem, nemlig: Hvorfor har det været så svært at lære dansk? Helt neutralt, med indsigt og med indlevelse. Derpå skulle vi som seere nok selv kunne bedømme, om vi synes, det er godt nok.

Det ville have været god, oplysende journalistik.

TV 2's indslag dumper med et brag. På trods af rimelige sprogkundskaber og højt lønnet arbejde.

---------

Paula Larrain er uddannet journalist og er bl.a. tidligere jourhavende på Berlingskes udlandsredaktion, diplomatisk korrespondent med sikkerhedspolitik som speciale og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun er i dag selvstændig ordstyrer, foredragsholder, klummeskribent og radiovært på P1. Klummen er alene udtryk for skribentens.