Flemming Chr. Nielsen: Weekendavisen gør ungdomsoprøret til en ølejr for pædofile

Det er en traditionel politisk myte, at de politiske problemer, som indvandrere dårligt kan beskyldes for, i stedet kan henføres til 68'erne eller ungdomsoprørerne.

Det var dem, der opfandt rundkredspædagogikken og daglig højtlæsning af Karl Marx, og senere regeringers indsats har intet nyttet. 68'ernes overmagt trumfede alle anstrengelser.

For at fastholde myten må der bekvemt ses bort fra, at disse 68'ere for længst har nået en alder, hvor rundkreds er blevet til rollator, pædagogik til plejehjem og højtlæsning til høreapparater.

Nok ser vi med velvilje og sympati på vore ældre medborgere. Undtagelsen, der bekræfter reglen, er dog 68'erne. For dem gælder tilgivelsen ikke. De var rabiate samfundsomstyrtere.

Og gad vide, om de ikke stadigvæk sidder og truer med stokken og stiller urimelige krav i deres beskyttede boliger.

I hvert fald er mange af medierne allerede i færd med at hvæsse de knive, der én gang for alle skal gøre det af med ungdomsoprørets romantik og eftermæle og forberede den endelige begravelse i uindviet jord. Officielt finder jordfæstelsen sted 3. maj i år. Thi netop den dag for 50 år siden indledtes den såkaldte majrevolte i Paris.

Jeg har ingen som helst aktier i det studenteroprør, men beskyldningen om pædofili er noget nær det værste, du kan udsætte andre for. Det er en beskyldning, som langt overtrumfer det foragtede ”nazikort".

Flemming Chr. Nielsen

Ikke mindst Weekendavisen spiller rollen som aktuel kistesnedker, for af en stort opsat artikel om datidens franske intellektuelle, der siges at have fungeret som ungdomsoprørets tænkemestre, fremgår, at "de forsvarede pædofili", og at 68'erne dermed havde "et tvivlsomt forhold til pædofili".

Hva’be’ha’r?

Har en bevægelse med slige profeter da nogen som helst berettigelse? Fornemmer vi ikke ved ordets blotte nævnelse, at så er ungdomsoprørerne en pariakaste, som enhver med fornuften i behold må omfatte med afsky?

Jovist, men cirka halvdelen af de omtalte pædofiliforsvareres ”navne” er for denne klummeskrivers vedkommende komplet ukendte. Og gad vide, hvor mange af Weekendavisens nutidige læsere (og datidens danske ungdomsoprørere) der nogensinde har stiftet bekendtskab med en fransk filosof ved navn Tony Duvert, med en anden filosof, der hedder Gabriel Matzneff, med en professor René Schérer og en chefredaktør Serge July.

De resterende pæd.phil.'er har jeg nok sporadisk hørt om, men ikke tilstrækkeligt til fremstilling af så meget som en kvart klumme. En af dem er ganske vist ”den indflydelsesrige filosof” Louis Althusser, men han kan nu ikke ædrueligt tælles med som en forsvarer af pædofili, for han var for længst diagnosticeret som skizofren, og midt under studenteroprøret kvalte han i et anfald af sindsforvirring sin kone Hélène.

Så er der tilbage i opremsningen af franske pædofiliinteressenter den sandt nok verdensberømte filosof Jean-Paul Sartre, men hans ”tvivlsomme forhold til pædofili” er til at overse.

I hans enorme forfatterskab står der næppe ét ord om emnet, for i så fald ville Weekendavisen givetvis have refereret det ord. Hans navn er derimod sammen med andre ”intellektuelles” at finde på to underskriftlister.

Den ene kræver frigivelse af tre mænd, der sidder varetægtsfængslet for overgreb på mindreårige, men referatet er uldent, for hvis de er varetægtsfængslede, er de endnu ikke dømte, kun sigtede. Den anden liste med Sartres navn kræver afskaffelse af en række seksualpolitiske love, herunder en lov vedrørende den seksuelle lavalder, men der er ingen kildehenvisning eller citater fra teksten med blandt andet Sartres signatur.

Som om det har foresvævet artikelforfatteren, journalist Søren K. Villemoes, at der ikke rigtig var gedigne uhumskheder at opdrive i Sartre, tilføjes det, at han i 1973 grundlagde en avis, der siden blev hovedorgan for pædofiliaktivister.

Altså et skoleeksempel på – ja, på omvendt arvesynd.

Hvorfor nu gøre et nummer ud af en artikel, hvis åbenbare hensigt er at reducere ungdomsoprøret til en ølejr for pædofile? Jeg har ingen som helst aktier i det studenteroprør, men beskyldningen om pædofili er noget nær det værste, du kan udsætte andre for. Det er en beskyldning, som langt overtrumfer det foragtede "nazikort". Det stempler, udstøder og gør forsvarsløs.

Men væk med erindringen om 68'erne lyder den hvislende beskyldning. Fjern deres bøger fra bibliotekerne. Lyt ikke til deres musik. Udrader dem fra historien, for sikke læremestre de havde.

Det kaldes ikke censur. Kælent omskrives det til rettidig omhu. Og dertil ekkoet fra hadets rovdyr, der ikke magter helt så listigt at manipulere med ord: ”Kastrer dem!”

Men sådan en artikel i en respekteret avis er en præcis pendant til den variant af 68'erne, som hed munkemarxisme. Det var den marxisme, der krævede indkaldelse til forhør, endeløse tilståelser og dernæst vejen til ikke-eksistens.

Eller oversat til moderne dansk:

”Vil du da benægte, at det var dig, der grundlagde en avis, som senere blev hoforgan for pædofile?”

Udsat for den bøddellogik er du i sandhed hjælpeløs.

-----------

Flemming Chr. Nielsen (1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.