Kommentar af 
Anne Sofie Allarp

Folketinget kan finde Støjberg uværdig, men kampen om værdierne er kun lige begyndt 

Selvom Folketinget kender Inger Støjberg uværdig som medlem, er der stadig en fløj i dansk politik, der mener, at en selvbestaltet kamp for såkaldt danske værdier hos en minister kan have forrang for loven, lovgivningsprocessen og magtens tredeling.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Anne Sofie Allarp
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der var noget mageløst frækt over Inger Støjbergs optræden efter dommen i Rigsretten i mandags. Rank, elegant og klædt som en dronning, gentog Inger ufortrødent det budskab, som er blevet hendes mantra: Hun forsvarer danskheden og de danske værdier imod loven, og her helt specifikt menneskerettighederne og nationale grundlæggende forvaltningsprincipper, blandt andet om borgerens krav på individuel behandling. Og hun forsvarer pigerne imod deres egen kulturpåvirkning. ”Jeg tager min straf uden at bøje nakken,” som hun sagde. 

Det er et let tilgængeligt budskab. Det er et værdigt formål (de uskyldige piger fanget i en ’skadelig’ kultur) og der er en brændende platform: Den danske kulturs påståede nedbrud gennem indvandring og den medfølgende kultur-mangfoldighed, der assisteres af de grundlæggende rettigheder, som folkeretten og menneskeretten giver os alle i den frie verden.  

Flertallet af dommerne i Rigsretten (25 ud af 26 dommere) fandt, at det var bevist, at Inger Støjberg 10. februar 2016 besluttede, at der skulle gælde en indkvarteringsordning uden mulighed for undtagelser, således at alle asylsøgende ægtefæller og samlevende par, hvor den ene var en mindreårig på 15-17 år, skulle adskilles og indkvarteres separat på hver sit asylcenter.

Der er en fløj i dansk politik, der ikke fuldt anerkender en del af gældende ret, og som konsekvens heraf dele af den dømmende magts arbejde.

Anne Sofie Allarp

Dansk Folkepartis formand Thulesen Dahl kvitterede ved på et opslag på Facebook at kalde dommen ”helt igennem absurd,” og særligt kritisere strafudmålingen: ”60 dages ubetinget fængsel for at stoppe barnebrude i Danmark” - efterfulgt af en undre-smiley. 

Dansk Folkeparti støttede Støjberg i sagsindholdet, og Thulesen Dahl fortsatte med at sige, at når Inger så har fået en dom, så var det fordi vurderingen var, at hun havde forbrudt sig imod ”Danmarks konventionsforpligtelser og ikke danske love - men forældede konventioner ….”. Thulesen Dahl fik her kunstfærdigt opsat et modsætningsforhold mellem dansk ret og de menneskerettigheder, som er en væsentlig del af vores selvforståelse i den vestlige kulturkreds. 

Thulesen Dahl sluttede sit opslag med for ti tusinde gang at rulle den røde løber ud for Inger Støjberg. ”Hun er hjertelig velkommen i Dansk Folkeparti.”

Rigsrettens medlemmer ville indvende, at sagens substans er noget helt andet, nemlig at en siddende minister med overlæg og en vis fanfare i pressen instruerede embedsværket til at administrere imod gældende ret. 

Men én ting er sikker: for dele af dansk politik er den slags nuancer aldeles ligegyldige. Faktisk er det nok sådan, at der er en fløj i dansk politik, der ikke fuldt anerkender en del af gældende ret, og som konsekvens heraf dele af den dømmende magts arbejde.

En fløj som mener, at den stræben efter ufravigelige menneskerettigheder, som har tusinder af år på bagen i vores kulturkreds, er forældet. I hvert fald hvis de menneskerettigheder også skal være universelle, det vil sige gælde alle borgere i landet. 

Der er altså politikere i Folketinget, der mener, at en selvidentificeret, selvbestaltet kamp for såkaldt danske værdier hos en minister kan have forrang for loven, lovgivningsprocessen, og magtens tredeling. Og det er en flanke, der nu er åbnet i dansk politik. 

Og det må give anledning til, at de resterende medlemmer og partier overvejer, hvor de selv står, og hvordan de vil takle, at der i Folketinget er medlemmer, der åbent stiller spørgsmålstegn ved værdien af menneskerettighederne, og åbent kalder Rigsrettens arbejde en absurditet. 

For denne del af dansk politik vil også være der, når Folketinget i næste uge kender Inger Støjberg uværdig som medlem, og sender hende hjem. Faktisk er kampen om, hvilke værdier, der skal gælde i toppen af vores samfund formentlig kun lige begyndt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne Sofie Allarp

Kronikredaktør, Berlingske, forfatter
cand.jur. (Københavns Uni. 1999)

0:000:00