Forført af Frederiksen

Mette Frederiksen er ofte blevet sammenlignet med Venstres tidligere formand og statsminister, Anders Fogh Rasmussen. Forståeligt nok. Sidste gang vi fik en statsminister, der virkede så tilpas med magten, og sidste gang, vælgerne udmålte så stor forskel mellem regeringsflertallet og oppositionen, var begge i november 2001.

Går man mere i dybden med det, er forskellene mellem Fogh/Venstre og Frederiksen/Socialdemokratiet i mine øjne meget mere sigende end lighederne. Men der er et punkt, hvor sammenligningen virkelig giver mening: i deres modstanderes reaktion på dem.

Fogh som illusionist
I nullerne var centrum-venstre præget af chok og kognitiv dissonans i mødet med Anders Fogh Rasmussen. Hverken politikere eller debattørerne kunne finde ud af, om Fogh var ond eller dum. De fleste slog fast, at han var begge dele.

Fogh havde det let i nullerne ikke mindst, fordi hans modstandere nægtede at forstå ham og årsagerne til hans succes. Samme held ser det ud til, at Mette Frederiksen er begavet med.   

Esben Schjørring
Magasinredaktør, Altinget

Der var en udbredt fornemmelse af, at Fogh var en illusionist - en politisk forfører, der med reklamens sorte magi havde bildt vælgerne ind, at han var en anden (tilhænger af velfærd) end han virkelig var (minimalstatsliberalist).

Derfor blev centrum-venstres kritik af Fogh altid præsenteret som afsløring og demaskering. Man tænkte, at når først vælgerne, især dem han havde erobret fra Socialdemokratiet, så Fogh for hvad han virkelig var, ville de vende hjem igen.

Det var selvfølgelig også bekvemt i den forstand, at så behøvede man ikke en dybere selvrefleksion eller påbegynde arbejdet med en ny analyse af samfundet.

Men uanset hvor mange gange, man rev masken af Fogh, forblev han uantastet. Vandt sine tre folketingsvalg, og de borgerlige partier havde ved hans mellemkomst serveretten i dansk politik i små tyve år. Indtil Socialdemokratiet faktisk gennemgik bemeldte selvrefleksion, reorientering og reorganisering.

”Mette”
Nu er det så de borgerlige, der dyrker demaskeringen af Mette Frederiksen som kritik. Det har nået sin foreløbige kulmination i Berlingskes spalter, hvor avisens chefredaktør Tom Jensen i et langt essay om Danmark efter covid-19 sætter sig for at afsløre statsministerens politisk trickkunst. Her er fornemmelsen af at være blevet udsat for iscenesættelse, perceptionsmanagement, narrativer, populisme, fordrejelse og forførelse intens.

”Iscenesættelsen af Danmarks statsminister har været massiv, siden hun tog over fra Lars Løkke Rasmussen i sommeren 2019. Under coronaen blev den fuldkommen gennemført,” som Jensen skriver om Mette Frederiksen.

Og for at understrege sin pointe tiltaler han hende konsekvent i anførselstegn som »Mette«. For, som Jensen skriver, for "»Mette« er alt narrativer".