Det socialdemokratiske netværk: En historie om partier, magt og politisk forandring

Et år efter Socialdemokratiet vandt regeringsmagten ved folketingsvalget, offentliggør Altinget sin store kortlægning af det netværk af partiets politikere og rådgivere, der nu sidder i hjertet af magtudøvelsen i landet. På tværs af partiet i dag og tilbage i tid fra de tidligste dage i DSU. Fra samarbejdsrelationer, der ligger år tilbage, til ansættelsesforhold i dag – alliancer, parløb, venskaber (og ægteskaber) på kryds og tværs.

Ofte reducerer vi politik til en historie om enkeltpersoner, deres strategi og kommunikationsevner. Undervejs glemmer vi, hvor vigtigt det politiske parti er som organisation. Det gør vi nok også, fordi politiske partier har skiftet karakter siden massepartiets velmagtsdage, hvor medlemskartotekerne bugnede, og folk stemte på det samme parti hele livet igennem, fordi de var bundet til det i kraft af deres sociale klasse.

Da den historie sluttede, erklærede mange, at det politiske parti var dødt. Men sandheden er, at det forandrede sig.

Hvor den forandring i nullerne handlede meget om partiet som brand, kampagnemaskine og som træningsfacilitet for nye politiske talenter, viser kortlægningen af det socialdemokratiske partinetværk, at det i dag især handler om organisationforandring og ledelse.

Som en etpartiregering med et historisk loyalt parlamentarisk grundlag i SF og Endhedslisten og en sammenbrudt opposition kan begge momenter i magtens blindhed let blive endnu værre. Og sådan kan kombinationen af indre styrke og manglende kvalificeret modstand paradoksalt nok blive regeringens største akilleshæl. 

Nederlag er forandringsmotorer
At Mette Frederiksens Socialdemokrati fremstår så stærkt, som det gør, handler ikke kun om hende. Og det handler heller ikke kun om, at Martin Rossen er blevet stabschef. Det handler om, i hvor høj grad de to har sat sig på og forandret partiets interne organisation – fra rådgivere og politiske konsulenter til de udøvende politikere.

Flere har draget paralleller mellem Mette Frederiksen og Anders Fogh Rasmussens epoke som Venstre-formand fra 1998 til 2009. Den uantastede autoritet, styrken i den offentlige debat og evnen til med succes at forandre deres partis politiske profil har gjort sammenligningen ligefor.

Men faktisk er forskellen mellem dem mere sigende.

For da Anders Fogh Rasmussen foretog sin berømte omkalfatring af Venstre, hvor han flyttede partiet ind på den fordelingspolitiske midte og skruede voldsomt op for partiets værdi- og udlændingepolitik, gjorde han det nærmest ene mand med daværende partisekretær Claus Hjort Frederiksen som håndgangen og hårdtslående mand, der bankede den linje igennem internt.

I Mette Frederiksens tilfælde har hun gennemført sin forandring af partiet via mindst 45 politikere og rådgivere, der er forbundet på i hvert fald 140 forskellige måder og på kryds og tværs har kendt hinanden i 20-30 år.

Faktisk er den mest interessante parallel mellem Foghs Venstre og Frederiksens Socialdemokrati, hvor transformative nederlag kan være for politiske partier. For Fogh gav det milimeterknappe valgnederlag i 1998 den energi og det tomrum, der gjorde det muligt at flytte partiet ind i en ny position.

For Mette Frederiksen og hendes netværk har de mange nederlag op gennem nullerne og tierne og i særdeleshed de til tider kaotiske tilstande i regeringerne Helle Thorning-Schmidt åbnet for, at Socialdemokratiet har foretaget en dobbelt repositionering: til højre i værdipolitikken og til venstre i fordelingspolitikken. Eller – mere præcist – at partiet under Mette Frederiksens ledelse har integreret en stram udlændingepolitik og en generel skepsis over for globaliseringen med det traditionelle socialdemokratiske forsvar for velfærdsstaten.

Den repositionering har ikke som hos Anders Fogh Rasmussen hvilet på en eller to politikere, en kommunikationsstrategi og en dygtig spindoktor. Den har været gennemført via en forandring af partiets organisation, hvor profiler som Peter Hummelgaard, Pernille Rosenkrantz-Theil, Kaare Dybvad og Mattias Tesfaye blot er nogle få – om end vigtige – knudepunkter.

Hvor Fogh var den eneste i Venstre, der for alvor inkarnerede sit projekt og sin fortælling, er der fem-ti politikere i Socialdemokratiet, der gør det i dag, og rundt om dem en hær af rådgivere og konsulenter til at hjælpe dem. Et netværk, der har kendt hinanden, delt liv, skuffelser, sejre med hinanden i årevis.