Kommentar af 
Lars Trier Mogensen

Lars Trier Mogensen: Mistro er driv­kraften for den nye sossegeneration

KOMMENTAR: Gentagne nederlag og skuffelser gennem 00'erne og 10'erne har hærdet den nye generation af ledende socialdemokrater, som ikke føler, at de skylder nogen noget som helst. Derfor er de blevet så magtkyniske, skriver Lars Trier Mogensen.

Grundlæggende mistillid til ikke-sosser og belønning af de mest bundloyale præger Mette Frederiksens sammensætning af ministerholdet, skriver Lars Trier Mogensen.
Grundlæggende mistillid til ikke-sosser og belønning af de mest bundloyale præger Mette Frederiksens sammensætning af ministerholdet, skriver Lars Trier Mogensen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Udadtil taler statsminister Mette Frederiksen om at ville genopbygge tilliden.

"I Danmark har vi ikke guldminer. Men vi har noget mere værdifuldt. Vi har tillid til hinanden," som hun sagde i sin åbningstale i oktober.

Men på de indre linjer trives mistroen. Statsminister Mette Frederiksen står i spidsen for en ny generation af sosser, som har gået i en benhård politisk skole. Indtil for et år siden havde de stort set kun oplevet skuffelser og politiske nederlag, og den bumpede opstigning mod magten har givet dem mange knubs og ydmygelser på vejen. Den formative forbitrelse har de taget med sig som en fælles tung bagage.

Det tæt sammenvævede netværk af S-ministre og toprådgivere føler ikke i dag, at de har fået noget som helst forærende. De giver zero fucks. Deres tillid til såvel den tidligere partiledelse i Socialdemokratiet som de andre partier på Christiansborg, medierne og ikke mindst embedsmændene kan i udgangspunktet ligge på et meget lille sted. Til gengæld er loyaliteten over for Mette Frederiksen ubrudt stærk. Hun har effektivt fået udrenset enhver form for dissens i partiet.

Fakta
Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol. Han er tidligere vært på Det Røde Felt på Radio24syv og skriver fast analyser i Dagbladet Information. Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

De årelange og opslidende fløjopgør i Socialdemokratiet, som kulminerede med formandsopgøret mellem Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen i 1992, og som trak blodige spor videre frem til urafstemningen mellem Frank Jensen og Helle Thorning-Schmidt i 2005 – med mange efterfølgende krampetrækninger – er reelt forsvundet. Til gengæld er den mørke energi i Socialdemokratiet blevet vendt mod de nærmeste omgivelser.

Mistroen er udtalt over for alle dem, der ikke selv har lugtet krudtrøgen på den slagne vej frem mod den forløsende valgsejr sidste sommer.

Mette Frederiksen har nøje sørget for, at der ikke igen kan opstå splid og sprækker på ministerholdet.

Lars Trier Mogensen

De centrale S-ministre har således et stærkt skæbnefællesskab tilbage fra DSU-dagene, hvor Anders Fogh Rasmussen (V) dominerede dansk politik. Mange af de ledende socialdemokrater blev voksne, da partiet var helt i knæ, og følelsen af mindreværd, fornedrelse og afmagt har formet den nye sossegeneration.

Socialdemokratiets genrejsning er fortællingen om en gruppe af revanchelystne unge, der kæmpet sig frem på trods – og mod alle odds nu har genrejst Socialdemokratiet til at være netop det bredtfavnende folkeparti, som politiske iagttagere havde afskrevet for ganske få år siden.

Som det endte med at ske for søsterpartierne i flere store europæiske lande, stod Socialdemokratiet tilbage i begyndelsen af 00'erne over for at kunne miste sin historiske rolle i dansk politik. En epoke stod til at slutte.

DSU'erne var på taberholdet, og det glemmer de aldrig. For generationen, der ikke nåede at blive gamle nok til at tegne deres eget avisabonnement, før arbejderbevægelsens dagblad, Aktuelt, lukkede i 2001, har mediebilledet også været fjendtligt. Sådan har de i hvert fald selv oplevet det. Den dybe forurettelse forsvinder nok aldrig.

Det er nemlig langtfra kun tidligere S-gruppeformand Henrik Sass Larsen, som har følt sig hetzet og forfulgt af medierne.

Mistroen over for nyhedsmedierne, der til tider balancerer på kanten af paranoia, er udbredt blandt mange ledende socialdemokrater, der oplever pressen som enten borgerlig eller tabloid. Og i hvert fald uvenlig.

Latterliggørelsen har vitterlig også været en rød tråd: I deres DSU-tid blev hverken Nyrups cykelhjelm eller Lykketofts fipskæg ligefrem forbundet med sex og rock'n'roll.

Den nye sossegeneration oplevede ikke i deres ungdom at blive portrætteret hverken som de klogeste, de sjoveste eller bare de hårdeste. I stedet styrede de borgerlige Danmark, mens Radikale Venstre sprang ud som øretæveindbydende "radicool". Identitetsfrustrationerne har derfor ulmet længe.

Da en grådkvalt Mette Frederiksen stod ved siden af den daværende S-formand, Mogens Lykketoft – som retfærdigvis havde fået barberet skægget af forinden – i Copenhagen Jazzhouse efter valgnederlaget i 2005, lå det bestemt ikke i tarotkortene, at Socialdemokratiet her 15 år senere skulle kunne nå op en vælgeropbakning på op mod 35 procent.

Valget i 2005 blev tværtimod et traumatisk lavpunkt, der senere skulle blive definerende for Socialdemokratiets taktiske tilpasning til Dansk Folkeparti og Venstre.

Forvirringen og vægelsindet, ikke mindst i udlændinge- og retspolitikken, er for længst blevet erstattet af en realpolitisk koldsindighed, hvor målet om den socialdemokratiske regeringsmagt helliger de fleste midler. Det er sikrere at være frygtet end elsket. Traumet fra 2005 hærdede kynismen.

Men i de følgende år skulle det faktisk vise sig at blive endnu værre: Årene med Helle Thorning-Schmidt som partiformand var på mange måder et skuffende antiklimaks for en stribe af nøglepersonerne i netværket omkring Mette Frederiksen, både personligt og ideologisk.

Regeringsprojektet blev totalt kuet af Radikale Venstres dronningeskikkelse, daværende indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager. Endnu en gang blev sosserne gjort til grin.

Selvom Mette Frederiksen blev udnævnt til beskæftigelsesminister, da Helle Thorning-Schmidt i 2011 indtog Statsministeriet, var ingen i partiet i tvivl om, at de to kvinder lå i åben strid fra første færd. Mette Frederiksen havde ikke stor fidus til Helle Thorning-Schmidt, og mistilliden blev gengældt for fuld musik.

Ved flere lejligheder blev Mette Frederiksen ydmyget offentligt, mest spektakulært da hun i 2013 skulle fremlægge en ny reform af kontanthjælpssystemet. Aftenen inden blev det lækket ovre fra Finansministeriet, hvorfra finansminister Bjarne Corydon indædt bekrigede Mette Frederiksen, at SRSF-regeringen samtidig ville sænke selskabsskatten – og pudsigt nok for et beløb, der præcist svarede til det provenu, som kontanthjælpsreformen ville indbringe.

På pinagtig vis skulle "Røde Mette" derfor stå og forsvare sig mod beskyldninger om, at de arbejdsløse nu skulle betale direkte til aktionærerne. Dengang lærte Mette Frederiksen på den hårde måde, at hun ikke kunne stole på nogen i politik, ikke engang topfolkene i den regering, som hun selv var en del af.

Præcis dér i 2013 døde den sidste tiltro til Helle Thorning-Schmidt blandt de stadig flere socialdemokrater, som nu i stedet så Mette Frederiksen som partiets eneste redning. På samme tid forsvandt også den sidste splint af sentimentalitet fra Mette Frederiksens verdenssyn. Naivitet og godtroenhed fører ingen steder i toppolitik.

Mistilliden voksede også indad i Beskæftigelsesministeriet, hvor Mette Frederiksen havde flere opsigtsvækkende opgør med de øverste embedsmænd. Efter halvandet år fik hun fyret sin departementschef Bo Smith og erstattet ham med Peter Mørch, som i dag er blevet gjort til departementschef i Finansministeriet. Hun stolede ikke på den gamle garde. Hun betvivlede ganske enkelt deres loyalitet.

Senere udtalte Mette Frederiksen i portrætbogen 'Mette Frederiksen', at "hvis ikke ministeren sætter sig for bordenden, gør departementschefen eller systemet det", og "det er ikke en hemmelighed, at jeg havde flere fejder med embedsværket. Jeg lærte, at der nogle gange skal konfliktes ganske meget for at få sine ting igennem".

Samme magtkabale blev nådesløst gennemført, da Mette Frederiksen i 2014 kom til Justitsministeriet, hvor departementschef Anne Kristine Axelsson hurtigt blev rokeret væk og erstattet med Barbara Bertelsen, som pudsigt nok er blevet øverste chef i Statsministeriet i dag.

Læs også

Kombinationen af en grundlæggende mistillid til ikke-sosser og belønning af de mest bundloyale har også præget Mette Frederiksens sammensætning af ministerholdet.

De mest håndgangne partisoldater fra hendes egen kaffeklub, Netværket, Peter Hummelgaard, Pernille Rosenkrantz-Theil og Ane Halsboe-Jørgensen, var selvskrevne som ministre.

Sammen med de to andre skarpe, ideologiske debattører Kaare Dybvad og Mattias Tesfaye har hun samlet et ungt tæskehold, der alle har skrevet markante debatbøger, og som instinktivt tænker som hende selv.

Med en klassisk del-og-hersk-strategi har hun samtidig splittet Socialdemokratiets øvrige kaffeklubber på kryds og tværs, og i dag er der reelt ikke længere muligt for socialdemokratiske folketingsmedlemmer at mødes på mere end tomandshånd for eventuelt at kritisere formanden. Hun har øjne og ører overalt.

Den på papiret umiddelbart mest Frederiksen-skeptiske kaffeklub, Den nye morgenmadsklub, blev effektivt stækket, da Magnus Heunicke blev udnævnt til sundheds- og ældreminister, mens også både Lea Wermelin og Rasmus Prehn fik ministerposter.

Fra den lille Frokostklub har Nicolai Wammen, Dan Jørgensen og Simon Kollerup fået overordentligt tunge ministerposter, og i praksis er kaffeklubberne ophørt med at være andet end simple konstitueringsgrupper.

Mette Frederiksen har nøje sørget for, at der ikke igen kan opstå splid og sprækker på ministerholdet, som hun jo selv var en del af, da hun – sekunderet af sin trofaste rådgiver Martin Rossen – indledte sabotagen mod daværende S-statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Denne gang vil enhver ansats til mytteri blive slået hårdt ned, ja, inden tanken overhovedet er tænkt hos en utilfreds minister. Mette Frederiksens mistro til udefrakommende banker ministerholdet automatisk på plads. De disciplinerer så at sige sig selv.

Energien vendes udad og nedad og omformes til en skepsis mod såvel medierne som de andre partier og ikke mindst embedsapparatet, som det åbenlyst er sket under coronakrisen, hvor sundhedsmyndighederne er blevet underkendt og irettesat gentagne gange. Men embedsmændene på andre ressortområder kan lige så godt vænne sig til tilstanden.

Støttepartierne skal heller ikke forvente at få nogen form for politisk goodwill: De fleste S-ministre foragter, hvad der opfattes som en frelst bedrevidenhed hos Radikale Venstre, og mistænksomheden over for Enhedslistens bagland er næsten på højde med vantroen under Den Kolde Krig, hvor Socialdemokratiet sågar havde sin egen efterretningstjeneste for at holde øje med kommunisterne. Socialistisk Folkeparti er der ikke rigtigt nogen, der frygter, men amatørismen under SRSF-regeringen er bestemt heller ikke glemt.

Den socialdemokratiske etpartiregering opfattes som en tilbagevenden til et naturligt ekvilibrium: Persongalleriet omkring Mette Frederiksen er forbundet i et skæbnefællesskab – som dem, de andre ikke ville lege med politisk, da de var unge voksne.

Derfor stoler de kun på hinanden, når det for alvor gælder, og nu har de grebet magten: Det er payback time.

-----

Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol. Han er tidligere vært på Det Røde Felt på Radio24syv og skriver fast analyser i dagbladet Information. Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Trier Mogensen

Politisk kommentator
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)