Frederiksens netværk: Først erobrede de partiet, så vandt de regeringsmagten
FEATURE: Statsminister Mette Frederiksens projekt bliver udfoldet og inkarneret af en gruppe unge ideologiske politikere, der har kendt hinanden i 20 år. Deres private og politiske liv blev smedet tæt sammen, mens deres parti gennemlevede sin største politiske krise i efterkrigstiden. Kan de forvandle fortællingen om det nye Socialdemokrati til virkelighed?
Malte Bruhn
JournalistJuni 2019: Den store grønne port på Amalienborg Slotsplads går op. Udenfor venter et virvar af journalister, fotolinser og mikrofonstativer. Atmosfæren er både hektisk og udmattet. Det kan næppe være anderledes efter fem ugers intens valgkamp og dertilhørende regeringsforhandlinger, der kulminerer nu, hvor statsminister Mette Frederiksen leder sin nye regering ud i det åbne.
DSU’erne råber deres slagsang:
“HVAD HAR DANMARK FÅET?” spørger den ene halvdel.
“DANMARK HAR FÅET EN SOCIALDEMOKRATISK REGERING IGEN,” svarer den anden halvdel, denne gang endnu højere.
Det var ikke, fordi jeg satte mig ned og græd i hjørnet, men jeg kan da huske, at jeg var dybt forundret over, at der ikke var et større ønske om at reflektere over, at vi nu havde tabt tre gange i streg.
Peter Hummelgaard Thomsen
Det var de samme slagord, der lød otte år tidligere i 2011, da Helle Thorning-Schmidt vandt folketingsvalget. Men selvom flere fra ministerholdet var at finde i det unge kor dengang, er det her helt anderledes.
Ikke kun, fordi det er den første rene socialdemokratiske regering siden 1982. Og ikke kun, fordi folketingsvalget resulterede i det rødeste Folketing i fem årtier og efterlod den borgerlige opposition sammenbrudt og kriseramt. Det er helt anderledes, fordi det er et helt anderledes Socialdemokrati, der er trådt ud på slotspladsen.
Forud er der gået små fire år, hvor partiet har været igennem en dybdegående forandring. Gamle sandheder, visioner og strategier blev kasseret, og de, der bar dem, blev fortrængt fra magten i partiet.
Og nøglefigurerne i den proces er ikke kun Mette Frederiksen og hendes mangeårige rådgiver Martin Rossen. Med sig og foran sig har de et netværk af unge ideologiske politikere og rådgivere, der har kendt hinanden i 20 år, og hvis private og politiske liv er blevet smedet tæt sammen, mens deres parti var ude i sin største krise i efterkrigstiden. Parløb, alliancer, venskaber og ægteskaber blandet sammen på kryds og tværs. Det er de synlige dele af det netværk, der træder ud på Amalienborg Slotsplads. Bagved forgrener det sig ud i partiet til regeringens rådgivere og bagud i historien.
Først greb de sammen magten i Socialdemokratiet, så erobrede de regeringskontorerne på Slotsholmen. Og lige nu udgør de det stærkeste Socialdemokrati i årtier. Hvad de gør nu og de næste år, vil være afgørende for deres politiske skæbne og for det danske samfund. Dette er historien om dem.
“Jeg har diskuteret politik med Kaare og Peter i 20 år”
Juni 2015. “Lederskab er også at trække sig tilbage på det rigtige tidspunkt. Og det tidspunkt, det er nu.”
Fra Fællessalen på Christiansborg kunne man høre et par sporadiske socialdemokratiske buh-råb.
“Neeeej,” råbte nogle. Ellers var der stille, for nederlaget var en realitet, og i virkeligheden var der ingen, der for alvor var overrasket over det, de nu fik at vide.
Helle Thorning-Schmidt var bevæget, men fattet. Det var afskedens stund for hende.
“Kære venner. Jeg har besluttet at træde tilbage. Og derfor skal vores parti nu have en ny formand.”
Selvom Socialdemokratiet ved Folketingsvalget 2015 genvandt titlen som landets største parti, tabte partiet regeringsmagten efter kun fire turbulente og dramatiske år i ministerkontorerne.
Herfra gik der kun ti dage, før næstformand Mette Frederiksen officielt overtog formandsposten i det, der siden er blevet kaldt den mest fredelige magtoverdragelse i partiets historie, siden Jens Otto Krag tog over efter Viggo Kampmann i 1962.
Men valget 2015 havde også andre konsekvenser. Folketingsgruppen sagde samtidig goddag og velkommen til en række nye unge folketingsmedlemmer, der alle er født i starten og midten af firserne, og som kun fire år senere skulle indtage afgørende poster i folketingsgruppen og i Mette Frederiksens nye regering.
Ny på tinge i 2015 var blandt andet Peter Hummelgaard, Kaare Dybvad, Lea Wermelin og Christian Rabjerg Madsen. Ane Halsboe-Jørgensen, som sad i partiets gruppeledelse fra 2011 til 2019, blev genvalgt. Det samme gjorde sig gældende for Rasmus Horn Langhoff og Simon Kollerup. Alle tilhører den samme generation.
De behøvede ikke at introducere sig for hinanden på kryds og tværs, for de kendte allerede hinanden fra det ungdomspolitiske arbejde i DSU.
“Der er ingen af dem, du nævner, som ikke har været politisk aktive i to årtier. Så det kan jo godt være, at de først er blevet folkevalgt i 2015. Men jeg har diskuteret politik med Kaare (Dybvad, red.) og Peter (Hummelgaard, red.) i tyve år,” som Ane Halsboe-Jørgensen formulerer det.
Derudover havde partiets stærke mand gennem flere år, Henrik Sass Larsen, en stor andel i, at en række tidligere SF-profiler, der hos nogle går under navnet ‘Børnebanden’ eller ‘SF-banden’, blev folketingsmedlemmer for Socialdemokratiet ved FV15. Det gjorde sig gældende for Mattias Tesfaye, Astrid Krag og Jesper Petersen. De to sidstnævnte havde dog en lang parlamentarisk erfaring fra tiden i SF.
Året inden, i 2014, blev deres gamle partifælle Thor Möger Pedersen desuden ansat som udviklingschef og siden som chef for den politiske afdeling i Socialdemokratiet. Fra sin tid i SF Ungdom og Danske Gymnasieelevers Sammenslutning kender han Martin Justesen, der var chef for Socialdemokratiets kampagne- og formandsafdeling. I ledelsen sad også Sara Vad, først som personlig assistent for Mette Frederiksen og senere souschef i den politiske afdeling. Hun er desuden gift med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.
Sammen med Martin Rossen, der er partiets sekretariatschef, er Sara Vad og Martin Justesen i dag Mette Frederiksens nærmeste rådgivere i Statsministeriet.
Ifølge Thomas Larsen, der er politisk analytiker på Berlingske og forfatter til bogen ‘Mette Frederiksen – et politisk portræt’, er der i toppen af partiet “overordentlig store forventninger” til den nye generation, der nu har indtager ledende poster i partiet og regeringen. Han fremhæver især Mattias Tesfaye, Simon Kollerup, Peter Hummelgaard og Kaare Dybvad som de absolutte profiler. Til gengæld er han mindre imponeret af Lea Wermelin, Ane Halsboe-Jørgensen og Astrid Krag.
“Der er ingen tvivl om, at det er en gruppe, der er enormt talentfuld, og som har et ry for at være nogle, der har tænkt meget dybt over og deltaget i debatten om, hvordan man kan udvikle partiets politiske platform. Og så er der nogle, der er nået længere ved enten hårdt arbejde eller med de rette alliancer.”
Thomas Larsen vurderer, at årsagen til partiets øjeblikkelige succes ved valget og i meningsmålingerne først og fremmest er en konsekvens af Mette Frederiksen, Henrik Sass Larsen og Martin Rossens tætte parløb op gennem de to forrige valgperioder.
“Men den nye generation er god til at inkarnere projektet. De fylder rammerne ud,” siger han.
Ved den første konstituering af den nye folketingsgruppe i 2015 blev Simon Kollerup og Astrid Krag henholdsvis fødevareordfører og ældre- og indfødsretsordfører, mens Jesper Petersen nappede skatteområdet.
På partiets sommergruppemøde året efter, i 2016, blev Kaare Dybvad forfremmet til boligordfører, Mattias Tesfaye blev ordfører for social dumping og – helt afgørende – et halvt år efter udlændingeordfører, Peter Hummelgaard blev EU-ordfører, og Christian Rabjerg Madsen, der i dag er partiets finansordfører og medlem af gruppeledelsen, blev miljøordfører.
Det var fra dette tidspunkt, netværket på den ene side begyndte at udvikle politiske udspil, der signalerede Socialdemokratiets nye kurs, og på den anden side forsøgte at sætte sig igennem i den offentlige debat med kronikker og ikke mindst bøger. Og her forsømte de ikke lejligheden til at tage et direkte opgør med partiets mange valgnederlag, identitetskrisen i nullerne og linjen under Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon.
Og skal man forstå Mette Frederiksen og netværkets politiske projekt, hvor loyale de er over for hinanden og ikke mindst deres udtalte fornemmelse for magt, er nederlagsfølelserne fra ungdomsårene helt afgørende at have med.
“Vi skulle feste, som om vi havde vundet”
November 2007: Salen i Cinemateket over for Kongens Have i København var fyldt til bristepunktet. Peter Hummelgaard, der dengang var 24 år, kan huske, at han selv stod i midten af lokalet tæt ved scenen.
Han undrede sig over, at partitoppen havde lejet et sted, der tydeligvis var for lille til de mange mennesker, der var kommet for at se hinanden i øjnene efter tre ugers udmattende valgkamp i novembermørkets regn og kulde.
Som aftenen skred frem, var der heller ikke meget at varme sig på, hvis man holdt med Socialdemokratiet. Det gamle arbejderparti måtte erkende, at man nu havde tabt tre gange i træk til Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard, der havde dannet parløb siden systemskiftet i 2001.
På valgnatten forklarede Helle Thorning-Schmidt, der kun havde siddet på formandsposten i lidt over to år, at det faktisk var godt at Socialdemokratiet holdt skansen og kun tabte to mandater, når man tænkte på, at Villy Søvndals SF jo stormede frem med 12 ekstra mandater.
Hun roste partiets kampagne og forklarede, at der ikke var noget i vejen med politikken, men at der var brug for mere tid til “at folde partiets projekt ud”.
Dagen efter kunne man i avisernes reportager læse, at stemningen i Cinemateket var god, og at tilhørerne råbte “HELLE - HELLE - HELLE”, da den tabende statsministerkandidat gik på scenen for at holde sin tale.
Men Peter Hummelgaard, der dengang var medlem af DSU’s øverste ledelse, kan mærke, at han stadig bliver vred, når han erindrer valgaftenen 2007.
“Det var ikke, fordi jeg satte mig ned og græd i hjørnet, men jeg kan da huske, at jeg var dybt forundret over, at der ikke var et større ønske om at reflektere over, at vi nu havde tabt tre gange i streg,” siger han og fortsætter:
“Vores generation af socialdemokrater er rundet af at tabe valg, hvor partiledelsen forsøger at bilde os ind, at vi skal feste, som om vi har vundet. Der var åbenbart nogle kloge mennesker, der var kommet frem til, at det var en succes, at vi ikke gik mere tilbage. Det, der dengang blev skrevet af dem, der havde adgang til at skrive og tænke, var, at vi bare skulle lære af Foghs måde at kommunikere på. Jeg synes, at det var dybt latterligt,” husker Peter Hummelgaard, der blev formand for DSU i 2008.
Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Hans jævnaldrende partikammerat Kaare Dybvad oplevede heller ikke, at nullernes mange nederlag førte til dybere refleksioner i partitoppen.
“Ledelsen gjorde ikke nok for at finde ud af, hvem vores parti skulle repræsentere, og hvad der var den socialdemokratiske fortælling i en tid, hvor det var åbenlyst, at individet betød mere og mere, og at der var nogle udfordringer i velfærdsstaten, som ville fylde mere. Det skete i troen på, at samarbejdet mellem VK-regeringen og DF ville bryde sammen. Men også i følelsen af, at vi var blevet udsat for noget uretfærdigt.”
Nederlagsfølelsen forduftede heller ikke, da Helle Thorning-Schmidts Socialdemokrati vandt regeringsmagten i 2011. Og som tiden gik, blev den interne kritik stadig mere intens.
Før han kom i Folketinget, valgte Kaare Dybvad at rette det tunge skyts mod den daværende partiledelse, også selvom partiet havde statsministerposten. I 2014 skrev den daværende folketingskandidat i en kronik i Berlingske, at det “efterhånden kun er socialdemokrater selv, der kan finde på at stille spørgsmålstegn ved Socialdemokraternes krise”.
“Vi har en meget lang periode med borgerlige regeringer. Og så får man en socialdemokratisk regering, men hvor mange af os siger, at vi ikke synes, den er socialdemokratisk nok, og at den grundlæggende samfundsanalyse er for svag,” siger nutidens Kaare Dybvad.
På besøg i systemkritiske grupper
Den analyse deler den nye gruppe af socialdemokrater med journalisten og forfatteren – og som han selv kalder det “mangeårige betragter af Socialdemokratiet og venstrefløjen” – Lars Olsen. Han blev i perioden med Helle Thorning-Schmidt som statsminister en vigtig samtalepartner for netværket.
I år 2013 udgav Lars Olsen bogen ‘En bygning slår revner’, der indeholder en sønderlemmende kritik af Helle Thorning-
Schmidt og Bjarne Corydons regering og deres version af den socialdemokratiske ideologi, der ifølge Lars Olsen havde et blindt punkt for, at globaliseringen og deres økonomiske reformer ikke kun er en dans på roser, der gør alle rigere.
Det er også en samfundsudvikling, der har negative konsekvenser for store vælgergrupper, der traditionelt har stemt på partiet, men som nu var flygtet særligt til Dansk Folkeparti. Socialdemokratiet var i Olsens øjne blevet et parti for den veluddannede middelklasse – partiet lå for langt til højre på den økonomiske politik og for langt til venstre på udlændingepolitikken.
På trods af sin kritik af Thorning-Schmidt og Corydon var han en hyppig gæstetaler i det, han kalder “systemkritiske grupper i partiet”.
For eksempel blev han en gang inviteret ind i Beskæftigelsesministeriet for at “diskutere partiets situation med Mette Frederiksen og Martin Rossen (daværende særlig rådgiver, red.)”.
“Jeg kunne høre, at de personligt delte meget af min analyse, selvom de sagde det lidt mere tilbageholdende end flere af de almindelige MF’er, jeg mødtes med,” siger Lars Olsen.
Pernille Rosenkrantz-Theil, der privat er venner med Mette Frederiksen, var også en af dem, der tit og ofte inviterede ham med i forskellige konstellationer, hvor der både var folketingsmedlemmer og almene partimedlemmer til stede.
Og da Mattias Tesfaye skrev bogen ‘Velkommen Mustafa’, der blotlægger 50 års intern socialdemokratisk kiv og strid omkring udlændingepolitikken, blev Lars Olsen hevet ind som konsulent på bogen af forlaget Gyldendal.
Det skyldes, at han i en årrække har beskæftiget sig med netop indvandringsspørgsmålet, blandt andet i bogen ‘Det delte Danmark’ fra 2005, hvor han fra en centrum-venstre-vinkel argumenterer for, at den stigende polarisering mellem etniske danskere og muslimer risikerer at slå revner under velfærdssamfundet.
Det er en analyse, der på meget lange stræk er fundamentet under Socialdemokratiets nuværende udlændingepolitik, som Mattias Tesfaye administrerer som minister.
Kulminationen på dialogen med Lars Olsen kom, da Mette Frederiksen i 2018 inviterede ham til at holde oplæg på partiets sommergruppemøde i Kolding. Her skulle han tale om sin bog ‘Det forsvundne folk’, der beskriver, hvordan “risikoen for nedslidning og sygdom er større” i arbejderklassen og blandt de mest udsatte “end bag hæve-sænke-bordene, og at mange ikke kan arbejde, til de er 68 eller 70, sådan som politikerne antager”.
Fem måneder senere, i januar 2019, fremlagde Socialdemokratiet forslaget om ret til tidligere pension for nedslidte.
I hans optik er det åbenlyst, at især Peter Hummelgaard, Mattias Tesfaye, Kaare Dybvad og Ane Halsboe-Jørgensen har spillet afgørende roller i selve udfyldningen af rammerne i Mette Frederiksens store projekt og analyse. Det er blandt andet sket gennem en række politiske debatbøger.
Ud over Mattias Tesfaye skrev Ane Halsboe-Jørgensen i parløb med Pernille Rosenkrantz-Theil i 2018 bogen ‘Det betaler sig at investere i mennesker’, der er et opgør med Finansministeriets regnemodeller. I 2015 udgav Kaare Dybvad ‘Udkantsmyten’, der beskriver de negative konsekvenser af centralisering.
Og i ‘Den syge kapitalisme’ fra 2018 gik Peter Hummelgaard i rette med den globale finanskapitalisme og de ansvarlige politikere fra finanskrisetiden – også den daværende socialdemokratiske regering, der ifølge Hummelgaard ikke gjorde, hvad den “kunne for at sikre en retfærdig fordeling af krisens byrder”.
Peter Hummelgaard bekræfter over for Altinget, at han også skyggeskrev store dele af Mette Frederiksens kronik ‘Kapitalismen er blevet syg’, der blev bragt i Politiken i 2017, et år inden Peter Hummelgaards analyse blev bragt i fuld længde.
“Når Mette Frederiksen forfremmer dem, så er det, fordi hun har brug for nogle, der kan hjælpe hende med at lave fortællingen. De har en fælles bevidsthed om, at de skal være et parti for det brede folk, og at man ikke skal ligge under for en elite af bankdirektører, kulturbosser og departementschefer,” lyder det fra Lars Olsen, der slår fast, at han blot ser sig selv som en af rigtig mange inspirationskilder.
“Jeg vil ikke ligne én, der står og slår mig for brystet,” som han siger.
Men han er enig i, at hans bøger i store træk rummer den samme analyse, som Mette Frederiksen har baseret sit nuværende politiske projekt på.
Blandt politiske analytikere blev Socialdemokratiets udspil om ret til tidlig pension for nedslidte fra 2019 og udlændingeudspillet fra 2018 set som de altoverskyggende elementer i udførelsen af denne strategi. Til venstre i fordelingspolitikken. Til højre i værdi- og udlændingepolitikken.
Den nye strategi, som Kaare Dybvad kalder for “Sass-doktrinen”, blev skåret ud i pap ved folketingsvalget i 2019, hvor Socialdemokratiet gik frem i landområder, i provinsbyer og blandt tidligere DF-vælgere, mens man måtte sige farvel til flere tusinde vælgere i de store byer, der i stedet søgte mod Radikale, SF og Enhedslisten.
Kaare Dybvad mener, at partiet har bevæget sig tilbage mod en mere klassisk version af den socialdemokratiske ideologi.
“Vi havde en uhyre globalistisk tankegang, der startede i 90’erne, og som fortsatte op gennem 00’erne og et stykke ind i 10’erne. Det er der kommet en modreaktion på nu, og det har vi været gode til at formulere på en socialdemokratisk måde,” siger han.
Netop Henrik Sass Larsen fremhæves af alle kilder som absolut nøglefigur i Socialdemokratiets forvandling. Det gælder både udviklingen af den nye kurs og Mette Frederiksens position i partiet, mens Helle Thorning-Schmidt er formand.
“Han har haft en nøglerolle på den måde, at han i løbet af Thorning-perioden indså, at Mette Frederiksen ville være den bedste til at bære partiet videre. Det gjorde, at der allerede fra 2014 kom ro over arvefølgen,” siger Thomas Larsen.
Sass Larsen smedede groft sagt en alliance mellem Mette Frederiksen og sine egne folk i partiet. Og med så stor succes, at det, som Thomas Larsen udtrykker det, er ironisk, at Henrik Sass gjorde sit forarbejde så godt, “at han faktisk ikke er savnet, nu hvor de først er i regering”.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Moderskibet og satellitterne
Tilbage i oppositionsperioden på Christiansborg fra 2015 til 2019 bevægede de nyvalgte folketingsmedlemmer sig langsomt tættere og tættere på partiets ledelse, i takt med at Mette Frederiksen fik brug for loyale folk, der kunne folde hendes projekt ud. Politikudviklinen og forandringen af organisationen hang sammen.
Konkret blev flere af de nye medlemmer sat i spidsen for at udarbejde en række politiske udspil, der blev lanceret i løbet af valgperioden. De skulle skabe kant til regeringen.
Mattias Tesfaye var bannerfører på det stort anlagte udlændingeudspil, Peter Hummelgaard stod bag et ulighedsudspil, Ane Halsboe var involveret i et børneudspil, Christian Rabjerg Madsen og Jens Joel lavede et miljø- og klimaudspil, mens Kaare Dybvad stod fadder til et boligudspil, der blev lanceret i dagene frem mod udskrivelsen af folketingsvalget i maj 2019.
I forbindelse med udarbejdelsen af de mange initiativer begyndte flere af bagmændene, herunder Peter Hummelgaard, Mattias Tesfaye, Astrid Krag, Jesper Petersen, Trine Bramsen, Simon Kollerup, Christian Rabjerg og Jens Joel at gøre mindre brug af de såkaldte konsortier, der normalt betjener partiets fagordførere. I stedet lod de sig i stigende grad betjene af gruppeledelsens sekretariat, der på Christiansborg går under navnet AIA (Analyse- og Informationsafdelingen).
Det er en vigtig organisatorisk pointe. Hvor konsortierne er små satellitkonstruktioner, der servicerer klynger af folketingsmedlemmer, der har beslægtede ordførerskaber, så er AIA moderskibet, hvorfra de overordnede politiske, strategiske og kommunikationsmæssige linjer bliver tegnet og koordineret.
I AIA var det i oppositionsperioden stabschef Martin Rossen, kampagnechef Martin Justesen og pressechef Mads Brandstrup (nuværende særlig rådgiver for Nicolai Wammen), der styrede butikken under opsyn af den politiske ledelse, der først og fremmest bestod af Mette Frederiksen, Henrik Sass Larsen og Nicolai Wammen, men også af andre folk fra gruppeledelsen, herunder de tidligere og nuværende ministre Morten Bødskov, Nick Hækkerup og Benny Engelbrecht.
Den resterende del af folketingsgruppen passede i langt højere grad deres fagområder sammen med de medarbejdere, der var ansat ude i de decentrale konsortier, hvor AIA spiller en mindre rolle.
Ifølge en kilde i Socialdemokratiet var der en fornemmelse af, at flere af de unge brugte AIA’s store mødelokale på anden sal som deres andet kontor, fordi der var mulighed for at vende stort og småt med AIA’s pressefolk, kampagnemedarbejdere og politiske rådgivere. Over tid er flere og flere ordførerskaber også blevet lagt over i AIA’s regi.
Ifølge kilder blev manøvren set som en måde, hvorpå den politiske ledelse kunne samle et stærkt hold af loyale løjtnanter, der var stærke og karismatiske, i laget lige under sig selv. Det blev primært tolket som en bevægelse mod en øget grad af topstyring, men også som en måde, hvorpå man lykkedes med at skabe mere opbakning og en større grad af loyalitetsfølelse over for det samlede projekt, fordi flere folk blev inddraget i processerne.
I den forbindelse blev det også bemærket, at de unge var og er spredt i partiets fire kaffeklubber, der i årevis har institutionaliseret og repræsenteret partiets forskellige fraktioner og fløje. Efter sigende skulle kaffeklubberne ikke længere være et udtryk for substantielle politiske uenigheder, men snarere som en metode til at fremme karrierehensyn og fordele poster ligeværdigt i gruppen. Modsat tidligere tider er det heller ikke længere uden for skiven at spise frokost og drikke fyraftensøl med folk fra andre kaffeklubber. Snarere tværtimod.
Men alligevel vakte det blandt kilder opsigt, at ledelsen med den nye konstruktion formåede at skabe et system, hvor de altid havde en loyalist med i rummet, når de forskellige kaffeklubber holdt møde.
“Det er den kritiske udlægning,” forklarer Karina Kosiara-Pedersen, lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Her forsker hun i partipolitik.
“Man kunne også sige, at man sikrer sig større forankring og engagement i projektet, hvis alle dele af partiet er repræsenteret.”
Hun påpeger, at metoden med at samle en gruppe af unge, engagerede medarbejdere omkring sig er en oplagt og ofte anvendt strategi, hvis man som ledelse vil opbygge noget nyt.
“Ledelsen undgår nogle politiske uenigheder, når de fravælger nogle, der har været med i mange år. Når man tager mindre erfarne, så får man måske også nogle, som er interesseret i at være meget loyale, fordi det så bliver nemmere at gøre en forskel. Det er en mere effektiv strategi end at sidde på bageste række,” lyder det fra Karina Kosiara-Pedersen.
Da Socialdemokratiet i juni 2019 genvandt regeringsmagten, betød det også, at en række af de tidligere medarbejdere i partiorganisationen kunne træde et skridt op ad karrierestigen.
Astrid Krag, Pernille Rosenkrantz-Theil, Trine Bramsen, Simon Kollerup, Mattias Tesfaye og Nicolai Wammen valgte nemlig alle at ansatte særlige rådgivere med en fortid i paritets sekretariat, da de blev ministre.
Bjarke Dahl Mogensen, der også har siddet i DSU’s Forretningsudvalg, blev særlig rådgiver i Undervisningsministeriet. Sofie Findling Andersen i Erhvervsministeriet, Josephine Ilchmann Jørgensen i Forsvarsministeriet, mens Lynne Birch Hansen og Kristian Gladbo Platz fortsatte i henholdsvis Social- og Indenrigsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet. Tidligere afdelingschef i partiet Mathias Secher fulgte med Nicolai Wammen over i Finansministeriet.
Dan Jørgensen ansatte Henrik Sass Larsens nære ven og tidligere særlige rådgiver Peter Strauss som sin særlige rådgiver i Klimaministeriet. Også Strauss har en lang fortid i DSU’s ledelse, og han er i dag gift med Ane Halsboe-Jørgensen.
Peter Hummelgaard ansatte uden for AIA-miljøet Michael Johnson, der dog også rådgav Hummelgaard i tiden som DSU-formand, mens Kaare Dybvad hyrede Helge Toksvig Bjerre, der kom fra en stilling i kommunikationsbureauet Kampagnekontoret, som Toksvig Bjerre selv drev siden 2018. I Miljøministeriet ansatte Lea Wermelin Mette Falkenberg, der tabte formandsvalget ved DSU-kongressen i 2004.
Da de nye ministre trådte ind i regeringskontorerne, fik flere af dem også selskab af nye embedsmænd, der også selv havde en fortid i eller tæt på partiet. Medierne kortlagde blandt andet, at undervisningsministerens nye presse- og kommunikationschef, Thomas Bro Sæhl, havde været særlig rådgiver for Astrid Krag og Villy Søvndal, mens Erhvervsministeriets nye pressechef, Mads Kolby, kom direkte fra et job som pressekoordinator i Mette Frederiksens valgkampagne. På samme måde var der et vist sammenfald, da Udlændinge- og Integrationsministeriet ansatte Pelle Dam, der var formand for SF Ungdom, da selvsamme Tesfaye sad i landsledelsen. En anden tidligere SFU-formand, Gry Möger Poulsen, der er søster til Thor Möger Pedersen, blev ny kommunikationschef i Klimaministeriet.
Derudover blev en række departementschefer, herunder i Statsministeriet og Finansministeriet, skiftet ud med topembedsfolk, der har arbejdet under Mette Frederiksens ministerskaber i Regeringen Helle Thorning-Schmidt. Mette Frederiksen selv fik selskab af sin tidligere departementschef fra Justitsministeriet, Barbara Bertelsen, mens finansminister Nicolai Wammen kunne byde velkommen til Peter Stensgaard Mørch, der også blev hyret ind som ny departementschef, da Mette Frederiksen residerede i Beskæftigelsesministeriet.
Det tiltrak i sensommeren 2019 en masse kritik både fra oppositionen og fra Debattørdanmark, der mener, at skellet mellem parti og centraladministration forsvinder i en magtfuldkommen gråzone af kammerateri.
Endnu mere kritisk opmærksomhed tiltrak Mette Frederiksens tidligere særlige rådgiver, Martin Rossen, sig, da han blev ansat som stabschef i Statsministeriet, hvorfra han skal drive Mette Frederiksens prioriteter frem over den politiske spillebane, selvom han ikke står til ansvar over for Folketinget.
Det var en kritik, der fik nyt liv i marts i år, da pressechef i Finansministeriet Sigga Nolsøe sagde farvel og tak med en afskedsbemærkning til Ritzau, der vakte opsigt på Christiansborg og omegn:
“Det er en svær stilling at have, hvis man ikke er professionel socialdemokrat.”
Velkalibreret socialdemokratisk kompas
Kaare Dybvad mener, at den overordnede diskussion om magtfuldkommenhed har fået liv, fordi de borgerlige partier ikke ved, hvordan de skal udfordre regeringen politisk.
Men han anerkender, at den nuværende S-regering har mindre berøringsangst over for magten end dens forgængere. Og her vender han som flere andre fra netværket tilbage til Thorning-Schmidt-tiden og nederlagserfaringen fra nullerne.
“Der var en oplevelse hos mange af dem, der havde at gøre med Thorning-regeringen, at vi nogle gange ikke turde bruge magten, og at vi var for forsigtige. Hvis det er erkendelsen, så er det vigtigt at komme tilbage og forandre noget nu, hvor vi er her,” siger Dybvad.
Ane Halsboe-Jørgensen, der i dag er minister for uddannelse og forskning, mener også, at tiden væk fra regeringskontorerne har formet og hærdet en generation af socialdemokrater, der på grund af de mange nederlag er pinligt bevidst om, at magt er forgængeligt, og at man derfor skal huske at bruge den, når man endelig har den.
“At være i politik uden at bruge magten til noget, det ligger meget langt fra os. Det er mit indtryk, at den tilgang har vægtet meget tungt for vores generation,” siger Ane Halsboe, der blev medlem af DSU i 1998.
Hun påpeger, at den nuværende generation af socialdemokrater også er rundet af nullernes “tæsken løs på den offentlige sektor, der især i den offentlige debat blev fremstillet som noget, der bare var en klods om benet”.
Hun nævner den omkalfatrende finanskrise og det politiske efterspil, der “bare river de der uligheder og uretfærdigheder helt op til overfladen”.
Disse faktorer har ifølge Ane Halsboe været med til at konstituere en generation, hvor det “socialdemokratiske kompas er meget, meget velkalibreret”.
Peter Hummelgaard er enig i, at den grundlæggende politiske analyse er meget rodfæstet i den nye generation.
“Men det har også haft den betydning, at vi er mange, der kender hinandens baggrund. Vi ved, hvordan hinanden tænker, og derfor kan vi finde ud af at håndtere interne uenigheder på en ordentlig måde,” siger han med henvisning til, at 16 ud af regeringens 20 ministre har en fortid i DSU.
Ifølge Peter Hummelgaard er hans egen generation af socialdemokrater, især dem, der er kommet i Folketinget i 2015, karakteriseret ved en “kæmpe kollektiv afsky over for de årelange interne personkampe, som vi jo selv på den ene eller anden måde har deltaget i”.
Han peger på formandsopgøret mellem Svend Auken og Poul Nyrup i 1992 som øjeblikket, hvor partiet blev kløvet i en højrefløj og en venstrefløj, hvilket har martret partiet til langt op i det nye årtusinde.
“Vi er rigtig mange, der kan se og mærke, hvor destruktivt det har været for partiet. Derfor har vi i fællesskab sagt, at det gider vi ikke. Jeg har ikke noget imod interne slagsmål, men det skal være politisk funderet,” siger Peter Hummelgaard.
Tværtimod betyder den påståede nyfundne socialdemokratiske harmoni, at konflikterne mellem ressortministrene bliver løst hurtigere end nogensinde. Det har embedsmændene fortalt, lyder det fra Peter Hummelgaard.
“Embedsmændene bruger ikke kræfter på at slås og pisse territorier af på vegne af deres minister. For vi er indstillet på, at vi er en del af det samlede fælles projekt.”
Han kan kun komme i tanke om en enkelt negativ konsekvens af, at regeringen i så høj grad er infiltreret af politikere med en fælles referenceramme fra påskestævnerne, kongresserne og festerne i DSU og andre politiske ungdomsorganisationer længere ude på venstrefløjen.
“Tingene kan blive indspiste, og vi kan komme til at tænke for ens. Det skal man være opmærksom på."
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Kyniske magtmennesker
Kaare Dybvad vil ikke gisne om, hvad der ligger til grund for, at store dele af den nye generation er lykkedes med at gå fra at være folketingsmedlemmer uden ordførerposter til højt bestaltede ministre på fire år.
“Jeg ved ikke, hvorfor det faldt sådan ud. Boligområdet var et område, der blev mere profileret i den seneste valgperiode,” siger han.
Ane Halsboe peger på, at en række af de nye ministre har fået en god politisk skoling i partiets ungdomsorganisation. Hun slår fast, at “der ikke er nogen, der melder sig ind i politik, fordi de har en plan om at blive ministre 20 år senere”.
“Men jeg har en oplevelse af, at de folk, du nævner, de har tænkt politik hele deres liv. I ungdomspolitik lærer man at slibe sine argumenter så stærke, at man bliver den, der skriver udspillet. Men man lærer også at lave kompromiser og kæmpe for det, man tror på.”
Peter Hummelgaard vurderer, at der var én åbenlys årsag til, at mange af dem hurtigt brød gennem lydmuren. Han mener, at Mette Frederiksen har skabt en organisation, hvor man får krydser i bogen, hvis man stiller sig frem på gruppemøderne og siger, hvad man mener. I ledelsen bliver det også bemærket, hvis man går i medierne og tager nogle af de svære bolde.
Og det har især været positivt for en række af de nye, unge, dynamiske og tænkende typer.
“Hun sætter pris på folk, der skriver, tænker og tør sige det højt. Vi er mange, der har grebet den chance, det er, at gruppemøderne er gået fra at være en orientering om, hvad vi mener, til at de nu rent faktisk bliver brugt til at introducere svære diskussioner om for eksempel en ny udlændingepolitik eller tidlig tilbagetrækning,” siger Peter Hummelgaard.
I den ældre del af folketingsgruppen er der også ros til de unge ministre, selvom de fleste fra den såkaldte mellemgeneration blev forbigået i ræset om ministerposter.
“Hvis du har et åbenlyst talent, så skal du jo ikke holdes nede,” lyder det fra Bjarne Laustsen, der blev valgt til Folketinget for første gang i 1992.
Efter valget var det kun den nuværende udenrigsordfører, Annette Lind, der gik i pressen og klagede sin nød over, at hun ikke kom med på ministerholdet.
I andre dele af partiet er vurderingen mere kontant. Men den er også anonym – i sig selv et udtryk for magtbalancen i partiet.
En kilde slår godt nok fast, at mange af de nye har nogle gode grundholdninger. Men de bliver også opfattet som karrieremennesker, der starter i politiske ungdomsorganisationer, hvor de har lært at tryne andre væk fra de pladser, de gerne selv vil have, og at de tydeligvis har forstået, hvordan man netværker, håndterer generalforsamlinger og vinder afstemninger, hvilket er evner, der også kommer én til gode på Slotsholmen.
En anden kilde i Socialdemokratiet fortæller, at der især var betydelige dele af folketingsgruppen, der undrede sig over, hvordan gruppen af tidligere SF’ere, der mere eller mindre havde været med til at køre et andet parti i sænk, pludselig kunne komme ind i partiet og lave en lynkarriere. Kilden beskriver den nye generation af pæne middelklassebørn som benhårde, kyniske magtmennesker, der har en god næse for, hvor indflydelsen i partiet er, og så kan holdningerne modereres efter forgodtbefindende.
Thomas Larsen fortæller, at det i meget høj grad var daværende gruppeformand Henrik Sass Larsen, der trak i trådene, da SF-holdet med Astrid Krag, Jesper Petersen, Thor Möger Pedersen og i særdeleshed Mattias Tesfaye på rekordtid kom ind i partiets centrale magtcirkler.
“Han havde et godt øje for deres politiske talent, så han har i meget høj grad været med til at forfremme dem. Det er en kendt sag, at det ikke var alle i folketingsgruppen, der sad og klappede i hænderne,” forklarer han.
Bjarne Corydon: S er en dansk udgave af polarisering og populisme
Peter Hummelgaard har svært ved at genkende det billede, der bliver tegnet af ham selv og hans kollegaer.
“Vi har forsøgt på godt og ondt at drive en politisk samtale og drive nogle diskussioner,” som han siger det.
“Der er nogle af os, der er tæt på ledelsen, fordi den består af nogle mennesker, vi har været enige med i mange år. Og så er det jo politik. Det handler om at vinde afstemninger, både i partiet og på generalforsamlinger. Det skal man ikke være naiv omkring.”
Han påpeger, at han under den tidligere ledelse var en af dem, der højlydt gav udtryk for holdninger, som gik lodret imod partiledelsen.
“Hvis det alene handlede om strategi, så ville man jo ikke gøre det,” siger han.
Og netop her, hos medlemmerne af den gamle ledelse, er kritikken af det nye netværk af personer og deres idéer kompromisløs og hård.
Bjarne Corydon, tidligere socialdemokratisk finansminister, er en af dem, der ikke kan få øje på storheden i Socialdemokratiets ideologiske revitalisering.
Den nuværende chefredaktør på Børsen mener, at det parti, han engang var medlem af, er en dansk materialisering af den “polarisering og populisme, vi ser i hele den vestlige verden”.
“De partier, der traditionelt har været fascineret af midten og har frigjort sig fra snærende ideologiske dogmer, de er blevet kastet ud mod fløjene igen. Det skete med Corbyn i Storbritannien, det blev forsøgt af Sanders i USA, og det er gennemført af Frederiksen herhjemme. Med den afgørende forskel, at hun dygtigt brugte udlændingepolitikken som løftestang til at vinde magten. Det er forkert at sige, at det her bare er en dansk udvikling, som skyldes en spændende idéudvikling i nogle debatbøger, som ingen læser,” siger Bjarne Corydon.
Han mener, at generationen udmærker sig ved at være den første af sin slags, der ikke er præget af 1970’ernes økonomiske sammenbrud, hvor man ifølge den daværende socialdemokratiske finansminister, Knud Heinesen, står og kigger ud over den herostratisk berømte afgrund.
“I 90’er og 00’erne blev det tævet ind i alle de ledende socialdemokrater, at man aldrig igen måtte miste befolkningens troværdighed på den økonomiske politik, og at økonomisk ansvarlighed var lig med høj beskæftigelse og dermed en socialdemokratisk hjertesag. Det kostede ti års ørkenvandring under Schlüter at svigte den tankegang. De, der havde lært af erfaringen, de er ude nu, eller også dukker de nakken. Nu er fortællingen, at det jo bare var så hyggeligt i 70’erne, fordi Anker Jørgensen var sød og socialdemokratisk,” lyder det fra Bjarne Corydon, der ikke længere er medlem af partiet.
Peter Hummelgaard synes, at Bjarne Corydons analyse rummer en “grad af åndelig dovenskab”.
“Det er en simplificering af, hvad politik er, og hvad midten er. I hans optik er der en højrefløj og en venstrefløj, og uanset hvad de måtte udtrykke, så har man løst opgaven, hvis man bare kan placere sig imellem dem. Da Bjarne Corydon havde en ledende position i partiet, så rendte man rundt som en høne uden hoved. Det var fuldsætning perspektivløst, for man havde ikke nogen idéer om, hvor man ville hen.”
Har du været med til at gøre partiet mere venstreorienteret på den økonomiske politik?
“Det er også en simplificering. Vi er ikke et dogmatisk parti, der står stille. Vi er er et parti, der skal finde svar på, hvordan man trækker samfundet i en mere retfærdig retning, når verden og samfundet udvikler sig.”
Der mangler en strategi
Karrierepolitikere eller ej. Ansvarsløse populister eller fritænkere og faddere til et nyt socialdemokratisk århundrede. Uanset hvad, så sidder de nu i magtens absolutte centrum.
Hvor meget coronakrisen har udskudt af Martin Rossen og Mette Frederiksens sirlige fireårige regeringsdrejebog, og hvor meget der er helt sløjfet, ved vi endnu ikke,
Status er, at den nuværende generation af socialdemokrater er lykkedes med at knæsætte en stor fortælling om, hvem de er, og hvor de vil hen med partiet. Og status er, at det i sig selv har været en meget vigtig prioritet for Mette Frederiksen de første 12 måneder af regeringsperioden. Og det fokus på fortællingen er nyt.
Lars Olsen forklarer problematikken ved at drage en parallel til Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft, 90’ernes store socialdemokratiske velfærdsingeniører, der begge var økonomer, og som fik deres primære politiske opdragelse i LO og Arbejderbevægelses Erhvervsråd.
“Hvis der var et samfundsproblem, så skulle de nok finde den skrue, der skulle skiftes, så maskinen kunne køre videre. Men vigtigheden i kommunikation og den store fortælling, det forstod de aldrig rigtigt. Det ligger til gengæld meget dybt hos den nye generation, og de er utrolig dygtige til det. Nogle fra den gamle generation vil måske sige, at de mangler noget strategisk og nogle mere detaljerede planer. Og det kan der være en pointe i. Det er vigtigt, at de ikke sander til i drift og enkeltsager,” lyder det fra Lars Olsen.
Kaare Dybvad mener på sin side, at regeringen har vist resultater. Han fremhæver sit eget indgreb mod udenlandske kapitalfonde, der køber sig ind på det danske boligmarked. Men han anerkender, at forskellige tider fostrer forskellige politikere.
“Forskellen på vores generation og tidligere generationer er, at substansen nok betyder mindre. De typer, der kunne stykke forlig sammen, men som ikke havde behov for at fylde i pressen og på sociale medier, de fylder mindre nu,” siger Kaare Dybvad.
Bjarne Corydon mener, at udviklingen er farlig. Han påpeger, at det kan have fatale konsekvenser, hvis kommunikationen og fortællingen bliver vigtigere end det politiske indhold.
“Hvis dit primære behov som politiker er, at du for alt i verden skal føles og mærkes på en speciel måde, så betyder det også noget for politikken. Så betyder det, at du ikke laver økonomiske reformer, og at du kun bruger penge og aldrig sparer penge. Det handler ikke om at være dygtig. De her mennesker kunne også sagtens skrue på velfærdssamfundets tandhjul, hvis de altså var villige til at betale den kommunikative pris for at tjene hele samfundets langsigtede interesser,” siger han og fortsætter:
“Tidligere har der været en generation af politikere, der i gode øjeblikke har syntes, at der var noget, der var vigtigt nok til, at de dybest set levede med, at deres politiske fremtid og eftermæle blev sat på spil i offentligheden. Tænk bare på Nyrup og efterlønnen. Men nu har du fået et gearskifte. Her er der nogen, for hvem det er et krav, at det under ingen omstændigheder må se dårligt ud. Og så må politikken tilrettelægges, så det passer efter fortællingen.”
Bjarne Corydon fremhæver forløbet omkring forståelsespapiret som et eksempel på, hvordan den nuværende regering lader formen trumfe det politiske indhold.
“Aldrig nogensinde har den yderste venstrefløj fået tilsvarende indflydelse på missionen for en socialdemokratisk regering. Og grundlæggende er problemet, at den økonomiske matematik ikke holder. Man kan ikke reducere 70 procent på klima samtidig med de ting, man vil gøre på velfærd, uden den slags reformer, man ellers har afskrevet. It’s not doable. Medmindre skatten stik imod alle løfter skal hæves, hvilket er massivt til skade for beskæftigelsen.”
“Nu virker det jo som en fjern fortid, men det var det, der var lige ved at blive klart, inden vi blev ramt af corona. Vi ser det også i regeringens klimaforslag, der jo slet ikke lever op til målet. Bukserne revner, hvis man skal finansiere sin politik rigtigt, hvilket jo nok gør det fristende at fortsætte med corona-gældsfinansiering.”
Længere til de 90 mandater
Peter Hummelgaard synes, at hans gamle partifælle skyder ved siden af i sin kritik.
“Det lyder mere som hans holdning end som en analyse af regeringen. Og i øvrigt har forståelsespapiret den karakter, det har, fordi det skulle kitte meget modsatrettede holdninger sammen. Det er ikke et regeringsgrundlag,” siger Peter Hummelgaard.
Han er ikke enig og siger, at han vil lade de politiske resultater tale. For når det kommer til stykket, er det den eneste reelle valuta i politik.
“Vælgerne er ikke dumme – og heldigvis for det. Og i modsætning til, hvad mange har troet, inklusive folk, der arbejder med politisk kommunikation, så kan folk godt gennemskue bullshit. Man kan ikke slippe afsted med at se godt ud, hvis man ikke leverer på det, og hvis der ikke er noget tyngde bag ordene.”
Ane Halsboe afviser også, at Socialdemokratiet ligger under for sin egen fortælling, når det kommer til den konkrete politik.
Men hun påpeger, at der her er en selvstændig pointe i, at der kun var socialdemokrater til stede, da Mette Frederiksen for et år siden skulle præsentere det nye ministerhold foran den grønne port på Amalienborg Slotsplads 27. juni.
Efter en periode, hvor den socialdemokratiske kompasnål har flakket for meget, har der været behov for en periode i regering uden andre partiers snærende bånd til at mudre billedet. Det skal være klart for enhver, at der er kommet nye boller på den socialdemokratiske suppe.
“Der er både fordele og ulemper ved vores konstruktion. Det er nemmere at give et klart billede af, hvad vi gerne vil med Danmark. Til gengæld er der længere til de 90 mandater. Men vi har haft brug for, at folk kunne se, hvad vi vil med vores politik,” slutter Ane Halsboe.