Debat

Forskere: Præstationskulturen findes ikke kun på uddannelserne

DEBAT: Vi skal tage de dramatiske tal for unges mistrivsel alvorligt, men det giver ikke mening at sygeliggøre en hel generation af unge, skriver Noemi Katznelson og Arnt Louw fra Center for Ungdomsforskning.

Vi må ikke sygeliggøre en hel generation af unge, skriver Noemi Katznelson og Arnt Louw, hhv. professor og lektor ved Aalborg Universitet.
Vi må ikke sygeliggøre en hel generation af unge, skriver Noemi Katznelson og Arnt Louw, hhv. professor og lektor ved Aalborg Universitet.Foto: /ritzau/Martin Zakora
Bjørn Strøm
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Noemi Katznelson og Arnt Louw
Hhv. leder af Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet, og lektor, Institut for Læring og Filosofi, Aalborg Universitet

Der mangler viden og nuancer i debatten om præstations- og perfektionskultur. Og en manglende skarphed i vores hverdagsbrug af ordene pres og stress.

I vores – og de unges – hverdagssprog synes vi i stigende grad at have brug for at sondre mellem en diffus oplevelse af at have meget at se til og så alvorlig stress i klinisk forstand.

Men sondringen handler også om, at vi skal balancere mellem på den ene side at tage nogle dramatiske tal for unges mistrivsel alvorligt, samtidig med at vi ikke må sygeliggøre en hel generation af unge.

Bekymret far
Det sidste stødte jeg, Noemi, for eksempel på forleden, da en far udtrykte bekymring over sin datter, fordi hun både gik op i skolen, klarede sig godt og dyrkede eliteidræt – og så lå bekymringen for præstationsdiagnosen jo simpelthen lige for!  

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Det er uhyre positivt, at der nu fra talrige politiske sider, blandt andet undervisningsministeren, uddannelses- og forskningsministeren og Mette Frederiksens side, kommer politisk fokus på præstationskulturen.

For den kalder i den grad på at blive løftet af den enkelte unges skuldre og blive til en diskussion om, hvordan vi strukturelt og kulturelt kommer til at producere et voksende mistrivselsproblem blandt unge.

Skylds-aben bliver kastet rundt fra uddannelsessystemet til forældrene og de sociale medier og så tilbage igen.

Noemi Katznelson og Arnt Louw
Hhv. professor og lektor ved Aalborg Universitet

Men for at få greb om problemet kræver det en analyse af årsagerne bag – og her opstår de politiske uenigheder, og analysen risikerer at blive mangelfuld.

For skylds-aben bliver kastet rundt fra uddannelsessystemet til forældrene og de sociale medier og så tilbage igen.

Fremtiden afhænger af et snit
Set fra et ungdomsforskningsperspektiv er problemstillingen kompleks, men kombination af tre forhold står tydeligt frem:

1) Kravene i uddannelsessystemet
2) præstationskulturen på uddannelserne  
3) en bredere perfektionskultur.

Altså forhold inde i uddannelsessystemet såvel som forhold udenfor.

Kravene/tempo i uddannelsessystemet handler om den drivende incitamentsstruktur. Som en elev fra STX formulerer det: "Det er karaktererne, det er ligesom hele min sådan fremtid, der afhænger af det snit, jeg får i 3.g, og de karakterer, jeg får nu, ikke?"

Og hertil kommer en mere generel oplevelse blandt de unge af, at uddannelsessystemet er blevet fyldt med begrænsninger, stopklodser, tidspres og regler.

Et andet og beslægtet forhold er præstationskulturen i uddannelsessystemet, som handler om det, der foregår inde på uddannelserne.

Som en elev på HHX fortæller om det at række hånden op timen: "Du bliver ikke klogere af det der (undervisningen, red.), du gør det jo kun for at få en god karakter."

Og der er selvsagt ikke en modsætning mellem at blive klogere og få karakterer, men der er ikke desto mindre blevet en tendens til, at fokus på præstationer på uddannelserne har fået et omfang, hvor det kommer til at stå i vejen for læringen.

Tabere og vindere
Endelig er det ikke alene uddannelsessystemet, der bærer ansvaret for udviklingen. Det gør også en bredere perfektionskultur, der ikke alene rammer de unge.

Den sætter sig igennem i ungdomslivet, som forventninger om, at man skal klare sig godt, skal se godt ud, have mange venner, likes osv.

Men også ved, at de unge bliver bærere af et normativt ideal om at skulle være perfekte og ved at forstå sig selv og hinanden som vindere og tabere.

Som en STX-elev fortæller: "Hvis man ligger nede i bunden, så vil man gerne være sammen med dem, der er helt oppe i toppen, og dem, der er oppe i toppen, vil også gerne være sammen med dem, der er oppe i toppen, for ligesom dem, der er i bunden, gerne vil hives op, så vil dem, der er oppe i toppen, ikke hives ned."

Dikotomisering af positionerne genkender vi fra populærkulturen, hvor talrige programmer som Bagedysten, X Factor, Robinson osv. handler om at udpege vindere og tabere. Om at være perfekt – eller fejle.

Perfektionskulturen er selvsagt ikke nem at komme til livs. Den kalder på såvel politisk handlen, som på at vi alle griber i egen barm og trækker i andre retninger.

Samtidig er det værd at hæfte sig ved, at det netop er i kombination med krav/tempo i uddannelsessystemet og en høj præstationskultur, at presset og grobunden for også udviklingen af egentlig stress opstår.

Og det skal vi tage alvorligt uden samtidig at blive bekymret for en hel generation af unge, som hører til blandt dem i verden, der trives bedst.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Arnt Vestergaard Louw

Lektor, Institut for Kultur og Læring, Aalborg Universitet
cand.mag., pædagogik, uddannelsesstudier, psykologi (Roskilde Uni. 2005) phd, institut for uddannelse og pædagogik (Aarhus Uni. 2013)

Noemi Katznelson

Professor, forskningsleder, Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet KBH, bestyrelsesmedlem, VIA University College, Tietgenfonden, Nordea-fonden
cand.mag. i pædagogik og historie, ph.d. i uddannelsesforskning (RUC 2004)

0:000:00