Stefan Hermann: Lad der ikke gå selvsving i trivselsdebatten

DEBAT: Vi skal ikke være så bange for, at børn eller unge skal opleve nederlag, at vi ikke lader dem møde modstand, skriver Stefan Hermann, der er rektor på Københavns Professionshøjskole.

Af Stefan Hermann
Rektor, Københavns Professionshøjskole og Formand for Danske Professionshøjskoler

Når vi debatterer trivsel i uddannelsessystemet, sitrer det altid en smule i mig. På godt og ondt. For det første, fordi de sidste 15-20 års opmærksomhed på børn og elevers trivsel er en civilisatorisk gevinst.

Vi har en vigtig opgave i at sikre, at børn og unge har de rette vilkår for deres udvikling og dannelse. Men jeg får hang til at lade min revolver, når der på den anden side går selvsving i trivslen.

Så jeg vil – med åbenlys fare for at blive sat i skammekrogen som en pædagogisk onkel gammelfar – afslutte denne debat med en nuance på, hvordan vi arbejder med at sikre trivsel i folkeskolen. Og i uddannelsessystemet i det hele taget.

Fra folkeskolen og resten af vejen gennem uddannelsesverdenen tror jeg, at vi aldrig har gjort så meget som nu for at sikre børn og elevers trivsel. I skole og udenfor.

Alene i folkeskolen har vi legegrupper, tusindvis af forældre, der aktivt våger over ubalancer socialt og mentalt, vi har centrale og decentrale antimobbepolitikker og stribevis af andre tiltag, som skal sikre, at børnene trives og integreres med hinanden socialt. Meget fulgt op af hyppige surveys og undersøgelser.

Kappestriden handler i dag ikke alene om test, karakter og andre attråede indikatorer på faglighed, men gestalter sig også som konkurrencer mellem kommuner og skoler om at performe på trivselsindikatorer.

Forældre er tæt på skolen
Det er, som om den sociale integration mellem børnene (og forældrene) vokser sig så stor, at den faglige integration i klasselokalet, i undervisningens mulige tryllekreds, taber terræn og i stedet bliver det sted, hvor hver enkelt præsterer og rangeres. Overintegration socialt, individualisering fagligt.

Dette er ikke en beskrivelse af det dyrebare arbejde, som lærere og pædagoger laver i skolen, men derimod af tendenser, som netop risikerer at rive skolens opgave fra hinanden.

Mine forældre satte formentlig (lidt hårdt skåret) ikke deres fødder på min folkeskole mere end tre gange. På første skoledag, på sidste skoledag, og så den ene gang, hvor der var krisemøde, da de fysiske rammer for klassen var blevet uhjælpeligt ringe.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har været på mine børns skole. Aldrig har forældrene været så tæt på skolen som i dag og på hinanden som forældre.

Aldrig har børnenes personlige og sociale liv været så koreograferet; ikke alene i målrettethedens og præstationsorienteringens navn, men planlagt ved trivselsalteret. I skolen og uden for skolen.

Gør ikke børnene en bjørnetjeneste
Men livet har også sin egen ustyrlighed. Alle kommer før eller siden til en erkendelse af, at ikke alt lader sig gøre eller kontrollere.

Nogle gange indkasserer man et nederlag, enten på grund af egen utilstrækkelighed, eller bare fordi også børne- og ungdomslivet har sin egen uforudsigelighed.

Det er en modningsproces, og i en modningsproces er det især vigtigt, hvordan vi evner at håndtere modstand og modspil, risici og farer og ikke alene motivation og glæde.

Derfor kan vi på længere sigt gøre børnene en bjørnetjeneste, hvis vi her og nu altid stræber efter, at trivslen i jagten på det sømløse flow er uden huller og sprækker.

Afsættet for debatten om trivsel er jo netop ønsket om et helt og fuldt levet liv, og hvis barnets virkelighed iscenesættes uden sten på vejen, så vil det gøre urimeligt ondt, når barnet på et tidspunkt møder modstand, fremmedhed og en anderledeshed, det ikke selv har valgt.

Vi skal ikke genskabe den udbredte mistrivsel fra den sorte skoles tid, men vi må ikke gøre angsten for børnenes nederlag til en ret til succes og velvære. Også selvom det nogle gange giver knubs.

Man kan ikke smile sig til at køre på cykel, som professor Lars-Henrik Schmidt engang sagde.

Forrige artikel Kraka: Enhedslisten snubler i dynamiske effekter Kraka: Enhedslisten snubler i dynamiske effekter Næste artikel Thyra Frank:  Mange medarbejdere vil gerne arbejde mere Thyra Frank: Mange medarbejdere vil gerne arbejde mere