Debat

Forsyningsselskab: Neksts anbefalinger mangler det vigtigste – en slutdato for naturgas

Nekst-gruppen er kommet med anbefalinger til udfasningen af naturgas i danske hjem. Det er en mavepuster, at en konkret slutdato for naturgas mangler i anbefalingerne, skriver Michael Brandt.

Det er et politisk ønske, at fremtidens varme baseres på strøm. Derfor skal det i den grad tages alvorligt, når danskerne bliver ved med at installere nye gasfyr i bryggerset, skriver Michael Brandt.
Det er et politisk ønske, at fremtidens varme baseres på strøm. Derfor skal det i den grad tages alvorligt, når danskerne bliver ved med at installere nye gasfyr i bryggerset, skriver Michael Brandt.Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Michael Brandt
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Torsdag 14. marts kom Nekst med en række konkrete anbefalinger til udfasningen af naturgas i de danske hjem.

Selvom der bestemt er gode takter at spore, har arbejdsgruppen tilsyneladende helt overset det allervigtigste greb, da anbefalingerne skulle skrives ned: En konkret slutdato for gassen.

Læs også

Med krigen i Ukraine som tragisk bagtæppe har politikerne meldt ud, at vi skal være uafhængige af russisk gas.

Det er ikke kun et spørgsmål om grøn omstilling. Det er også af sikkerhedspolitisk nødvendighed. Alligevel har Nekst ikke fundet det nødvendigt at indlemme en slutdato for gassen i anbefalingerne, og det er i bedste fald bekymrende.

I værste fald er det en direkte mavepuster på både sikkerhedspolitikken og den grønne omstilling. Det er der om noget ikke brug for lige nu, når vi kigger på boligejernes adfærd.

Boligejere holder fast i gasfyr

Børsen beskrev i en artikel 25. februar 2024, hvordan salget af nye gaskedler er brandvarmt, mens salget af luft-til-vand-varmepumper dykkede med 41 procent i 2023 i forhold til året før. 

Boligejere skifter med andre ord deres gamle gasfyr ud med nye frem for at skifte til fjernvarme, varmepumpe eller andre alternativer.

Selvfølgelig har prisen noget at sige, når man vælger varmekilde.

Michael Brandt
Administrerende direktør, Fors A/S

Det bør få alle alarmklokker til at ringe, for det betyder, at incitamentet for den enkelte til at bidrage til den grønne omstilling ved at udskifte sin opvarmningsform kan ligge på et meget lille sted.

En del af forklaringen på det kan findes i samme artikel.

Der står nemlig, at 40 procent af Danmarks 400.000 gasopvarmede boliger i 2023 fik en 'måske'-melding fra deres kommuner om, hvorvidt de kunne forvente at blive tilbudt fjernvarme - uden en tidshorisont for hvornår den endelige afklaring så forventes at foreligge.

Ifølge kommunerne er det en uundgåelig konsekvens af den korte tidsfrist – og for de berørte boligejere er det et stykke fra statsministerens politiske melding om, at de skulle have 'klar besked' om muligheden for fjernvarme inden udgangen af 2022.

Lave gaspriser bremser skiftet til nyt

At prisen på gas er den laveste i tre år, er i høj grad også en faktor, der på den korte bane fjerner det økonomiske incitament for at skifte opvarmningsform. 

Selvfølgelig har prisen noget at sige, når man vælger varmekilde. Ligesom den har i alle mulige andre henseender for de fleste af os. Det oplever vi også lige nu i forhold til fjernvarme.

Læs også

Gasprisen er lav, og der er dermed ikke en brændende platform for udskiftning af opvarmningsform. 

Men det er vigtigt at gøre sig klart, at et nyt naturgasfyr kun er en løsning på den korte bane.

Tiden er løbet fra gode intentioner og grønne ambitioner.

Michael Brandt
Administrerende direktør, Fors A/S

Naturgas og biogas skal fortsat være en del af det europæiske energinet, men det er tiltænkt industrivirksomheder og som reserve i fjernvarmeproduktionen. 

Det er et politisk ønske, at fremtidens varme baseres på strøm. Derfor skal det i den grad tages alvorligt, når danskerne bliver ved med at installere nye gasfyr i bryggerset.

Tiden er løbet fra gode intentioner og grønne ambitioner. Uret tikker, og fjernvarmeprojekt efter fjernvarmeprojekt lægges i graven.

Hvis politikernes ambition om at udfase gassen fra de danske hjem skal tages alvorligt og ikke mindst realiseres, er der brug for klokkeklare incitamenter for den enkelte og konkret politisk handling - nu.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Michael Brandt

Fhv. adm. direktør, Fors
Linjeofficer (Hærens Officersskole 2000), MBA (Hærens Officersskole 2004), Cand.scient.pol. (SDU 2009), CBS Bestyrelsesuddannelsen (CBS 2022)

0:000:00