Hans Rosling i ny bog: Verden er et meget bedre sted, end vi tror

Af Adam Holm
Ph.d. i historie og journalist

Hans Rosling blev født i Egypten, hans mor så dagens lys i Zambia, bedstemoren i Lesotho og oldemoren i Afghanistan. Det lyder eksotisk og kosmopolitisk, men dog var de alle pæresvenske.

Rosling bruger disse landeeksempler i sin bog Factfullness, som er skrevet sammen med sønnen Ola og svigerdatteren Anna, til at illustrere, på hvilke niveauer Sverige har befundet sig.

Da han selv blev bragt til verden i 1948, lå Sverige med hensyn til befolkningens sundhed og velstand der, hvor Egypten befinder sig i dag. I sit virke som statistiker og professor i international sundhed, definerede den lægeuddannede Rosling i sin tid fire globale indkomstniveauer.

Det gjorde han i en slags protest imod at forstå verden i to modsatrettede kategorier af henholdsvis højindkomstlande og lavindkomstlande. Der er flere nuancer end som så, bedyrede Rosling og udviklede sin såkaldte gapminder, der i al sin kompleksitet tager sigte på at forholde sig til størstedelen og ikke stirre sig blind på sort-hvide ekstremer.

For en mand, der efterlyser viden, nuancer og konkrete data, er han forbløffende unøjagtig i sin henvisning til ’medierne’.

Adam Holm
Ph.d. i historie og journalist

Niveau et er karakteriseret ved en indkomst på omkring en dollar om dagen. Det var det Sverige – læs: Afghanistan – hans oldemor blev født i. Da bedstemoren og moren blev født i henholdsvis 1891 og 1921, var der en vis fremgang at spore. Indtægterne var lidt højere, det samme med befolkningens levealder og uddannelsesgrad.

Bedstemoren nåede at opleve et Sverige, som var kommet helt op i tredje niveau med stabile indkomster, køleskabe, rindende vand i hanerne, videregående uddannelser og offentlig lægehjælp.

Morens generation – og Roslings egen – opbyggede og oplevede et Sverige, som rykkede til toppen af fjerde niveau, hvor et vist overskud på kontoen er normalt, ferie en selvfølgelighed og materiel armod bortskaffet.

Mirakuløse fremskridt 
Med denne pædagogiske opstilling viser Rosling, hvordan verden, den nære og velkendte, men også den lidt større uden for familiens revir, har forandret sig til det bedre. Ikke at hverken ekstrem fattigdom eller rigdom er en saga blot, men menneskeheden har i løbet af tre generationer gjort en lang række fremskridt, som Rosling ikke tøver med at kalde ”mirakuløse”.

De er imidlertid også, hævder han, fortsat ”ukendte”, hvorfor det blev hans mission at forsøge at gøre indflydelsesrige folk kloden over, for eksempel politiske beslutningstagere, embedsmænd, virksomhedsledere, opinionsdannere og journalister, opmærksom på verdens sande tilstand.

Og hvad er den så? På en lang række punkter, 32 i alt, som blandt andet omfatter spædbørnsdødelighed, vaccinationer, sygdomsbekæmpelse, energiløsninger, skolegang, hungersnød, ozonudslip og demokrati, kan Rosling påvise, at adskillige ”forfærdelige fænomener” er blevet sejlet agterud, og markante forbedringer er trådt i stedet.

Skru ned for det herskende sortsyn
Bogens gentagne budskab er, at ’gap-instinktet’, altså tendensen til at betragte verden som et enten-eller, er uholdbart. Hovedparten af jordens befolkning – 75 procent ifølge Rosling - lever i mellemindkomstlande, lande i niveau tre, hvor man er integreret i den globale samhandel og kan anskaffe sig varer som shampoo, motorcykler, hygiejnebind og smartphones.

På samme måde som for eksempel den canadisk-amerikanske filosof Steven Pinker gør i sin nye omdiskuterede bog Enlightenment Now – The Case for Reason, Science, Humanism and Progress (Viking Publisher 2018), slår Rosling fast med en række såvel selvoplevede som statistisk velunderbyggede eksempler, at vi kan godt kan skrue ned for tidens herskende sortsyn.

I modsætning til moralisten Pinker, der mener, at disse mange fremskridt udspringer af oplysningen og derfor bør kunne stække nationalistisk populisme og Trumps ’America First’-logik, er Rosling ikke så åbenlys i sine politiske målsætninger.

Rosling advokerer for, at hans ’factfulness’ bør være uomgængelig lærdom for medier, aktivister og politikere. For at sikre kritisk og selvstændig tænkning slår Rosling til lyd for at lære skolebørn, at verden har rykket sig gevaldigt i en bedre retning, og at mediernes hang til drama og stereotyper ikke tilnærmelsesvis beskriver virkeligheden, som den (også) er.

Det gælder om at følge med og holde sig orienteret, formaner Rosling i en advarsel mod at hænge fast i forældede forestillinger. Som han et sted bemærker, er de officielle data fra FN en slags lykkepille, som kan bortmane det negative verdensbillede, som ellers er ganske udbredt.

Roslings egne generaliseringer 
Fra start til slut mærkes det, at den er gal med medierne. Han har en pointe og så alligevel ikke. For en mand, der efterlyser viden, nuancer og konkrete data, er han forbløffende unøjagtig i sin henvisning til ’medierne’.

Alle bliver skåret over én kam, og i den forstand synes Rosling at have kæmpet imod stråmænd og vejrmøller snarere end reelle modstandere. Jovist, der er en tendens til at forenkle og tilspidse historier i mange medier, men der er sandelig også det modsatte. Han har tilsyneladende ikke stiftet bekendtskab med medier, der har ’graver-grupper’ og går akademisk til værks i deres research.

Jeg bør for en god ordens skyld påpege, at jeg optræder i bogen. Ikke ved navns nævnelse, men som ”den danske journalist”, der i et ”smart tv-studie i København” stillede et spørgsmål til Roslings vidensgrundlag.

Et interview i Deadline i 2015 udløste en salve, som siden gik sin sejrsgang på de sociale medier og blev vist i alverdens tv-programmer, naturligvis med den overlegne statistiker i heltens rolle og den dumme mediemand – mig, sagde hunden – som latterlig skurk. ”Jeg benytter statistik fra Verdensbanken og FN, og det er ikke kontroversielt. Der er ikke noget at diskutere. Jeg har ret, og du tager fejl!” lød Roslings tiljublede udgangsreplik.

Ret havde han bestemt et langt stykke hen ad vejen, sådan som hans efterladte værk til fulde dokumenterer. Man kan hive mange brugbare oplysninger ud af siderne og i øvrigt fornøje sig med Roslings sjove og mundrette sprog, der også sikrede ham stor popularitet som foredragsholder. Han er en fortrinlig formidler, men han var også fikseret på, at stort set ingen andre end hans egen Gapminder Foundation havde fat i den lange ende. Særligt ikke medierne.

Det er en heftig fordom, der ironisk nok minder om de forskelsløse generaliseringer, Rosling hævdede at ville bekæmpe. Han skyder ikke hele foden af sig selv, men et par af tæerne ryger i købet.

Hans Rosling (med Ola Rosling og Anna Rosling Rönnlund): Factfulness. Oversat fra engelsk af Annemette Goldberg. 376 sider, 299,95 kr., Lindhardt og Ringhof.