Harun Demirtas: Regeringen må gribe ind over for omfattende social kontrol

Regeringen har planer om at føre en meget børnevenlig politik, der har fokus på at tvangsfjerne børn hurtigere, når de bliver svigtet. Det synes jeg er en fin holdning at have. Ingen børn fortjener at leve i utrygge rammer.

Andre politikere og debattører mener omvendt, at tvang ikke løser problemet, og at man derfor er nødt til at støtte forældrene, så de stadig kan bevare kontakten til deres børn og samtidig få hjælp til at blive bedre forældre. Det er også en fin tanke.

Men hver gang politikerne taler om utrygge rammer for børn, tænker jeg på danskere med min farve og med muslimsk baggrund, som ikke må elske, hvem de vil, og som ikke må leve det liv, de ønsker sig. Hvorfor taler regeringen ikke om den usynlige magt og sociale kontrol?

Man er egentligt ikke barn, når man har den alder, jeg har. Men jeg kan stadig mærke social kontrol, når jeg ser mod mine rødder.

Regeringen kan ikke tvangsfjerne mig, og det har jeg ikke noget ønske om. Men det undrer mig, at regeringen ikke har sagt et eneste ord om den sociale kontrol, som har større magt end lov over mange mennesker i Danmark. Hvordan vil regeringen hjælpe kvinder og LGBT+-personer med anden etnisk baggrund i Danmark?

Vores integrationsminister har en fin sætning, der gik viralt på sociale medier: Når demokrati og religion støder sammen, er det Gud, der har vigepligt.

Båndet mellem barn og mor skulle være det stærkeste bånd, men selv det bånd kan vise sig at være svagere end den sociale kontrol.

Harun Demirtas

Det er en fin sætning. Men det er desværre ikke det, der sker. Hvis man skal frigøre sig fra social kontrol, skal man forlade sit hjem og sin familie. Spørger man mig, er det ikke frigørelse. Det er flugt!

I mit 30 år lange liv har jeg mødt mange mennesker og haft mange samtaler. Nogle af de samtaler, jeg aldrig glemmer, er dem, jeg havde, da jeg arbejdede frivilligt for landsforeningen for bøsser, lesbiske og transpersoner for nogle år siden.

Ved ungdomstelefonen, og når jeg skulle besvare mails, var der utallige forældre, der henvendte sig til os, bare for at høre, hvordan man som forældre kan hjælpe sit barn med at springe ud eller få flere kontakter i LGBT+-miljøet. Det var forældre, der elskede deres børn højt, uanset hvilken seksualitet de havde.

Da jeg bagefter rettede mit blik mod den kultur, jeg har mine rødder i, læste artikler og så nyheder om, hvordan man blev straffet både af sine egne tætteste, men også af regeringen, kun fordi man var homoseksuel eller forelskede sig i den person, man selv ønskede sig, tænkte jeg, at det var uretfærdigt. Hvorfor gjaldt menneskesynet hos Jespers familie ikke også for Ahmed?

Det handler naturligvis heller ikke kun om LGBT+-personer. Der er også kvinder, der ikke må vælge, hvem de vil giftes med. Og så sent som for en uge side skrev Berlingske om den rystende rapport udarbejdet af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, som viser, at nogle kvinder heller ikke må få skilsmisse i Danmark.