Hun kom, hun så, hun afskaffede en helligdag: Louise Schack Elholm blev en kirkeminister til historiebøgerne

"Der var så meget mere, jeg skulle nå," siger Louise Schack Elholm om skuffelsen over at måtte forlade posten som kirkeminister. På trods af kort tid i ministerstolen nåede hun alligevel at tage historiske beslutninger.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Peter Ingemann Nielsen

Hun lignede det perfekte match.

Kendte kirkeområdet ud og ind. Havde godt med politisk erfaring. Og havde et nært forhold til folkekirken og kristendommen.

Men Louise Schack Elholms 11 måneder som kirkeminister endte med at blive alt andet end en dans på roser.

En historisk beslutning om at afskaffe en helligdag gjorde Venstre-kvinden særdeles upopulær i visse folkekirkelige kredse.

Dermed endte hun med at bekræfte det, som den tidligere statsminister Thorvald Stauning vist nok engang skulle have sagt: Hold fred med de hellige, ellers er fanden løs.

Fred var der nemlig ikke meget af, selvom Louise Schack Elholm udadtil gjorde en dyd ud af at tale om dialog, rummelighed og respekt.

Da hun på overdragelsesdagen i Kirkeministeriet skulle give et godt råd til sin efterfølger Morten Dahlin (V), lød det: Lad være med at afskaffe en helligdag.

Knap tre uger efter at Louise Schack Elholm fik frataget sin ministerpost, møder Altinget hende på hendes nye kontor på Christiansborg.

Et hårdt år

Hun har overtaget sin mand Torsten Schack Pedersens kontor. Han er blevet politisk ordfører i Venstre og har derfor overtaget Morten Dahlins kontor. På den måde går det hele op.

Der er nu alligevel noget med indretningen af kontoret, som Louise Schack Elholm gerne vil se på. For eksempel er det en ulempe, at stolene har et så højt armlæn, at de ikke kan skubbes ind under bordet.

Ansatte har Louise Schack Elholm heller ikke fået endnu. Der er derfor mange ting ved hendes nye tilværelse på Christiansborg, der er markant anderledes fra tilværelsen som minister.

"Det var et privilegie at være minister, men det er også et privilegie at være folketingsmedlem. Og jeg kan stadig have interesse for det kirkelige, selvom jeg ikke er kirkeordfører," fortæller hun.

Louise Schack Elholm er nu erhvervsordfører, men har også fået en plads i Kirkeudvalget.

"Jeg vil gerne bevare kontakt med kirkeområdet stadigvæk. Men det er vigtigt for mig at give plads til min afløser," forklarer hun.

Det var en svær sag at skulle løse. Selvfølgelig var det det. Og der var jo ingen inden for kirkeområdet, der ønskede, at den skulle forsvinde.

Louise Schack Elholm
Folketingsmedlem, Venstre

Hun nåede lige godt 11 måneder i ministerkontoret på Frederiksholms Kanal. Hun er ked af, at det ikke blev til mere.

"Selvfølgelig er jeg ærgerlig over det," siger hun og fortsætter:

"Der var så meget mere, jeg skulle nå. Men jeg har også nået meget, vil jeg sige. Det har, som alle ved, været et hårdt år. Jeg har taget nogle svære beslutninger."

Urørt land

Louise Schack Elholm nåede ikke engang at være kirkeminister i to uger, før hun skulle igangsætte processen med at afskaffe store bededag.

Hun stod reelt uden et valg.

Terningerne var kastet, da beslutningen om at afskaffe store bededag allerede var truffet, inden hun blev udnævnt til minister, eftersom det var en del af regeringsgrundlaget.

"Det var en svær sag at skulle løse. Selvfølgelig var det det. Og der var jo ingen inden for kirkeområdet, der ønskede, at den skulle forsvinde. Jeg gjorde det så godt, som jeg kunne. Og jeg er glad for, at jeg formåede at få samarbejdet op at køre igen bagefter. På sin vis er jeg glad for, at det er mig, som skulle tage nogle af de svære beslutninger," siger hun.

Det var ikke en idé, der opstod på dit ministerkontor. Hvordan var det at parere sådan en ordre?

"Man er en del af et kollektiv. Og man spiller på det hold, man er en del af. Jeg har altid været holdspiller."

"Det kan godt være, at man ikke bliver populær på det. Men ellers var der en anden, der havde gjort det. For mig at se er det et spørgsmål om at gøre det på en måde, så man stadig bevarer det fine bånd, der er mellem stat og kirke. Og jeg har gjort mit bedste for, at vi stadig har det."

Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Var der noget i processen omkring bededag, man kunne have gjort anderledes?

"Jeg var helt ny minister. Så selvfølgelig var der ting, man kunne have gjort anderledes. Hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved nu, havde jeg indkaldt til mere formelle møder tidligere."

Med biskopperne blandt andre?

"Ja. Man skal finde ud af, hvordan man griber tingene an i et ministerium. Og det var der ikke kutyme for at gøre," siger hun og tilføjer med et smil: "Der var så heller ikke kutyme for at afskaffe en helligdag, så det er jo lidt urørt land."

Kunne have nået mere

Afskaffelsen af store bededag var ikke den eneste beslutning, der har givet Louise Schack Elholm en plads i historiebøgerne.

Også folkekirkens undtagelse fra ligebehandlingsloven måtte lade livet under Louise Schack Elholms ministertid.

Undtagelsen betød, at menighedsråd måtte afvise kvindelige ansøgere til præstestillinger på grund af deres køn. Men det nåede Venstre-kvinden at sætte en stopper for.

I dag ser hun med tilfredshed tilbage på forløbet, som handlede om at have en dialog med alle folkekirkens parter – også de missionsbevægelser, som er imod afskaffelsen af undtagelsesparagraffen.

"Det var vigtigt for mig at inddrage hele folkekirken. Der er ingen tvivl om, at folkekirken indeholder mange forskellige retninger. Derfor skulle det foregå på en dialogbaseret måde, hvor jeg lyttede til bekymringerne. Det formåede jeg at gøre," siger hun og fortsætter:

"Jeg er glad for, at vi er nået til et resultat, hvor kirken stadig står samlet. Der har været en stor bekymring for, om folkekirken havde plads til de missionske bevægelser. Det synes jeg bestemt, folkekirken har plads til."

Jeg ville gerne have siddet længere. Ikke på grund af ministerbiler. Men fordi der var så meget, jeg skulle nå.

Louise Schack Elholm
Folketingsmedlem, Venstre

Men selvom Louise Schack Elholm tog historiske beslutninger, er der alligevel ting, hun ærgrer sig over ikke at have nået.

Hun når for eksempel ikke at følge op på den arbejdsmiljøundersøgelse i folkekirken, som Kirkeministeriet igangsatte i sommer.

Og så ville hun også gerne have taget fat på udfordringen med middelalderkirker i landdistrikterne, der kræver mange ressourcer at vedligeholde.

"Jeg ville gerne have siddet længere. Ikke på grund af ministerbiler. Men fordi der var så meget, jeg skulle nå," siger hun og uddyber:

"Havde jeg siddet længere tid, havde jeg også nået mere, fordi jeg er meget effektiv. Men det gjorde jeg ikke. Og sådan er livet nogle gange. Jeg tror, jeg har nået mere i min ministertid end mange andre kirkeministre. Og det til trods for, at jeg er en af dem, der har siddet kortest tid. Tid er ikke den eneste faktor, der gør sig gældende."

Kirkeministre sidder generelt i kort tid. Siden år 2000 har der været 13 ministre på området. Men ingen har taget lige så tunge og omdiskuterede beslutninger som Louise Schack Elholm.

Hun råder ikke kommende kirkeministre til at tage tilsvarende beslutninger.

"Nu har jeg ligesom taget den tørn. Så er der ingen grund til at gøre det igen."

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Louise Schack Elholm

MF (V), fhv. kirkeminister, minister for landdistrikter og for nordisk samarbejde
cand.polit. (Københavns Uni. 2006)

0:000:00