I SVM-regeringens første halvår har Rosenkrantz-Theil været mere social- end boligminister

Efter en valgperiode og ikke mindst en valgkamp, der i disse spalter blev beskrevet som et historisk højdepunkt for boligpolitikkens placering i den politiske debat, har området i det første halve år af SVM-regeringens levetid igen tabt momentum. 

Det er der mindst tre gode forklaringer på: den praktiske, den politiske og den personlige. 

Den rent praktiske lyder, at Boligministeriet og Boligstyrelsen for anden gang på bare et år er blevet flyttet, først fra Transportministeriet til Indenrigsministeriet og med regeringsdannelsen derfra videre til Socialministeriet. Ændrede arbejdsgange og nye kollegaer for embedsmændene er ikke opskriften på et strømlinet regeringsapparat.  

Den politiske er, at de to regeringspartier Socialdemokratiet og Venstre ser meget forskelligt på boligsektorens udfordringer og løsningerne på dem, og derfor er den ellers umiddelbart handlekraftige flertalsregering lige på boligområdet måske ikke så handlekraftig igen.  

Den tredje forklaring er, at social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil i de første seks måneder af regeringens levetid har været betydeligt mere optaget af det ene ressortområde end det andet.

Det er i hvert fald opfattelsen blandt boligordførere og brancheaktører, der betragter ministerens præstation som boligminister som nærmest anonym. 

Tekniske justeringer 

Forårets konkrete boligpolitiske resultater er da også til at danne sig overblik over: 

I maj faldt der to mindre aftaler på plads, da regeringen først sikrede sig bredt flertal til at gennemføre en række nærmest tekniske justeringer af bygningsreglementet, såsom afskaffelsen af krav om elevatorer i midlertidige ungdomsboliger og indførelsen af et nyt om niveaufri adgang til enfamiliehuse.  

Samtidig blev det besluttet, at der skal gennemføres en række analyser, der kan danne grundlag for egentlig politik i fremtiden.

Det drejer sig blandt andet om en analyse af, hvordan huslejenævnene kan nedbringe deres sagsbehandlingstider, og en anden, der egentlig skulle have været færdig allerede i foråret, som skal kaste lys over, hvordan andelsboligen kan få en revitalisering som boligtype. 

På listen over politiske resultater skal også nævnes, at forligskredsen bag strategien for bæredygtigt byggeri i maj blev enige om, at genbrugsmaterialer fremover ikke skal tælle med i klimaregnskaberne for nye bygninger.  

Noget er der altså sket.  

Social over bolig 

Ikke desto mindre er opfattelsen blandt ordførere og centrale lobbyister i bygge- og boligsektoren, at området er røget alvorligt langt ned på prioriteringslisten for både SVM-regeringen og den nye minister. 

Den værdipolitiske debat om blandede byer og boligområder, som tidligere boligminister Kaare Dybvad Bek blev ansigtet på fra 2019 og frem til regeringsrokaden i 2022, er i det store og hele forstummet. 

Der har heller ikke været samme ildebrande at slukke, som efterfølgeren Christian Rabjerg Madsen tog sig af, da han først hævede maksimumbeløbet i almenbyggeriet og senere satte en dæmper på de med inflationen potentielt hastigt stigende huslejesatser. 

Men den nye minister har ikke – før hun her kort før sommerferien i Politiken luftede idéen om at få almene boligforeninger til at tilgodese skilsmisseforældre – selv gjort nogle alvorlige forsøg på at udstikke en ny retning rent boligpolitisk.

I hvert fald ikke af den slags, som offentligheden har fået indblik i. Men det er måske ikke så underligt.  

Tungt socialpolitisk arvesølv 

På socialområdet har der nemlig været tryk på kedlerne for ministeren, der sideløbende har lovbehandlet den centrale Barnets Lov og den store reform af hjemløseområdet.

Sidstnævnte kobler social- og boligområdet ved at implementere housing first-principperne, så kommunerne får større incitament til at finde en permanent bolig til deres hjemløse.  

Begge lovkomplekser er tunge arvestykker fra den tidligere socialdemokratiske regering og blev i store træk vedtaget uden nogen slinger i valsen. 

Dog sørgede Pernille Rosenkrantz-Theil for, at kommunerne fik flere boliger til rådighed til hjemløse, da hun og Folketinget gav dem mulighed for at sænke huslejen i flere boliger, end partierne bag den store reform oprindeligt havde tænkt. 

Derfor kan man også sagtens argumentere for, at ministeren har haft hænderne mere end fulde af ufærdig politik, og at hun derfor har haft nok at gøre med køre gamle aftaler i hus end med at sætte nye skibe i søen.  

Tilbage står ikke desto mindre, at manglende politiske visioner har givet aktører i bygge- og boligsektoren indtryk af en social- og boligminister, der bruger langt overvægten af sin tankekapacitet på det socialområde, som hun i en årrække var en særdeles profileret ordfører for Socialdemokratiet på. 

SVM-udspil på vej 

På Christiansborg afventer man nu med stor spænding det boligpolitiske udspil, som der stadig ikke kan sættes skyggen af dato på. 

Udspillet blev lovet i regeringsgrundlaget, uden at partierne dog for alvor gav indikationer på, hvad den rent faktisk vil på boligområdet.  

I stedet varslede SVM-regeringen et udspil med fokus på både ejerboliger, almene boliger, andelsboliger, udlejningsboliger og den blandede by i et afsnit indledt af de ikke just sprængfarlige ord, at det er “en grundlæggende værdi at have et godt sted at bo”.

Så har man ikke sagt, ment eller lovet for meget. 

Det er derfor nærliggende at tænke, at boligområdet ikke var et af de emner, der blev tygget grundigst igennem dengang i december, hvor Venstre og Socialdemokratiet lavede deres indledende tillidsøvelser på Marienborg. 

Derfor er spørgsmålene nu, om, hvornår og hvordan Pernille Rosenkrantz-Theil kan samle interesserne i ét stort udspil, så boligpolitikken igen kan komme på den politiske agenda.