Jarl Cordua: Lars Løkke Rasmussens sidste folketingsvalg

Så fik Lars Løkke udskrevet det længe ventede folketingsvalg til afholdelse onsdag 5. juni på grundlovsdag. En symbolsk dag, der i år ligger midt i ugen og burde give maksimale muligheder for, at vælgerne når hen i stemmeboksen.

Spørgsmålet er også, om partierne i år har kræfter til også efter en historisk lang valgkamp at arrangere grundlovsmøder, og om politikerne finder det foreneligt med valgdagen at holde politiske grundlovstaler? Det er også en dag, der indbyder politikerne til i valgkampen at fokusere på grundlovssikrede frihedsrettigheder som for eksempel religionsfriheden, som et par højrefløjspartier åbenbart har tænkt sig at gøre op med.

Er valgdagen og valgkampens længde til Løkkes fordel? Det bliver nok marginalt. I Venstre tror man nok selv på, at formandens legendariske ry som en, der er god i valgkampens slutspurt, måske kan hjælpe på Venstres målinger i en valgkamp, hvor statsministerstolen ser ud til at være tabt på forhånd.

Hertil må man dog også konstatere, at Løkkes evner som campaigner heller ikke var til megen hjælp for partiet, da det senest skulle stå sin prøve i 2015-valgkampen. Her fik Venstre som bekendt en syngende lussing af vælgerne, man tabte syv procent af stemmerne, og hvor det kom til et veritabelt blodbad i Venstres folketingsgruppe.

Og er Venstre nu sikker på, at Mette Frederiksen er mulig at slide op? Indtil videre klarer oppositionens leder sig udmærket – selv fra sygesengen, hvor hun på Facebook i detaljer indvier vælgerne i sine problemer med et maveonde, der har fremkaldt opkastninger og meget andet ubehageligt.

Mange udlægger – lidt søgt – sagen, som at Frederiksen er i gang med at høste sympatistemmer i stil med SF's Aksel Larsen og hans brækkede ben tilbage i 1960.

Lykkes det imidlertid for Løkke at flytte en stemme over midten, tæller den dobbelt i regnskabet. For det betyder både én stemme mindre på rød blok og én stemme ekstra til blå blok.  

Jarl Cordua

Venstre har tilsyneladende lagt en strategi an på temaet "Løkke igen". Med chefen for bordenden og den sikre hånd på rattet, så er danskerne sikret en stram udlændingepolitik og den sunde positive stabile udvikling i dansk økonomi, der kan fremtidssikre velfærden.

Problemet med den strategi er, at den endnu ikke har virket, selvom Løkke siden nytårstalen har forsøgt at iscenesætte sig i netop den rolle. Meningsmålingerne viser, at Venstre på en god dag ligger omkring det forrige valgresultat, mens man på dårlige dage ligger et par procentpoint under valgresultatet på 19,5 procent.

Vil danskerne se meget anderledes på tingene efter fire ugers valgkamp og pludselig få øje på Løkke som den frelsende lederskikkelse midt i et tilsyneladende kaos? Det er nok tvivlsomt. Især fordi det er lykkedes Mette Frederiksen at tilbyde et lederskab, der fremstår omtrent lige så stabilt.

Løkke har da den lille fordel, at han har kendt datoen for valgkampens begyndelse, og derfor har Venstre kunnet købe sig strategisk annonceplads foran alle andre, og partiet har adgang til finansielle midler, som kun få andre partier.

Det er imidlertid en erfaring fra tidligere valgkampe, at kun få vælgere flytter deres stemme på grund af fremkomsten af valgannoncer. Der skal være en grundlæggende fortælling i valgannoncerne, som vælgere abonnerer på, før Venstre kan få dem i tale og siden få dem til at stemme på partiet. Og hvilke unikke politiske budskaber indgår i den fortælling? Det er svært at se.

Noget tyder på, at Venstre i al fald har opgivet at føre valgkamp på hårde udlændingemeldinger. Det er længe siden, at Inger Støjberg og Marcus Knuth har markeret sig på den front. "Chefen" selv har efter nogle dages tilløb direkte undsagt det scenarie, at han vil være statsminister siddende på et eventuelt mandat på vegne af det racistiske parti Stram Kurs med et partiprogram, der ligner en kopi af Nürnberg-lovene. Mere om det senere.

Ifølge Løkkes tale i forbindelse med valgudskrivelsen tirsdag i Folketinget, så er Venstre åbenbart tilbage på en mere pragmatisk kurs over for udlændinge, der handler om, at "Danmark skal være åben for dem, der kan og vil".

Den kant, man vil holde til Socialdemokratiet, er åbenbart reduceret til noget med, at en ny regering vil skulle give indrømmelser til De Radikale og venstrefløjen og skabe usikkerhed om udlændingepolitikken.

Desværre for Løkke har DF's Kristian Thulesen Dahl brugt to år på at blåstemple Socialdemokratiets udlændingepolitiske kursskifte, så det bliver ikke nemt at overbevise vælgerne om det. I dag gør seks Venstre-borgmestre dog et forsøg og advarer "politikerne" mod at føre en mere lempelig flygtningepolitik, da det vil koste velfærd i kommunerne. Timingen for kronikkens budskab kunne næppe være bedre for Løkke.

Venstre har også opgivet at konkurrere med Liberal Alliance om skattelettelser. Faktisk har Løkke i et interview med Berlingske for nylig direkte undsagt LA's 2030-plan, der foreslår topskattelettelser som et centralt punkt.

Der er imidlertid en lang og stolt tradition for, at Venstres folketingskandidater undervejs i valgkampen stikker af med meldinger om skattelettelser – også topskattelettelser. Dette valg bliver næppe en undtagelse.

I partilederrunden hos TV 2 tirsdag aften fik Løkke formuleret det nogenlunde sådan, at Venstre faktisk var et lidt kedeligt parti, fordi man jo fremlagde politiske løsninger, som straks kunne overgås af andre partiers overbud. Ligegyldigt om emnet er flygtninge, skatter, klima, pension, velfærd eller andre af valgets hovedtemaer, så er det ikke Venstre, der stiller med det mest vidtgående forslag.

Man må deraf slutte, at Venstre i denne valgkamp har affundet sig med at være – i den pæne version – et pragmatisk borgerligt snusfornuftigt midterparti, mens kritikere nok vil beskrive Løkkes parti som et beregnende, teknokratisk og efterhånden sjælløst parti frarøvet enhver kant eller profil og dermed usynligt for vælgerne.

Hvis Løkke har sat sig for at iscenesætte sig selv i rollen som pragmatikeren i dansk politik, så er det formentlig, fordi han mener, at vejen til fremgang for hans parti indebærer en charmeoffensiv over for de midtervælgere, der i dag svarer ”ved ikke” eller siger, at de vil stemme på De Radikale eller Socialdemokraterne, når meningsmålingerne spørger.

Lykkes det imidlertid for Løkke at flytte en stemme over midten, tæller den dobbelt i regnskabet. For det betyder både én stemme mindre på rød blok og én stemme ekstra til blå blok.

Midterstrategien betyder også et strategisk fravalg for Venstre med hensyn til at deltage i slaget om den yderste højrefløjs stemmer, hvor det åbenbart overlades til DF at samle disse vælgere op i hård kamp med Stram Kurs og Nye Borgerlige.