Jarl Cordua: VKR-alliance ligner en genistreg af Sofie Carsten Nielsen

KOMMENTAR: Elbil-alliancen mellem V, K og R er en kærkommen mulighed for både den nyvalgte, radikale leder og Venstre-formanden for at diskutere politik og lede vælgernes opmærksomhed væk fra de interne rivaliseringer i partierne.

En ny VKR-alliance har set dagens lys. I hvert fald på klimaområdet. Og måske mere specifikt i den meget aktuelle sag, der hidrører de foranstående forhandlinger om afgifter på elbiler (og dermed også benzinbiler). Der har længe været et bredt formuleret politisk krav om at få udskiftet bilparken med én million elbiler senest i det Herrens År 2030.

Til trods for, at VKR runger af politisk historie - og den er omstridt - så er det ikke helt indlysende, at de tre partier har fundet sammen om dette krav, som Eldrup-Kommissionen har fastslået, er en forholdsmæssig meget dyr måde at fjerne CO2-udledning på, som er hele det overordnede politiske sigte.

Lige netop VKR-partierne kunne man have mistænkt for at arbejde for at bruge det økonomiske råderum mere effektivt end at fyre det af på at tilskynde danskerne til at investere i elbiler.

Kravet fra partierne er, at man dropper en allerede planlagt afgiftsstigning på elbiler og dernæst udbygger nettet med ladestandere i hele landet, da man kan se, at det udover prisen på bilerne også er en afgørende forhindring. 

Finansieringen, som er det politisk mest kontroversielle, kommer fra råderummet, der så bliver mindre, og dermed eroderer man samtidig regeringens handlerum til at bruge penge på andre ting. Eksempelvis velfærdsudbygninger, som tydeligvis er Frederiksen-socialdemokraternes topprioritet i disse år. Det kunne give svaret på, hvorfor VKR-alliancen på dette område er mere logisk end lige ved første øjekast.

En anden del af finansieringen kommer fra effektivisering af jobcentrene, der åbenbart er et bundløst kar med hensyn til finansiering af politiske projekter i disse år. For et par uger siden hentede et flertal - uden om VKR - også finansiering af Arne-reformen netop med besparelser på de kommunale jobcentre. Det er i øvrigt omtrent det samme flertal blandt andet med DF, som i dag modsætter sig det tredje finansieringsforslag, der vil sænke beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft.

Det er i øvrigt ikke hele vejen, at VKR kan finde finansiering, hvad partierne selv indrømmer. Den foreslåede finansieringsplan stopper brat i 2025, hvor hele modellen skal evalueres med et ”pitstop”. Herefter henstår det i tåger, hvad der så skal ske. Dertil kommer også elementer af hokus-pokus-økonomi, der kan billiggøre finansieringsbehovet. Eksempelvis køber VKR ikke Eldrup-Kommissionens økonomisk konservative vurderinger af danskernes lyst til at købe elbiler, og man har tilsyneladende større tiltro til den teknologiske udvikling, som kan billiggøre elbilerne end økonomerne.

VKR stiller regeringen i et dilemma, netop når det kommer til finansieringen. Hvis den køber VKR's finansiering, i al fald den del der er konkret, så risikerer den at lægge sig ud med venstrefløjen, der allerede raser over forslaget. Men hvad er alternativet? Et alternativt flertal skal ud at hæve skatterne eller skære ned andre steder i den offentlige sektor.

Der er næppe et flertal for at hæve skatterne uden om VKR, medmindre naturligvis at DF - og det er set før - pludselig byder sig til. Henset til, at DF for tiden i to nye målinger lavet efter Arne-reformen skraber bunden, så kunne det måske lægge en dæmper på Kristian Thulesen Dahls og DF's lyst til endnu engang at punktere de radikales muligheder for at blive centrale politiske spillere. Men man skal nok aldrig undervurdere Thulesen Dahls lunefuldhed og hang til kortsigtede gevinster, der kan bringe ham selv i rampelyset. Selv på en sag, der omhandler elbiler.

Men hvad skulle et alternativt flertal bestående af S og DF blive enige med venstrefløjen om, når det gælder elbiler? Det er ikke lige til at se. Det skulle da lige være at sænke ambitionerne og bruge hele råderummet på velfærd, hvorefter venstrefløjen og S så overlader det til VKR at fremstå som de mest progressive, når det gælder elbiler. Det vil kunne udnyttes effektivt af især VK, der i disse år forsøger at fremstå moderne i klimapolitikken.

Som det ser ud lige nu, så må enten SF eller Enhedslisten præsentere et alternativt finansieringsbud, der ikke rummer massive afgifter på erhvervslivet, og det er næppe sandsynligt, eller også har regeringen ingen andre alternativer end at forhandle en afgiftsplan med VKR, der indebærer, at pengene findes ved at tage af råderummet. Og hvad bliver Enhedslistens modtræk til det? Har Pernille Skipper reelt noget at true med? Et valg om finansiering af grønne elbiler, hvor partiet også står i et vadested med hensyn til en ny politisk frontfigur og midt i en ny coronakrise? Næppe.

For de radikales nye leder, Sofie Carsten Nielsen, ligner VKR-alliancen lidt af en genistreg. Det er pludselig lykkedes hende at indgå en alliance med borgerlige partier, der presser den S-regering, som, mange radikale mener, er historisk arrogante over for radikale krav. Nu lægger man maksimalt pres på regeringen i en sag, hvor de radikale også kan tage førertrøjen, når det gælder kampen for hastig klimaomlægning. I al fald på transportområdet.  Dermed ligner det også en sejr for den fløj hos de radikale, som mener, at politiske indrømmelser er noget, man får gennem alliancer henover midten frem for alternativet, der handler om at fedte sig til politisk indflydelse ved at give S-regeringen indrømmelser hen ad vejen.

Det er også nemt at se, at de radikale har et stort behov for at diskutere politik efter nogle tumultariske uger præget af dramatisk lederskift, magtkampe og uro i geledderne. En uro, som de to senest offentliggjorte meningsmålinger påviser, har gjort et pænt indhug i den radikale vælgeropbakning.

De konservative har længe dyrket en grøn profil, hvorfor det giver god mening for Søren Pape at hoppe med på vognen. De konservative rider lige nu på en bølge af medvind, hvor man er dygtig til at placere sig tilpas rigtigt og markant og lukrere på de åbenlyse problemer, som rivalerne i Venstre døjer med, hvor det ofte er sværere at tyde en entydig politisk linje.

Tidligere har Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, været på noget af en zig-zag-kurs med hensyn til samarbejdsmulighederne med de radikale. Men i en sag, der handler om afgiftslettelser på biler, og som heller ikke indeholder afgiftsstigninger for benzinbiler, og hvor rivalerne hos de konservative er med om bord, så er risikoen ved et samarbejde med de radikale nok minimal. Måske udgør de radikales nye leder, Sofie Carsten Nielsen, heller ikke på helt samme måde et irritationsmoment hos borgerlige vælgere som Morten Østergaard gjorde?

Hos Venstre vil man i øvrigt hellere drive klimadiskussionen hen på elbiler, frem for at man i stedet ender med at diskutere landbrugets CO2-udledning og derved bringer sig selv i et dilemma, hvor man skal vælge mellem gamle kernevælgere og nye, klimaorienterede vælgere.

Ligesom Sofie Carsten Nielsen har Venstres formand også behov for at tale politik. Han har været ude af drift på grund af en operation, og det ses. Jakob Ellemann-Jensen, der tidligere var meget hurtig på aftrækkeren, er ofte for forsigtig og langmodig i sine udmeldinger. Vælgerafgangen fra Venstre er tydelig i flere meningsmålinger, og normalt er den bedste medicin mod den type dårligdomme, at man kommunikerer politik og helst politik, som Venstres vælgere kan se sig selv i. Det er der sandsynlighed for, at de kan med dette forslag.

Det tager samtidig også opmærksomhed væk fra de sager, hvor Venstres næstformand og retsordfører, Inger Støjberg, tiltager sig rum til friske meldinger på #Metoo-området, hvor hun pludselig ser de seneste uger med toppolitikeres bratte fald fra tinderne som ”feministisk hævntørst” og dermed tilsyneladende tager overborgmester Frank Jensen og Morten Østergaard m.fl. i forsvar og i øvrigt kærer sig om disses retssikkerhed.

Tidligere har Ellemann ellers fra sygesengen bakket varmt op om hele #Metoo-sagen. Mange i Venstre mener, at begge synspunkter - ligesom man har set det på andre områder, som for eksempel udlændingepolitikken - sagtens kan rummes inden for partiet. Senest har Ellemann i en kommentar tirsdag på Facebook selv omfavnet Støjbergs betænkeligheder omkring retssikkerhed, og det eneste måske kritiske, han svinger sig op til, er en henstilling om, at man ”formulerer sig varsomt”. Det ved enhver, at netop dét er i direkte modstrid med Støjbergs natur, og det leverede hun en prøve på, da hun i et interview med Berlingske stemplede #Metoo-sagerne som ”feministisk hævntørst” og dermed fratog de centrale kvinder i sagerne enhver form for legitimitet.

Så hvad mener Venstre egentlig? Ja, det afhænger helt af hvem i formandskabet, man spørger. Og det var Berlingske sikkert udmærket klar over, da de bad om Støjbergs syn på sagerne, og hvor der nærmest på forhånd var garanti for dissens i forhold til Ellemanns tidligere meget forsonende meldinger fra sygesengen.

Mange traditionelle og ældre venstrefolk ikke mindst i V-højborgene i de landlige dele af Jylland deler Støjbergs synspunkter på #Metoo-sagerne. De afskyr per instinkt revolutioner.

Ellemann forsøger samtidig at holde en livline til fremtidens vælgergrupper blandt veluddannede, yngre kvinder og folk i byerne. Vælgere, der med tiden skal gøre ham til statsminister. Hans autoritet i partiet eroderes dog langsomt af en næstformand, der ved altid at fremstå konsistent i forhold til vælgerbasen, fremstår stadigt stærkere, og hvis politiske linje hidtil er endt med også at blive Venstres formands.

Ellemann og hans folketingsgruppe har dog intet andet valg end at forsøge at dølge de tydelige forskelle i #Metoo-spørgsmålet og tale om ”overfortolkning” af Støjbergs udsagn m.v., selvom vælgerne - tilskyndet af medierne - nok ser kløften mellem synspunkterne. Da det er sjældent set, at et parti får vælgerfremgang ved, at man samtidig kommunikerer to forskellige synspunkter, så ender Venstre åbenbart med at stå på Støjbergs, som vælgerbasen helst vil høre.

Man må håbe for Ellemann, at han med sin VKR-alliance får rettet vælgernes opmærksomhed andetsteds hen. Og det er der gode muligheder for vil ske. For en tid, og indtil næste gang Inger Støjberg vil formulere sig alt andet end varsomt. Der går næppe lang tid.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Rune Engelbreth: Naturen er en juridisk ødemark Rune Engelbreth: Naturen er en juridisk ødemark Næste artikel Henrik Sass angriber DSB: Danskerne har fortjent bedre end forfald og urinlugt Henrik Sass angriber DSB: Danskerne har fortjent bedre end forfald og urinlugt
Ny aftale fordeler 760 millioner kroner til socialt udsatte

Ny aftale fordeler 760 millioner kroner til socialt udsatte

DEAL: Et flertal af partier har besluttet at fordele pengene fra resterne af satspuljen til en ny civilsamfundsstrategi, en udvidelse af hjemløseindsatsen og et videnscenter for anbragte unge. Aktører roser tiltagene, men savner en plan for fremtidig finansiering.