Jens Chr. Grøndahl: MeToo må ikke blive kønskampens Killing Fields

Det er ikke til at vide, hvad der er sket. Måske ingenting. Søndagens klumme foregår i MeTooland, hvor virkeligheden er svær at få hold på. Her er rygter og anklager nok til, at skriveborde ryddes, og stillinger opslås i utide.

I sidste uge blev Forfatterskolens rektor Jeppe Brixvold fyret, fordi han med bestyrelsens ord ikke har skabt ro. Det sker, efter at en række anerkendte forfattere i et brev har opfordret til, at man trænger til bunds i verserende rygter om seksuelle krænkelser. Skolens tidligere rektor Pablo Llambias forlod i sin tid samme stilling i forbindelse med sådan en sag.

Selv siger Jeppe Brixvold til Politiken (28.10.), at der ham bekendt ikke har fundet krænkelser eller overgreb sted, mens han har været rektor. Brixvold synes, at det er en god idé med den undersøgelse, som bestyrelsen nu iværksætter.

Han har også været med til at implementere skolens ”adfærdspolitik”, der ud over vold, mobning, alkohol og stoffer også omhandler sexchikane. Det er en hård menu. Ingen skal herefter komme og påstå, at Forfatterskolens formeksperimenterende elever mangler noget at skrive om.

De sociale mediers tiltagende dominans i spredningen af viden henholdsvis uvidenhed har som konsekvens, at holdningen til de eventuelle kendsgerninger får primat over kendsgerningerne.

Jens Chr. Grøndahl

Brixvold udtaler i øvrigt, at han har det fint med fyringen, for han ”ved jo, hvad den handler om, og hvad den ikke handler om.” Det ved vi andre så ikke. Kan det være lige meget?

I en uge, hvor et mageligt flertal af vælgerne i Latinamerikas største land gjorde en subfascist til præsident, skulle man synes det. Men når en sommerfugl får knækket vingen på den ene side af jordkloden, er det som bekendt ikke uden sammenhæng med de storme, der raser på den anden.

Det er svært at finde ud af, præcis hvad der er foregået mellem Sandra Muller og Eric Brion. Måske vil en domstol rense ham for påstanden om sexchikane, måske ikke. I mellemtiden ligger både hans arbejdsliv og hans privatliv i ruiner. Han er socialt død.

Jens Chr. Grøndahl

Jair Bolsonaro er ligesom Donald Trump, Vladimir Putin og Recep Tayyip Erdogan kommet til magten ved at lyve. Selv sandheden er til diskussion i den globaliserede mediekultur. Det nyder de posttotalitære tyranner godt af.

De sociale mediers tiltagende dominans i spredningen af viden henholdsvis uvidenhed har som konsekvens, at holdningen til de eventuelle kendsgerninger får primat over kendsgerningerne. ”Hvis dét er fakta, så benægter a’ fakta,” som en af populismens danske pionerer engang sagde fra Folketingets talerstol.

Udsagnet kan også vendes den anden vej. ”Er det løgn, hvad jeg siger? Bevis det!” Hvis jeg påstår noget, indebærer det ikke, at jeg så også må kunne dokumentere min påstand.

Det er op til modparten at afkræfte den. Er der tale om en anklage, betyder det i modsætning til alt, hvad vi har lært, at man er skyldig, indtil det modsatte er bevist.

Ingen siger, at Jeppe Brixvold har taget nogen på låret, men ro, det skabte han ikke. Rygterne svirrer, og han har ikke formået at mane dem i jorden. Det er nok til en fyring. Med mindre …

Vi ved ingenting, men adspurgt af Politiken udtaler en fåmælt og afglidende bestyrelsesformand, at der er tale om en ”personalesag”. Ikke noget rart ord. Det kaster en skygge på personen, som er involveret. Men igen, skyggen af hvad?

I skyggernes land kan egetræer forveksles med trolde. På den anden side kan trolden også gå for at være en tilforladelig eg. Herregud, siger man, indtil man selv bliver offer.

Deri ligger MeToo-fænomenets urovækkende tvetydighed: Alt for længe blev uacceptabel adfærd og lodrette overgreb fortiet eller bagatelliseret. Behøvede du også at komme i lårkort?

Til gengæld er vi kommet derhen, hvor selv en forfatterskolerektor må gå med tilstænket ry alene på grund af hvisken og gisninger om noget, der skete engang. Hvis altså det skete.

Med mindre …?

På det ansete litteraturmagasin The New York Review of Books har man også skiftet ledelse for nylig. Den yderst velanskrevne, internationalt berømte forfatter og historiker Ian Buruma måtte forlade stillingen som chefredaktør. Selv har han vist ikke gjort nogen noget, men han trykte en artikel af én, der har. Dét var nok til en fyring.

Artiklen var et anfægtet, selvransagende essay af den canadiske radiostjerne Jian Ghomeshi, der i 2014 mistede sit job på grund af beskyldninger, han siden blev frifundet for ved en efterfølgende retssag.

Men én ting er at blive frifundet. Noget andet at blive renset, og noget helt tredje er at komme videre i sit liv. Afveje selvindsigt og samvittighed over for omgivelsernes dømmesyge.

Nogle bukker under for presset. Jeg har tidligere på dette sted kommenteret den svenske teaterchef Benny Fredrikssons selvmord sidste forår, efter at han – uretmæssigt – var blevet beskyldt for blandt andet at have presset en skuespiller til at få foretaget en abort.

Kampagnen startede – som sædvanlig – på de sociale medier, hvorefter pressen fulgte trop, anført af Aftonbladet.

MeToo hedder i Frankrig ”BalanceTonPorc”. Det betyder noget i retning af ”Angiv dit svin”. Det possesive pronomin indebærer en skærpelse sammenlignet med det amerikanske ”OgsåMig”. De amerikanske kvinder holder sig til offerrollen, mens de franske ofre ved at udlevere krænkeren så at sige tager svinet i besiddelse.

På dette sted vil jeg gerne slå fast, at jeg er enig med Jeppe Brixvold, når han til Politiken udtaler: ”Jeg mener, at MeToo har potentiale til at være en meget positiv kraft i samfundet. Ja, dette at vi lægger frem, hvor vi er skrøbelige, hvor vi bliver presset og selvfølgelig også, hvor der er begået uret imod os. Vi skal simpelthen blive bedre til at sætte os ind i hinandens følelser og tage ansvar for hinanden.”

Det er rigtigt og fint sagt. Ingen kvinde skal finde sig i overgreb eller den mere uhåndgribelige magtudøvelse, der kan ligge i mænds måde at tale til eller gebærde sig på over for kvinder.

Vi skal sætte os ind i hinandens følelser og tage ansvar. Det betyder så også, at indlevelsen og ansvaret må være gensidigt. Og for fuldstændighedens skyld: Også kvinder kan begå overgreb og udnytte deres magtposition seksuelt.

Men nu til Frankrig. For et år siden, i oktober 2017, lancerede journalisten Sandra Muller kampagnen #BalanceTonPorc på Twitter. Hun opfordrede kvinder til at fortælle om overgreb, de havde været udsat for, og refererede selv den tidligere direktør for kabel TV-virksomheden Equidia, Eric Brion, for en replik, han var kommet med ved en reception fem år tidligere: ”Du har store bryster. Du er min kvindetype. Jeg skal få dig til at komme hele natten.”

Sandra Mullers tweet startede en lavine af tilkendegivelser fra krænkede kvinder. Det amerikanske ugemagasin Time udnævnte hende til årets personlighed, og den franske minister for ligestilling modtog hende i audiens.

Forleden bragte magasinet Le Point (11.10.) et interview med Eric Brion. Han vedkender sig de vulgære og grænseoverskridende ord og tilføjer, at han dagen efter skrev til Sandra Muller og gav hende en undskyldning. Han forsikrer Le Points journalist om, at han ikke har udsat Muller for nogen form for pres, og at han ikke var hendes chef – modsat hvad der blev skrevet i månederne efter hendes tweet.

Et halvt år forinden havde han startet et selvstændigt rådgivningsfirma, men han mistede sin vigtigste kontrakt kort efter Mullers tweet. Kunderne begyndte at falde fra, og i sommer måtte han dreje nøglen om.

Når han i dag søger arbejde, er han igen og igen ude for, at arbejdsgiveren har googlet ham, og så er han dømt ude. Samtidig udsættes han løbende for trusler og tilsvining på de sociale medier.

To måneder efter, at skandalen brød løs, forlod hans kæreste ham, fordi hun ikke kunne holde til mere. Vennerne faldt også fra, og Eric Brion udtaler til Le Point, at han er ”socialt død”. Han har måttet flytte til en billigere lejlighed og har endnu et par måneders arbejdsløshedsforsikring. Derefter er fremtiden uvis.

Eric Brion fastholder, at han aldrig har gjort sig skyld i sexchikane – en påstand, han har sagsøgt Muller for – og han siger, at ingen andre kvinder har beskyldt ham for det, trods Mullers opfordring til at stå frem.

Han fremhæver, at Muller i et interview har omtalt ham som ”dommage collatéral” i en retfærdig sag.

”Collateral Damage” siger man på engelsk. Kritikere af krigsførelsen i Irak og Afghanistan har fremhævet den bureaukratiske eufemismes mangel på indlevelse i de civile ofre. Hovsa, der røg en indfødt.

Det er svært at finde ud af, præcis hvad der er foregået mellem Sandra Muller og Eric Brion. Måske vil en domstol rense ham for påstanden om sexchikane, måske ikke. I mellemtiden ligger både hans arbejdsliv og hans privatliv i ruiner. Han er socialt død.

Uanset om han er helt eller halvt uskyldig – eller ikke – må dét gøre indtryk. Hvis vi altså med Jeppe Brixvolds ord skal ”sætte os ind i hinandens følelser og tage ansvar for hinanden.”

Da rødstrømperne i 70’erne gik et skridt videre end de kvinder, der i starten af det tyvende århundrede havde tilkæmpet sig ligestillingens allermest basale forudsætninger – valgret, økonomisk selvstændighed osv. – var det under parolen om at gøre det private politisk.

Dét er solidaritetens krumtap. Ikke hver for sig, men sammen, kan vi gå til angreb på de sociale og kulturelle strukturer, der slår igennem i privatlivet som undertrykkelse og intimidering.

Umiddelbart lægger MeToo sig i forlængelse af dén bestræbelse: bryde tavsheden. Genkende sin egen historie i de andres. Tvinge offentligheden til at lytte til ofrene og anerkende dem.

Forskellen mellem dengang og nu er, at de sociale medier har udvisket grænsen mellem privat og offentligt. Men hvis der ikke længere kan skelnes mellem det personlige og det fælles domæne, kan der heller ikke politiseres. Så bliver selv det politiske privat. Det principielle og overordnede i en politisk overvejelse synker ned på det personlige, private plan, og overblikket går tabt.

I tilfældet MeToo risikerer et berettiget og tiltrængt opgør med en syg maskulin kultur at udarte i private hævntogter. Resultatet kan blive en moralsk forråelse, der lader målet hellige midlerne.

Efter at den socialdemokratiske velfærdsmodel gennem et halvt århundrede havde fået tæmmet, modificeret og menneskeliggjort den i udgangspunktet hensynsløse kapitalisme, var der trods Jantelov og ”misundelsesskat” stadig plads i samfundet til borgerskabets børn.

Kun ekstreme revolutionære bevægelser som eksempelvis Cambodjas røde khmerer har fundet det påkrævet helt at udrydde dem. Men i social forstand har MeToo-kampagnens dømte mænd – skyldige som uskyldige – udsigt til det samme som Eric Brion: den sociale død.

Det vil være at forråde den gode sag – indlevelsen i og ansvaret for hinanden – hvis MeToo får lov at blive kønskampens Killing Fields.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.