Jens Rohde: V og K ville ikke røre Pernille Vermund med en ildtang. Nu står de skulder ved skulder om alt

Forleden var der en artikel fra 1958 i Jyllands-Posten, som illustrerede det daværende årtis store værdidebat: Frygten for, at germaniseringen ville ødelægge det danske samfund og vores værdier.

Dengang som nu har den danske værdidebat altid haft det udgangspunkt, at andre og andet kommer udefra og truer de danske værdier. Intet er så godt til at skabe sammenhold som en ydre fjende.

Måske er det derfor, at vi over det sidste halve års tid har set partier som Venstre og Konservative danne musketéred med Nye Borgerlige i flere forhandlingsforløb. Mantraet er klart: Vi kommer sammen, vi forhandler sammen, vi går sammen.

Partier, der gik til valg på ikke at røre Pernille Vermund med en ildtang grundet partiets position i udlændingepolitikken, står nu i selvsamme spørgsmål ubrydeligt sammen med Nye Borgerlige. Venstres udlændingeordfører, Mads Fuglede, slog i en debat om indvandring og danske værdier i Folketingssalen fast:

"Meget af det, vi har diskuteret her i dag, er vi jo så enige med Nye Borgerlige, så vi har ikke noget problem med at stå skulder ved skulder med dem her". Det lille ord "her" er interessant. For det betyder i realiteten i alt.

Ét altoverskyggende politikområde

Som tilfældet gennem årene har været med Dansk Folkeparti, er Nye Borgerlige nemlig i stand til at lade udlændingepolitik blive styrende for enhver forhandling.

Landbrugs- og klimaaftalen skulle finansieres med udlændingestramninger. Og senest var det kravet om ikke at hente arbejdskraft fra lande med for mange muslimer, der forhindrede Venstre og Konservative i at indgå en aftale om udenlandsk arbejdskraft, som et samlet dansk erhvervsliv og såvel Venstre som Konservative ellers har bedt om i årevis. Sådan kan man blive ved.

Når Nye Borgerlige skal deltage i en aftale, forlanger de noget på udlændingeområdet. Det er helt legitimt. De lægger ikke skjul på det. Problemet er, at andre spiller med og derved gør Nye Borgerliges politik til sin egen. Nøjagtig, som Dansk Folkepartis udlændingepolitik endte med at blive synonym med Venstres, som var personificeret ved Inger Støjberg.

Der er ikke rigtigt nogen, der hverken undrer sig eller diskuterer substansen og perspektivet i fremkomsten af de fire nye musketérer i dansk politik

Jens Rohde (KD)
Parlamentarisk leder og medlem af Folketinget

Ord skaber virkelighed. Forhandling realiteter. Alt det, som i valgkampen i 2019 trods alt var uspiseligt for Venstre og Konservative, står man – med Mads Fugledes ord – nu "skulder ved skulder om". Medianen i dansk værdipolitik flyttes ganske betragteligt og med ganske stor fart i disse år og bringer tankerne tilbage til Mogens Glistrups bog 'De fremmede her i Landet' fra 1991.

Jeg lavede efter bogudgivelsen en radiodebat mellem Glistrup og fremskridtsmanden Aage Brusgaard. Selv som fremskridtsmand konkluderede Brusgaard dengang, at Glistrup "var en syg mand med de holdninger".

I dag er Glistrups forslag til en ny udlændingepolitik integreret værdipolitik i flertallet af partier i Danmark. Det "syge" er blevet det eneste raske i dansk politik, og den alment betragtede anstændighed, selv blandt fremskridtsfolk, er blevet abnorm.

Musketéred uden kalorier

Sjovt nok er der ikke rigtig nogen, der hverken undrer sig eller diskuterer substansen og perspektivet i fremkomsten af de fire nye musketérer i dansk politik.

Det udlægges mestendels som en sejr for det borgerligt liberale Danmark, at Venstre, Konservative og Liberal Alliance nu står konsekvent sammen med Nye Borgerlige. Hvad de står sammen om, betyder ikke så meget. 'Salige Er De Enfoldige', som Gunnar Gunnarssons roman fra 1920 hedder.

Reelt er der ingen, der interesserer sig for, om den konsekvente italesættelse af værditruslen mod danskerne som folk og landet som helhed historisk har noget på sig.

Den analyse er naturligvis også vanskelig at begive sig i kast med, når man ikke ulejliger sig med at kvalificere værdibegreberne i debatten. Men det er jo selvfølgelig også nemmere at sige, at der er for mange muslimer i Danmark, og at de truer vores værdier og sammenhængskraft.

Det blev da også gentaget adskillige gange i folketingsdebatten. Kun de få stiller spørgsmål ved denne firkantede analyse, og dommen over dem er, at de er forvirrede, kulturrelativistiske levn fra tiden med udlændingeloven af 1983.

Udansk kulturessentialisme

Kristendom, ytringsfrihed, ligestilling mellem mænd og kvinder, social kontrol. Det er våbenarsenalet, som man kan samles om i kampen for de danske værdier.

Det kan være udmærkede bidrag i en værdidebat, men når de sættes i et kulturessentialistisk modsætningsforhold til mennesker af anden etnisk herkomst, kan resultatet aldrig blive andet end en præmis, der bygger på "dem og os".

For partier som Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti er denne udstødelse af bestemte grupper fra folkefællen et mål i sig selv. De lever af det. Men det har aldrig tidligere og burde heller aldrig kunne blive en fælles borgerlig liberal dyd, at man står skulder ved skulder om.

Det er de samme mennesker, der anklager muslimer for at klamre sig til middelalderlige bøger, der forkaster Det Nye Testamente til fordel for den førkristne betydning

Jens Rohde (KD)
Parlamentarisk leder og medlem af Folketinget

Budskabet kan ikke tolkes anderledes, end at visse medborgere er bundet af så stærke kulturelle bånd rundet af modsatte værdier end vores, at disse mennesker aldrig vil kunne fravriste sig disse bånd.

Dermed umuliggør man per definition, at disse mennesker er i stand til at tage de danske værdier til sig. Kravet kan ikke opfyldes. Vi har bestemt på forhånd, at de ikke er i stand til det.

Paradoksalt nok udfordrer kulturessentialismen en række af de værdier, vi gennem den moderne tids historie ellers er blevet kendt for i hele verden. Det er begreber som åbenhed, åndsfrihed, tillid og tolerance. Den spærrer også for både erkendelsen og anerkendelsen af, at vi danskere læser vort højt besungne værdigrundlag ganske forskelligt.

Idioti at grille pølser på koranen

Jeg anerkender ganske enkelt ikke, at det skulle være udtryk for kulturrelativisme, at vi er nogle, der absolut ikke læser bibelens budskaber på samme vis som Morten Messerschmidt og hans åndsfæller Søren Krarup og Sørine Gotfredsen gør det.

Der er ingen modsætning mellem Det Nye Testamente og begreber som humanitær tilgang til verden, tolerance, barmhjertighed, tilgivelse og det at møde folk med forventninger. Tværtimod.

Tanken om, at alene din nærmeste er din næste, sådan som den kirkelige og politiske højrefløj påstår, modsiges vel af Jesus lignelse om den barmhjertige samaritaner (Lukasevangeliet, kapitel 10, vers 25 til 37), hvor det netop er den fremmede, der hjælper den overfaldne. Ikke folkefællen. I det hele taget bryder Det Nye Testamente med Det Gamle Testamentes begrænsning af næstekærlighedsbuddet til alene at omfatte sine egne.

Jesus bruger det meste af sit liv på at gøre næstekærlighed til noget, man især viser dem, der er uden for fællesskabet. Pudsigt nok er det de samme mennesker, der anklager muslimer for at klamre sig til middelalderlige bøger, der forkaster Det Nye Testamente til fordel for den førkristne betydning.

Det samme gælder ytringsfriheden. Er det kulturrelativisme, at man ikke har behov for med digteren Peter Poulsens ord at "råbe røvhul efter min nabo for at værne om min ytringsfrihed"? Mon ikke, der findes en pæn del danskere, der godt kan se, at det var en fejl at ophæve blasfemiparagraffen og derved tillade idioter at grille pølser på koranen.

Idiot kommer af det græske ord Idiotes og er definitionen på et menneske, der ikke interesserer sig for politik. Derfor betegnelsen idiot. For den slags happenings har intet med politik og intet med danske værdier at gøre.

Social kontrol findes allevegne

Så er der ligestillingen. Den er vel så dansk, som man kan forestille sig?

Tja, spørger man en svensker, vil vedkommende nok mene, at det mestendels er en svensk og ikke en dansk værdi. Og når jeg personligt i den offentlige debat gør krav på ligestilling mellem mænd og kvinder og heri tager den fri abort som en rettighed for kvinden, der er blevet kulturgivende for vort samfund, er det ikke muslimer, jeg får ballade med. Så meget kan jeg da se. Det er ikke muslimer, der har opfundet figuren Fister.

Kulturpessimismen og undergangsstemningen har fået sin genkomst fra forrige og sidste århundrede

Jens Rohde (KD)
Parlamentarisk leder og medlem af Folketinget

Kampen mod social kontrol er også gjort til genstand for fortællingen om dem og os. Og social kontrol er ganske rigtigt en modbydelig størrelse for ethvert liberalt sindet menneske.

Men jeg tror, at vi gør klogt i at erkende, at den finder sted i alle samfundslag og er ved at æde de unge op. Måske er et af vor tids store problemer netop, at vi er så fokuseret på andres sociale kontrol, at vi fornægter vores egen ditto.

Frygten er mit våben, som man siger. Det er der intet nyt i.

En gæst fra det forrige århundrede

Parabolantennen var forbudt i Danmark helt frem til 1986. Man måtte jo beskytte danskerne mod det åndelige forfald, som især amerikaniseringen nedsmeltede europæerne i.

Og i Folketingets debat om Islams påvirkning af det danske samfund måtte vi alle forstå, at Islam truer med at udrydde de danske værdier. Kulturpessimismen og undergangsstemningen har fået sin genkomst fra forrige og sidste århundrede. Det er ikke en strømning, man nødvendigvis skal fornægte eller begræde. Men det afhænger i den grad af, hvordan man læser den.

Vi kender den fra Alexander Pusjkin i begyndelsen af 1800-tallet, Victor Hugo i midten af 1800-tallet, Thomas Mann eller ungarske Imre Kertész fra det 20. århundrede. Alle tilhørende en kulturpessimistisk strømning, der havde mange tankevækkende ting at fortælle os oven på to verdenskrige. Men hvis man påstår, at de understøtter den logik, der udgår af den nuværende værdidebat i Danmark, vil man nok have godt af at genlæse sin erkendelseslitteratur.

Imre Kertész, der overlevede Auschwitz, forsøgte netop gennem sine romaner at fortælle os, at Holocaust ikke blot kunne rammes ind i en bestemt periode, men er en konsekvens af vores egen kultur.

Forstået på den måde, at vi er dømt til at fortsætte i voldens, forråelsens og racismens spor, medmindre vi søger og finder den nødvendige indsigt om os selv. Ifølge Kertész kan kun refleksion, indsigt og erkendelse hjælpe os til at skabe et stabilt og fredeligt Europa.

Tal til kongen frem for stodderen

Den afgørende forskel på de store, litterære kulturpessimister og den fremherskende pessimisme i Danmark er forsøget på at skabe selvindsigt.

Vi opdrager jo heller ikke vores egne børn med sure ansigter og ved at fortælle dem, at de i udgangspunktet er født forkerte

Jens Rohde (KD)
Parlamentarisk leder og medlem af Folketinget

Pusjkin, Mann og de andre forsøgte at lære os noget om os selv, så vi kunne ændre alt det, som de frygtede. Den danske kulturpessimisme består i at pege fingre af alle de andre og fornægte vores egne begrænsninger.

Kun, når vi erkender vores egne fordomme og alt det kontraproduktive, der ligger i os som mennesker, bliver vi i stand til at møde folk, der hvor de er og med en respekt for, at ethvert liv er værdifuldt i sig selv.

Kun ved at tale til kongen fremfor stodderen i mennesket kan vi løse mellemfolkelige problemer. Det har intet med kulturrelativisme at gøre. Alt er ikke lige gyldigt, for da bliver alt ligegyldigt. Men vi opdrager jo heller ikke vores egne børn med sure ansigter og ved at fortælle dem, at de i udgangspunktet er født forkerte. Hvis man vil ændre verden, må man som bekendt altid begynde med sig selv. Der er intet, der kan true vores værdier, hvis de er stærke nok og hviler i sig selv.

Åndsfrihed fremfor kulturessentialisme

Tillid er om noget en definerende værdi for det danske samfund. Måske vort vigtigste råstof.

Det ville være stærkt opløftende og langt mere perspektivrigt for danskerne, om det borgerligt liberale Danmark ville stå skulder ved skulder om tillid til åndsfrihed og frem for en kulturessentialisme, der dybest set er rundet af en kollektivistisk tankegang, man som liberal aldrig burde kunne bekende sig til.

Kristendemokraterne er grundfæstet i borgerlige dyder, der tager udgangspunkt i det enkelte menneskes værdi i sig selv og det forhold, at staten ikke har ejerskab til mennesker, hvad enten de har det ene eller det andet pas.

Vores borgerlige og liberale grundsyn på det enkelte menneske er fundamentalt og substantielt. Netop derfor afviser vi at stå skulder ved skulder med Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti i værdipolitikken, og selvom vi kan samarbejde med alle og anerkender deres legitime ret til deres holdninger, kommer vi heller aldrig til at støtte en regering, der gør sig afhængig af Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige.

Nøjagtigt, som vi ikke støtter en regering, der er afhængig af Enhedslisten. Vi insisterer på at stå i egen ret og diskutere indhold. Det håber vi også, at danskerne vil gøre. Midten af dansk politik må defineres af substans. Ikke af bogstaver.

Jeg håber, at vælgerne vil det anderledes, end at borgerligt liberale stimler sammen om Nye Borgerliges værdipolitik. Jeg håber, at vælgerne vil stå skulder ved skulder om gamle og traditionelle borgerligt liberale dyder som åndsfrihed og styrke i, at ethvert menneske står i sin egen ret over for staten.

Jeg håber.