Johanne Dalgaard: Hermansen og Hellas henkastede humor

Det står "skralt" til med manges humor, mener Berlingskes kulturredaktør, Anne Sophia Hermansen, i kølvandet på, at Hella Joofs åbne brev til svindelmistænkte Britta Nielsen i Berlingske affødte vrede reaktioner, fordi det i korte træk gik ud på, at pengene nok var bedre givet ud til en forbedring af Brittas livskvalitet end til "et eller andet ørkesløst projekt, som ingen i dag kan huske, som ingen har haft nytte af, og som primært var kommet i stand for projektmagernes skyld".

Brevet var nemlig satire, skrevet over det tragiske faktum, at forvaltningen af satspuljemidlerne, som Britta Nielsen angiveligt har stjålet af, længe har været genstand for hovedrysten.

Når jeg læser Hella Joofs tekst, går det da ikke hen over hovedet på mig, at der står en em af hengemt 90'er-ironi ud fra sætningerne.

Alligevel er det svært at læse en tekst som satire, når den i grunden fremlægger et synspunkt, der stemmer fuldstændig overens med forfatterens øvrige, offentligt kendte holdninger til samfundet, nemlig at offentlige institutioner per definition er dårligt drevne, og at statens inddrivelse og forvaltning af skattekroner udgør en slags tyveri.

Henkastetheden forekommer simpelthen upassende, når udsagnet kan udlægges sådan, at de 800.000 offentligt ansatte i det her land alligevel ikke beskæftiger sig med noget meningsfuldt og lige så godt kunne følge Brittas eksempel, hvis chancen byder sig.

Johanne Dalgaard

Jeg er personligt ligeglad med, om Hella Joof mener eller ikke mener, at Britta Nielsens formodede kriminelle handlinger er forståelige og/eller tilgivelige. Men den dybt ideologisk forankrede foragt for offentlige institutioner og arbejdspladser, som gennemsyrer "satireindlægget" og i øvrigt det meste af, hvad Hella Joof nogensinde siger i offentligheden, den regner jeg for en voldsomt destruktiv kraft i verden.

"Kreativ destruktion" eller "disruption" hedder det på kapitalisme-jargon, og det regnes i visse kredse for noget vældig positivt. Som Hermansen også nævner i patosindhyllede vendinger, blev der sidste år gjort meget grin med Hella Joofs udtalelse om, at der findes indianersamfund, hvor man jævnligt "brænder hele landsbyen ned for at bygge den op igen" – underforstået, at det var lidt sådan, det var, med det der disruption, som de skulle udtænke i Disruptionrådet.

Når jeg læser Hella Joofs tekst, går det da ikke hen over hovedet på mig, at der står en em af hengemt 90'er-ironi ud fra sætningerne. Alligevel er det svært at læse en tekst som satire, når den i grunden fremlægger et synspunkt, der stemmer fuldstændig overens med forfatterens øvrige, offentligt kendte holdninger til samfundet.

Johanne Dalgaard

Også det var selvfølgelig bare noget, Hella lige sagde, det skulle jo ikke tages så bogstaveligt og tungt, som alle de bedrevidende og alle helligfranserne gjorde, må man forstå.

Men måske er det netop den lidt henkastede og pludrende stil, Joof lægger for dagen, når hun udtaler sig om samfundets indretning, der gør, at hun tiltrækker sig så mange menneskers harme.

Henkastetheden forekommer simpelthen upassende, når udsagnet kan udlægges sådan, at de 800.000 offentligt ansatte i det her land alligevel ikke beskæftiger sig med noget meningsfuldt og lige så godt kunne følge Brittas eksempel, hvis chancen byder sig. Hvis der er en joke her, så er den forbeholdt en snævert afgrænset målgruppe.

Og så er der Hella Joofs hykleri. Hendes nyeste komedie "Happy Ending" har for eksempel modtaget 7,45 millioner kroner i produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut via Markedsordningen. Pyha, søreme godt, at de penge ikke gik til et eller andet ørkesløst socialt forfængelighedsprojekt, som ingen har noget ud af på nær projektmagerne selv.

Dertil kommer, at hun abonnerer på samme ideologi som de politikere, der i årtier har domineret driften af det offentlige, samtidig med at hun peger fingre af "dårligt ledede offentlige arbejdspladser".

Jeg er enig i, at det er dårlig ledelse, når man driver staten ud fra en antagelse om, at alting altid kan gøres billigere, uden at det behøver have konsekvenser for kvaliteten af det produkt, der leveres.

Konsekvenser har det selvfølgelig, når man for eksempel årligt skræller to procent af budgettet for alle velfærdsinstitutionerne. Det har konsekvenser for de ansatte; nogle skal fyres, nogle skal løbe stærkere og gå mere på kompromis med deres faglighed.

Og så har det konsekvenser for borgerne, som oplever forringelser i serviceniveauet på en meget konkret måde; overbelægning på sygehuse, grotesk mange børn per voksen i børnehaver, uforskammet dårlig hjælp til svage og ældre, syge mennesker på kontanthjælp, langsom sagsbehandling i forvaltningerne.

Den oplevelse kan borgerlige politikere og meningsdannere som Joof så pege på og sige "se selv, offentlige institutioner virker ikke, lad os begrænse dem eller få dem afviklet". Men det er jo konsekvensen af den politik, som er blevet ført af borgerlige regeringer (og en enkelt midterregering) igennem snart to årtier.

Det er konsekvenserne af en regnemodel i Finansministeriet, som er baseret på en bestemt økonomisk skole, der er forbundet med en bestemt politisk ideologi (ligegyldigt hvor meget departementschefen ønsker at benægte det). Det er ikke tilfældigt, og det er ikke en naturlov.

Når Hermansen på Joofs vegne stiller sig småfornærmet an og peger fingre ad kritikernes påståede humorforladthed og ondskabsfuldhed, så fremstår det mest som en afledningsmanøvre. "Haha, se lige alle dem, der ikke fangede joken og lod sig provokere, fordi de troede, hun mente det, hun skrev."

Men hvis Joof ikke ønsker at blive taget alvorligt som samfundsdebattør, så er der nok lettere veje til at opnå dét, end at publicere indlæg i Berlingskes debatspalter.

-----------

Johanne Thorup Dalgaard (f. 1987) er kommentarskribent på Altinget. Hun er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.