Johanne Dalgaard: Jeg tør ikke håbe på Socialdemokratiet

KOMMENTAR: Engang så jeg frem mod folketingsvalg med et fromt håb om forandring, men denne gang giver udsigten til en socialdemokratisk regeringsovertagelse mig ingen forventninger om en ny politik, skriver Johanne Dalgaard.

I 2019 skal der igen være valg til det danske Folketing. Engang var hvert folketingsvalg en begivenhed, jeg så frem til med et forsigtigt håb om, at noget kunne blive bedre. At der kunne sættes en anden retning for samfundsudviklingen.

Så sent som i 2011 fejrede jeg på valgaftenen den første – og fortsat eneste – valgsejr for dansk centrum-venstre i mit bevidste liv. Helle Thorning-Schmidt tonede frem og erklærede, at hendes regering ville gøre sit yderste for at leve op til ønsket om et samfund, ”der er båret af fællesskab, hvor alle er med, og hver enkelt får en chance til – og én chance til.”

Jeg drak sekt af flasken på en altan i Berlin sammen med andre danske udvekslingsstuderende og sang ”I Danmark er jeg født”, og jeg håbede på forandring og bedre tider for landets dårligst stillede.

Da regeringsgrundlaget nogle uger senere blev præsenteret, stod det klart, at det håb var uden noget særligt fundament. De Radikale og den socialdemokratiske højrefløj havde sat sig nærmest egenhændigt på den økonomiske politik, som derfor ikke i store træk skulle adskille sig fra den foregående borgerlige regerings.

Kort efter fulgte den debat om fattigdom, hvor det lykkedes Özlem Cekic at forære hele dagsordenen til højrefløjen ved at pege på den ikke-særligt-fattige, storrygende kontanthjælpsmodtager Carina som billedet på fattigdom i Danmark.

Dermed var banen sådan set kridtet op til indførelsen af den kontanthjælpsreform, der siden har ført til et system, der martrer syge mennesker ved at fastholde dem i årevis i udsigtsløse og opslidende ”arbejdsprøvninger”.

Det er det, jeg først og fremmest tænker på, når jeg ser daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksens ansigt eller hører hendes stemme. Og det gør jeg hele tiden. Jeg tilhører tydeligvis et eller andet segment, som Socialdemokratiet gerne vil ramme med deres målrettede annoncering på sociale medier.

Det giver måske sig selv: Jeg er en kvinde i start-30’erne, har altid haft venstrefløjssympatier, men har nu fuldført en akademisk uddannelse og fundet fodfæste på arbejdsmarkedet. Så jeg kunne måske forventes at være et sted, hvor jeg er modtagelig for centrumpartiernes ensartede voksenskoleargumentation om ”ansvarlighed” på velfærdsområdet og i den økonomiske politik.

Men i mit tilfælde ville det til enhver tid være en bedre strategi for Socialdemokratiet at forsøge at undgå at minde mig om, at det bedste resultat, venstrefløjen kan opnå ved det forestående valg, er, at Mette Frederiksen bliver statsminister.

Det er ikke just noget, der giver mig lyst til at poppe en flaske sekt. Faktisk gør tanken mig så træt og modløs, at jeg sommetider griber mig selv i at overveje, om det overhovedet er meningsfuldt at afgive min stemme.

Når jeg lufter sådanne tanker over for venner og bekendte, der er affilieret med Socialdemokratiet, er de ikke sene til at påpege, at Mette Frederiksen jo som formand har forsøgt at gøre op med Thornings og Corydons linje for partiet. At man nu er gået over til en ”klassisk socialdemokratisk” linje i fordelingspolitikken.

Jeg bliver nok nødt til at se det, før jeg tror det. Jeg synes fortsat ikke, jeg kan spore nogen oprigtig fællesskabsånd eller omsorg for udsatte og deres situation i det ”nye” socialdemokrati. Sidste år stemte partiet for eksempel for at gøre det strafbart med fængsel at være tigger.

Det vildeste, de konkret kan spænde sig op til at sige om, hvad der bliver anderledes med dem ved magten, er, at de vil afskaffe den siddende regerings kontanthjælpsloft ”i sin nuværende form”, og efter at en ”ydelseskommission” har haft et år til at arbejde i.

Men det kan godt være, at det mirakuløst viser sig, at en socialdemokratisk ledet regering i denne ombæring vil holde en – relativt set, nogenlunde – solidarisk linje på det fordelingspolitiske område, i hvert fald for borgere, der er solidt danske og ikke for eksempel formaster sig til at bo en periode i udlandet.

Måske – et kæmpe måske – vil der så i den kommende valgperiode ikke blive gjort deciderede indhug i velfærdsstatens fundament.

Hvad der til gengæld forekommer helt og aldeles usandsynligt, er, at der vil blive lagt nogen synderlig indsats i at rette op på alt det, der allerede er brudt ned, udhulet og solgt ud som følge af årtiers aktiv afviklingspolitik på velfærdsområdet.

Og det er det, der får udsigten til et regeringsskifte til at virke så perspektivløst: Det højeste, man kan forvente sig af partiet, der oprindeligt var velfærdsstatens politiske ophav, er, at de vil påtage sig at agere kustoder for ruinerne af den.

---

Johanne Thorup Dalgaard (f. 1987) er kommentarskribent på Altinget. Hun er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. 

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Harun Demirtas: Dine udtalelser er uforklarligt pinlige, Sophie Løhde Harun Demirtas: Dine udtalelser er uforklarligt pinlige, Sophie Løhde Næste artikel Christian E. Skov: Da det liberale imperium døde Christian E. Skov: Da det liberale imperium døde