Kan Rwanda-aftalen gøre det ud for Socialdemokratiets valgløfte om modtagecentre?

Det er formentlig kun synlige sprækker i regeringens stramme udlændingepolitik, der kan fraviste Socialdemokratiet jerngrebet om den centrale vælgergruppe - man kunne kalde den ”de gamle DF’ere” - som partiet erobrede ved valget i 2019.

Siden valget har den blå opposition derfor igen og igen forsøgt at udstille Socialdemokratiet som udlændingepolitiske bløddyr, der er helt i lommen på Radikale og Enhedslisten. Hidtil har anstrengelserne vist sig at være helt forgæves. Tværtimod har Frederiksen-regeringen konstant lykkedes med at være i offensiven i spørgsmålet i en sådan grad, at statsministeren for nyligt i Folketingets spørgetid – ganske frækt – kunne spørge den stærkt udfordrede Venstre-formand, om hans parti mon stadig fører en stram udlændingepolitik.

Offensiven begyndte allerede i oppositionstiden, hvor S i forbindelse med "flygtningekrisen" kappede alle tove til tidligere tiders øllebrødsbarmhjertighed over for flygtningekolonnerne. I 2018 på bagkant af det chok, der stadig sidder i mange vælgere, meldte Socialdemokratiet sig derfor også blandt de partier, der havde fået den idé, at man kunne eksportere asylansøgere til asylbehandling i såkaldte modtagecentre beliggende i fjerne land uden for Europa. Den tidligere VLAK-regering havde forsøgt sig med lignende idéer dog uden større succes, men nu hævdede det store oppositionsparti, Socialdemokratiet, at det var muligt i et mange sider langt asyludspil, der dog havde én stor mangel: Fraværet af et konkret land, der havde indvilliget i at binde an med opgaven om at oprette modtagecentre.

Alle indvendinger fra skeptikere og kritikere blev fejet friskt af banen med det kække svar, at S naturligvis ikke kunne levere et sådan et resultat, så længe man ikke selv sad i regeringskontorerne. Det gør man så nu på snart tredje år, og det er tydeligt, at regeringen selv har indset, at det er blevet tid til at levere på valgløftet.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye er den helt centrale person, når det gælder om at levere varen. Det var også ham, der i 2018 formulerede idéen og løftet om asyllejre i disse "demokratiske" lande, som Afrika desværre har akut mangel på. Tesfaye var i øvrigt som ordfører og ideolog på hele det udlændingepolitiske område selv eksponent for det markante skifte i partiets position i spørgsmålet. Blandt andet med en velskreven bog om de mange fremmedarbejdere i 60’erne, der i modstrid med alle løfter fra arbejdsgivere endte som immigranter i Danmark.

Regeringen kan næppe holde til at sende bistandsmidler til dette regime med store demokratiske udfordringer, hvis ikke Rwanda leverer andet den anden vej end gode hensigter og løs snak.

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Lidt af en intellektuel pragtpræstation, der indskrev überarbejderisten Anker Jørgensen i den nye fortælling om Socialdemokratiets udlændingepolitik gennem tiderne, fordi han i nogle ord havde tvivlet på det fornuftige i import af arbejdskraft. Dermed viste den gamle statsminister og fagforeningsformand sig at udgøre den klippe sammen med de tvivlende og internt forhånede S-vestegnsborgmestre, hvorpå S kunne bygge en ny udlændingepolitisk position efter årtiers vildnis under Svend Auken, Ole Espersen og andre vildfarne humanister. Alle folk, der ellers tjente under førnævnte Jørgensens lederskab.

Længe har Tesfaye, nu på regeringsbænkene, stålsat forsikret tvivlere navnlig i oppositionen, at en sådan aftale stadig var mulig, blot man væbnede sig med den nødvendige tålmod. Forhandlinger med en række lande har stået på, måtte man forstå, selv om offentligheden kun hørte om lande, der takkede nej. 

For nyligt slap det så ud, at Tesfaye og hans kollega, bistandsministeren Flemming Møller Mortensen, også havde været på besøg i den afrikanske stat Rwanda, hvor man har indgået en samarbejdsaftale med regeringen der. En regering, der i øvrigt ledes af præsident Paul Kagame, som tilbage i 2017 ved det seneste præsidentvalg fik 98,79 procent af stemmerne. Et valgresultat, man kun opnår i et land, hvor demokratiet har ganske trange kår. Og det er et problem, hvis man har stillet i udsigt, at man helst vil samarbejde med demokratiske lande om at oprette lejre.

Onsdag har flere medier så offentliggjort den i nogle timer "hemmelige aftale" på syv sider, som Tesfaye og Møller Mortensen har underskrevet med regeringen i Rwanda 27. april. Spørgsmålet er derfor nu, om denne aftale løser den opgave, som Socialdemokratiet selv formulerede i deres plan? Bliver Rwanda så det land, hvor asylsøgere kan opholde sig i et modtagecenter, indtil deres ansøgning om flygtningestatus i Danmark bliver behandlet?

Forestillingen med modtagecentrene er, at fremtidige asylsøgere stopper deres vandring til velfærdsdanmark, når de opdager, at en enkeltbillet hos menneskesmuglerne i realiteten er en returbillet til en flygtningelejr i Rwanda eller et andet sted i Afrika med udsigt til et nærmest uendeligt ophold formentlig i en FN-flygtningelejr. Det vil især afholde alle økonomiske flygtninge fra at prøve lykken i Danmark for så i stedet at søge mod alternative lande som Sverige eller Tyskland. En populær tanke både på højrefløjen, men også langt ind i Socialdemokratiet og især hos den gruppe af tidligere DF-vælgere, som Mette Frederiksen vogter ligeså nidkært som Gollum sin ring i Tolkiens beretning 'Ringenes Herre'.

Modtagecentre er faktisk nævnt i aftalen som et formuleret ønske fra den danske regering. Problemet er dog, at intet i aftalen forpligter regeringen i Rwanda til at levere på dette formulerede ønske. Til gengæld mangler aftalen ikke uforpligtende hensigtserklæringer om at samarbejde om blandt andet hjemsendelse og repatriering af afviste asylansøgere. 

De løse hensigtserklæringer om samarbejde kommer tydeligvis ikke gratis. Danmark vil yde Rwanda økonomisk og teknisk bistand de næste tre år på en lang række andre områder, der omhandler grænsekontrol, menneskesmugling og illegal indvandring.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye er den helt centrale person, når det gælder om at levere varen.

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Hvis man tager ja-hatten på, så vil man hæfte sig ved, at der er tale om en rammeaftale, som samarbejdet kan tage afsæt i og fungere indenfor. Sådanne rammer kan udvikles og udvides hen ad vejen. Diplomatisk er det næppe særligt usædvanligt. Det er en begyndelse, og så må man se, hvad det kan blive til.

På den anden side, så er det tydeligt, at Rwanda ikke har forpligtet sig til at levere det modtagecenter, som er alfa og omega for i regeringens valgløfte. Regeringen kan næppe holde til at sende bistandsmidler til dette regime med store demokratiske udfordringer, hvis ikke Rwanda leverer andet den anden vej end gode hensigter og løs snak.

Foreløbig har regeringen banet vejen ved at købe sig en god portion velvilje hos regeringen i Rwanda, da man med en anden aftale har hentet 200 kvoteflygtninge - fortrinsvis congolesere - fra flygtningelejre i Rwanda og sponsoreret et projekt med 21 millioner kroner, hvor Rwanda har taget strandede flygtninge i Libyen.

For oppositionen vil det naturligvis blive en bunden opgave at teste holdbarheden i aftalen og især holde øje med, om de midler, der med den nye aftale tilgår Rwanda, bliver omsat i selv et lille telt med et skilt, hvor der står ”Dansk Modtagecenter for Flygtninge i Rwanda”.

Spørgsmålet er, om denne aftale indtil videre af regeringen bliver vurderet til at være et tilstrækkeligt stort skridt på vejen til at opfylde deres valgløfte? Vil vælgerne anerkende indsatsen, selv om den ikke syner af mere, med henvisning til at man trods alt er kommet - lidt - længere end de borgerlige?

Måske er der fortsat så meget strøm i udlændingepolitikken, at alene håbet om et fjernt sted, hvor man kan sende flygtninge hen for at få deres asylsag behandlet, er mere end rigeligt til at tilfredsstille de centrale vælgere, som siden 2015 har været omdrejningspunktet i Socialdemokratiets succesfulde kampagne for at erobre og bevare regeringsmagten.