Klimaveteranen Connie Hedegaard: For mange topmøder suger energi ud af klimakampen

Hun var med, da det så sværest ud. Siden er klimakampen blevet alles kamp mod tiden. Men kan FN’s store klimatopmøder for alle verdens lande overhovedet levere det, der skal til? Den danske klimastjerne er ikke sikker.

”Jeg kan roligt sige, at mit temperament og FN’s tempo ikke passer en til en til hinanden," siger Connie Hedegaard, der har være en central spiller til flere af de vigtigste FN-klimatopmøder.
”Jeg kan roligt sige, at mit temperament og FN’s tempo ikke passer en til en til hinanden," siger Connie Hedegaard, der har være en central spiller til flere af de vigtigste FN-klimatopmøder. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix

Der går ikke længe, før Connie Hedegaard over en telefon fra en europæisk lufthavn tørt cementerer sin årelange erfaring med klimapolitik.

”Til dem, der siger, at de har fået en åbenbaring, fordi de har læst den seneste klimarapport, vil jeg lige minde om, at der altså har været en del af dem,” siger hun. 

Altinget fanger hende, få dage før FN’s klimatopmøde i Glasgow begynder. Det store spørgsmål for årets topmøde – som det har været lige siden Connie Hedegaard var Danmarks første klimaminister og senere EU’s første klimakommissær – er, om det stadig er muligt at tøjle den ødelæggende globale opvarmning.  

Selvom Parisaftalen i 2015 har skabt en ramme, der nu får lande på stribe til at lave klimamål og hæve ambitionerne, løber sandet samtidig hurtigere ned i timeglasset. Sådan er fysikkens klimalov bare skruet sammen. 

Blå bog
  • Connie Hedegaard er uddannet cand. mag. i historie og litteraturvidenskab og blev første gang valgt ind i Folketinget i 1984 for Det Konservative Folkeparti.
  • I 1990 forlod hun Folketinget for i stedet at arbejde som journalist, først på Berlingske Tidende og siden som chef for Radioavisen på DR samt vært på DR2's Deadline.  
  • I 2004 blev hun udnævnt til miljøminister.
  • I 2007 blev hun udnævnt som klima- og energiminister blandt andet med ansvar for klimatopmødet i København i 2009.
  • Fra 2010-2014 var hun EU's første klimakommissær.  
  • I dag er Connie Hedegaard bestyrelsesformand i den grønne tænketank Concito og Aarhus Universitet, ligesom hun er formand for KR Foundation under Villum Fonden, hvor hun tildeler økonomisk støtte til projekter og indsatser for en mere bæredygtig verden. 

Skal temperaturen ikke skyde i vejret, kræver det derfor drastisk handling. Men hvad det mere konkret betyder, er svært at få cirka 190 vidt forskellige lande til at enes om.   

Det ved Connie Hedegaard kun alt for godt. Hun sad på første parket, da en global og juridisk bindende klimaaftale under COP15 i den danske hovedstad smuldrede. Og hun var med i årene efter, hvor krummerne blev fejet op fra gulvet.

I år, hvor der står 26 i stedet for 15, og byen hedder Glasgow i stedet for Købehavn, ser det ud, som om alle er enige om, at der skal fart på klimaindsatsen. Men kan FN og de globale topmøder overhovedet levere det? 

Ifølge den tidligere danske EU-klimakommissær er det ikke givet. Derfor rejser FN’s klimatopmøder et dilemma, der får hende til at komme med et næsten kættersk forslag: 

Måske vil det faktisk gavne klimakampen at skrue ned for de store klimatopmøder. 

”Der er noget i formatet, der gør, at jeg tror, det ville være endnu mere produktivt, hvis man holdt de rigtigt store konferencer hvert andet år,” siger Connie Hedegaard. 

FN er langtfra det eneste forum for klimahandling i dag. Og det er urealistisk at forvente, at der kan leveres kæmpestore gennembrud hvert år på den internationale scene. 

”For der er også en meget stor risiko for, at man skuffer,” siger hun.

”Chancen for at kunne levere resultater ville blive større, hvis man skruede lidt ned for kadencen. Så kunne man måske i pauseårene sætte fokus på temaer som finansiering, eller hvordan vi får skabt en pris på CO2?” 

”Folk har fattet, det skal gå stærkt”

Selv om det er tydeligt, at klimakrisen fylder stadig mere i befolkningernes bevidsthed – både i gaderne, hvor især unge kræver handling, og i parlamenterne, hvor klima tager mere opmærksomhed end nogensinde før – kan det momentum tabe pusten i mødet med det træge, globale klimadiplomati, der samles i Glasgow.

”Folk har fattet, at det skal gå stærkt. Og så bliver de mødt med den type skridt, som FN-systemet kan levere. Det er et dilemma,” siger Connie Hedegaard. 

Når man siger, at der skal lægges noget mere på bordet i Glasgow nu, og man ikke gør det, er risikoen en stadig mere frustreret befolkning og ikke mindst en frustreret ungdom, der synes, at det går alt for langsomt.

Connie Hedegaard, Danmarks klimaminister, EU's første klimakommissær og formand for Concito

Senest er det en række nedslående konklusioner i en ny delrapport fra FN’s klimapanel, der har sat to streger under den akutte situation, som kloden står i: 

Menneskeheden har ”utvetydigt” opvarmet atmosfæren, havet og landjorden verden over. Konsekvenserne er allerede store. Og de vil vokse sig større.  

Især fordi rapporten konkluderer, at det er tæt på umuligt at holde den globale opvarmning under 1,5 grader over før-industrielt niveau i gennemsnit, medmindre "øjeblikkelige, hurtig og omfattende" reduktioner i udledningen af drivhusgasser finder sted. 

Det tal er centralt i den store klimaaftale fra Paris, hvor verdens lande lovede hinanden at arbejde for at gøre netop det. Og ikke mindst centralt i Glasgow, hvor ambitionen er ”at holde 1,5 i live”. Men det er der dog ikke mange i embedsværket, der – når mikrofonerne er slukkede – tror på, selv hvis landene melder mere ambitiøse mål ind på konferencen. 

Det kan medføre ”et legitimitetsspørgsmål”, vurderer Connie Hedegaard, når der er store forventninger fra befolkningen, som er vidne til, at ”tusindvis af mennesker flyver ind”, der ser ”mere og mere trætte ud, som dagene går”, mens de ”snakker om noget, der er teknisk og svært at forholde sig til”. 

”Når man siger, at der skal lægges noget mere på bordet i Glasgow nu, og man ikke gør det, er risikoen en stadig mere frustreret befolkning og ikke mindst en frustreret ungdom, der synes, at det går alt for langsomt,” siger hun.

 

Det hedegaardske temperament og FN-systemet

Nu er det så 26. gang, at FN-systemet indkalder til globalt klimatopmøde. Hver gang samles cirka 25.000 deltagere fra hele verden om at bremse drivhusgasudledningerne, så den globale opvarmning ikke stikker af. Indtil videre er succesen ikke overvældende.  

Siden 1990, der er basisåret i forhandlingerne, er verdens udledninger næsten fordoblet. CO2-koncentationen i atmosfæren er steget til ifølge forskere kritiske 419 ppm – det højeste niveau i alt den tid, der har været mennesker på Jorden. Kul, olie og gas er stadig langt størstedelen af den smørelse, der driver verdens energiforsyning.

Opgaven med at ”holde 1,5 i live” skriger på drastisk handling, men når næsten alle klodens lande skal være enige, ender man med at bruge dage, nætter, uger og måske år på at diskutere sætninger til en aftaletekst. 

”Der skal findes kompromisser i alt. Hvad kan der stå, som alle måske ikke er enige i, men ikke er så uenige i, at de vil blokere for det? Det er opgaven hele tiden: At ende med en tekst, som ingen modsætter sig,” siger Connie Hedegaard og tilføjer: 

”Jeg kan roligt sige, at mit temperament og FN’s tempo ikke passer en til en til hinanden.” 

Det mislykkede COP15-klimatopmøde i København i 2009 anses ofte som beviset på, at skal verdens lande blive enige om en klimaaftale, så skal den kunne rumme, at hvert enkelt land selv bestemmer, hvad det vil byde ind med. 

Man kan så at sige presse og argumentere, men ikke med jura diktere klimareduktioner fra suveræne stater. De må selv hjemme afgøre, hvor meget de vil bringe til festen. Denne bottum up-tilgang er i grove træk den proces, der siden København-topmødet har defineret de internationale klimaforhandlinger. 

Nederlaget i København blev derfor en mavepuster til dem, der ønskede hurtig handling og en ambitiøs, juridisk bindende klimaaftale. Men når Connie Hedegaard i dag ser tilbage, var det alligevel langtfra spildte kræfter. 

Bare to år efter, ved COP17 i Durban, hvor Connie Hedegaard var EU’s klimakommissær, blev grundstenen lagt til Paris-aftalen i 2015. Og det byggede alt sammen videre på forhandlingerne i København, påpeger hun. 

Jeg kan roligt sige, at mit temperament og FN’s tempo ikke passer en til en til hinanden.

Connie Hedegaard, Danmarks klimaminister, EU's første klimakommissær og formand for Concito

Siden har mere end 130 lande sat klimamål, mange har lavet klimalove, virksomheder sadler om, og investorer satser mere og mere på grønne investeringer frem for sort energi. 

Du hæfter dig ved, at der kom gode resultater ud af COP15, men føltes det som en succes, mens det fandt sted?

”Nej, selvfølgelig havde alle vores kræfter over flere år været sat ind på, at vi skulle nå længere i København. Men da det kom til stykket, var der ikke nok lande – og ikke nok af de store udledere – der var villige til at strække sig langt nok. I dag kan enhver vist se, at det havde tjent verden godt, om man havde været klar til at give mere i København,” siger Connie Hedegaard.

Men når man ”hæver blikket lidt op fra forhandlingerne”, kan man se, at de begreber og ord, man kæmpede for at få med i en aftaletekst, også sætter nogle spor, fastslår hun. 

”Når det først er kommet ind, fanger bordet også.”

Selv olielandet par excellence, Saudi Arabien, vil nu satse på solenergi og har sat klimamål, tilføjer Connie Hedegaard.

”Nogle af de aktører, der for 10-15 år siden så det her som noget, der bare skulle gå væk, har ændret sig. De har accepteret, at det også er i deres interesse.” 

Fakta

Endnu en dyster FN-rapport, The Heat Is On – A world of climate promises not yet delivered, kaster lys på klimakrisens omfang. Her er nogle af hovedkonklusionerne:

  • Efter et hidtil uset fald på 5,4 procent i 2020 er de globale CO2-udledningerne på vej mod niveauet fra før coronapandemien satte verden i stå. Det samme er tilfældet med drivhusgasser i atmosfæren.
  • Den globale gennemsnitstemperatur vil stige med 2,7 grader frem mod år 2100 i forhold til før-industrielt niveau, hvis alle verdens lande lever op til deres nuværende klimaløfter.
  • Emissionsgabet er fortsat stort: Klimaløfterne sænker kun udledningerne med 7,5 procent frem mod 2030, mens der er behov for 30 procent for at nå ned på en temperaturstigning på 2 grader i år 2100. Hvis den skal ned på 1,5 grader, sådan som COP26 handler om, er der behov for 55 procent.

 


Kilde: The Heat Is On

Manglende tillid og geopolitik kan spænde ben

Der er med andre ord et bedre grundlag for at nå frem til fælles løsninger end for et årti siden, vurderer Connie Hedegaard. Men der er alligevel en række potentielle faldgruber, når der skal skabes store resultater på klimatopmøder. 

En af dem er manglende tillid mellem de mest velstående lande, der står bag størstedelen af udledningen, og de mest sårbare lande, der mærker konsekvenserne af klimaforandringerne tydeligst. 

Et løfte fra 22 rige lande om at levere 100 milliarder dollar i klimabistand til de mest sårbare nationer fra 2020 vil nemlig ifølge den seneste OECD-fremskrivning først kunne opfyldes i år 2023. Altså, tre år senere end lovet. 

Det er for eksempel med til, at forhandlingerne på årets klimatopmøde er begyndt ”lidt mere op ad bakke, end man behøvede”, vurderer Connie Hedegaard. 

”For rigtigt mange udviklingslande er det testen på, om man kan regne med, hvad i-landene lover til de her konferencer. Derfor er det ikke en lille ting,” siger hun. 

Og så kommer man ikke uden om, at en succesfuld klimakonference afhænger af presset på de store lande, konstaterer den forhenværende klimakommissær.  

Glasgow vil give et fingerpeg om, hvorvidt verden som sådan har viljen til at gøre, hvad der kræves.

Connie Hedegaard, Danmarks klimaminister, EU's første klimakommissær og formand for Concito

EU har øget ambitionerne i forhold til topmødet i Paris for fem år siden, og ”det er der endnu flere, der skal gøre”, lyder det. 

Det er blandt andre Rusland, Indien og især USA og Kina, der kan påvirke resultatet.

Kort før topmødets begyndelse skuffede kul-tunge Kina ved ikke at hæve ambitionerne yderligere, da nye detaljer i landets plan om at sænke udledningerne af drivhusgas frem mod 2060 blev offentliggjort. 

Samtidig var der før topmødet alvorlige, hjemlige benspænd for Biden-administrationens øgede klimaambitioner. Her var et løfte om at sende en tung pengepose med 2,5 milliarder dollar i klimahjælp til verdens fattigste lande strandet i Senatet. 

Oveni tyder intet på, at det iskolde forhold mellem de to konkurrerende stormagter for alvor er tøet op oven på Donald Trumps exit fra Det Hvide Hus. 

Skal et topmøde blive en succes, vil det derfor kræve, at USA og Kina overkommer deres geopolitiske konflikter og indenrigspolitiske dagsordener og finder hinanden rundt om bordene, vurderer Connie Hedegaard. 

”Det er bare sådan, at USA skal ville det, for at Kina overfor sin egen befolkning kan legitimere at give noget. Det er helt afgørende, at de får lov af deres hovedstæder til at bevæge sig,” siger hun. 

Og så peger hun på, at det ud over ulandenes tillid og de store spilleres velvilje er afgørende for en klimasucces, at landene snart bliver ”enige om, at markedet er nødt til at spille en rolle”. 

”Der skal investeringer til, og det skal kunne betale sig at investere i de her ting. Også i udviklingslandene. Det er en nød, der skal knækkes, og som både er ideologisk og det er teknisk besværligt,” siger Connie Hedegaard. 

Nærer du selv et håb om, at vi kan holde liv i ambitionen om de 1,5 grader? 

“Ifølge forskerne er det stadig muligt – men kun i de mest positive scenarier, der kræver, at mange gør mere hurtigere, og mere end de foreløbig har lovet.” 

“Glasgow vil give et fingerpeg om, hvorvidt verden som sådan har viljen til at gøre, hvad der kræves,” svarer Connie Hedegaard. 

Læs også

Billede 1:

COP15 i København blev ikke, hvad det danske formandskab – her i form af daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen og klimaminister Connie Hedegaard – havde håbet. Fotograf: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Billede 2:

God stemning i Paris i 2015, hvor USA's daværende præsident, Barack Obama, sad til bords med den daværende franske præsident, François Hollande. Fotograf: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

Omtalte personer

Connie Hedegaard

Afgående bestyrelsesformand, Aarhus Universitet (1/12-22), formand, Concito & KR Foundation, OECD’s Round Table for Sustainable Development
cand.mag. i historie og litteraturvidenskab (Københavns Uni. 1991)

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion