Kulturministerposten er rykket op i politisk vægtklasse – og forventningerne er fulgt med

Jakob Engel-Schmidt og Moderaterne har på papiret trukket kulturministerposten helt op i den politiske sværvægtsklasse.

Som kulturminister har han ekstraordinært fået plads i regeringens centrale og magtfulde udvalg, og regeringsgrundlaget vidner om, at kulturpolitikken skal udgøre en væsentlig søjle i det værdipolitiske projekt.

På den korte bane har kulturlivet også fået en minister, der effektivt har profileret sig selv og sit ressort - og faktisk har leveret konkret politik på en række vigtige områder. 

Situationen er på mange måder uvant for kulturlivet. Kulturministerposten har traditionelt haft sin plads nederst i skiftene regeringers interne hakkeorden.  

Det har afspejlet sig i forbindelse med finanslovsforhandlinger, hvor kulturpolitikken traditionelt har været blandt de allersidste emner på dagsordenen, når de sidste penge skulle fordeles.  

Efter seks måneder har Jakob Engel-Schmidt effektivt markeret sig som en handlekraftig minister, og hasteopgaverne er klaret i mindelighed og med brede aftaler.

Men han mangler stadig at sætte reel politisk handling bag regeringsgrundlagets største og mest vidtløftige ambitioner, og de største opgaver og udfordringer lurer derfor i horisonten efter sommerferien. 

I kulissen anes samtidig en spirende utålmodighed i kultursektoren, hvor forventningerne til flertalsregeringen fra første dag har været særdeles høje.

Iltfattig finanslov  

Regeringsgrundlagets ambitioner for kulturen og en minister i regeringstoppen har tilsammen skubbet forventningerne i vejret.

SVM-regeringens første udspil til en finanslov blev derfor også flere steder set som den første lakmusprøve for, hvor stor den politiske vilje er til at sætte handling bag flertalsregeringens kulturpolitiske visioner.  

I regeringsgrundlaget fremgår det eksempelvis, at kulturpolitikken skal være helt central i store tværpolitiske indsatser.

Under valgkampen konstaterede Moderaternes kulturordfører desuden, at det er ”meget, meget vigtigt” at gennemføre et økonomisk løft af kulturområdet i milliardklassen. 

Men hverken værdimæssigt eller økonomisk blev kulturlivets tårnhøje forventninger indfriet med SVM-regeringens første finanslov.  

En stribe lukningstruede kulturinstitutioner blev reddet på stregen, men i kulturlivet lød der kritik for, at samtlige af regeringsgrundlagets visioner glimrede ved deres fravær. 

Herunder blandt andet regeringens plan om at gennemføre forsøg med kulturpas for de næsten 45.000 unge, der hverken er i uddannelse eller job.  

Organisationen Dansk Kulturliv slog kort tid efter fast, at kulturpolitikken i mange år groft sagt er reduceret til spørgsmål om, hvem der skal have del i ”klatbevillingerne”, mens behovet for at tænke i helt nye baner vokser.  

Hasteopgaver vinget af 

Blandt de mest presserende opgaver, som ventede kulturministeren fra første dag, var at lande en ny musikhandlingsplan og en ny medieaftale.  

Her er det i begge tilfælde lykkedes at lande brede politiske aftaler, som over bred kam har fået positiv modtagelse.

Grundet folketingsvalget var arbejdet med musikhandlingsplanen allerede forsinket, da kulturministeren trådte til. Det har skabt stor frustration hos landets spillesteder, som har haft vanskeligt ved at planlægge deres programmer.  

Men da kulturministeren sammen med et bredt flertal i Folketinget kort før sommer kunne præsentere en plan, som indeholdt et betydeligt økonomisk løft, synes utilfredsheden hurtigt at være glemt.  

Musikhandlingsplanen med fokus på talentudvikling og øget diversitet blev over bred kam taget positivt imod i branchen.  

Derudover har Jakob Engel-Schmidt for ganske nylig landet den første brede medieaftale i nyere tid, som dermed skaber øget ro om en branche, der flere steder er præget af betydelig økonomisk usikkerhed.  

Her har kulturministeren desuden først og fremmest skullet agere mægler mellem de øvrige regeringspartier, Socialdemokratiet og Venstre, vedrørende det såkaldte kulturbidrag.  

I S-regeringens tidligere medieaftale, som aldrig nåede at blive vedtaget, fremgik det nemlig, at store streamingtjenester såsom Netflix skulle betale en afgift på seks procent af indtjeningen i Danmark til støtte af danske produktioner. En afgift, som særligt Venstre har talt dunder imod.  

Her er der fundet et kompromis, hvor afgiftens størrelse svinger mellem to og fem procent af overskuddet afhængigt af streamingtjenesternes vilje til selv at spytte penge i dansk indhold.