Læger Uden Grænser til politikere: Tag et realitetstjek

Af Torill Pallesen
Konstitueret direktør hos Læger Uden Grænser

”Vi hjælper i nærområderne.” Sætningen bliver gentaget igen og igen, når vi taler om mennesker på flugt. Det er som et mantra, der gentages i forsøg på at løse det problem, at der i verden i dag er 60 millioner mennesker på flugt. De forsøger at overleve i krig, konflikt og fattigdom – og for de fleste er der ingen udsigt til et bedre liv i overskuelig fremtid.

En lille del af dem søger mod Europa og nye muligheder for et liv i fred og fremgang. Jeg opfordrer alle, der anvender mantraet ”vi hjælper i nærområderne” til at tage et realitetstjek af situation for mennesker, der lever der som flygtninge. Jeg tror at de fleste – inklusive mig selv – ville vælge at flygte mod Europa, hvis der overhovedet var mulighed for det.

Alternativet er håbløst. Tag nu Dadaab-lejrene i Kenya på grænsen til Somalia, som blev grundlagt i 1991, og nu næsten 25 år senere er verdens største flygtningelejr med hen imod 400.000 somaliske flygtninge. Lejren er et skoleeksempel på resultatet af en konflikt og udvikling, som ingen tør, vil eller ved, hvordan man skal løse og forbedre.

Her har man parkeret mennesker på flugt i et nærområde i årtier uden mulighed for at arbejde, bygge permanente huse eller flytte sig uden for området. Pakistan huser 2,5 millioner afghanske flygtninge i nærområderne, Etiopien er oppe på 650.000 flygtninge fra især Sydsudan. Ingen af disse konfliktområder står foran en snarlig afklaring og løsning på situationen.

Store menneskelige omkostninger
Læger uden Grænser arbejder hver dag med tusindvis af flygtninge og mennesker i nærområderne. Vi kender realiteterne i flygtningelejrene, de årligt tilbagevendende epidemier af kolera, mæslinger og malaria i Kenya, Etiopien, Pakistan og andre såkaldte nærområder. Vi opsætter karantæne og behandlingscentre, når epidemier atter bryder ud, fordi alt for mange mennesker bor på alt for lidt plads. Vi tilbyder humanitær medicinsk hjælp til de syge, de gravide og fødende, fordi de oftest ingen adgang har til sundhedssystemer i nærområdet.

Jeg opfordrer alle, der anvender mantraet ”vi hjælper i nærområderne”, til at tage et realitetstjek af situation for mennesker, der lever der som flygtninge.

Torill Pallesen
Konstitueret direktør hos Læger Uden Grænser

Vi tilbyder terapeutisk ernæring til underernærede børn, når der endnu en gang bliver skåret ned på fødevarehjælpen som resultat af manglende betaling af nødvendige internationale bidrag til de store flygtningeorganisationer som UNHCR. Vi behandler kvinder og børn udsat for seksuel vold og overgreb begået i nærområderne, hvor FN-styrker, der burde være beskyttere af flygtninge, ikke formår at være det.

De fleste af de mennesker, der lever som flygtninge i nærområder, har ingen rettigheder og ingen udsigter til at vende tilbage til et sikkert liv i deres oprindelses land. De mange mennesker, der nu flygter fra Syrien, er de seneste ofre for politisk fastlåste konflikter med store menneskelige omkostninger.

Hult og meningsløst
Informationsstrømmen til nærområderne gennem sociale medier og netværk er stadigt voksende, og viden om, hvordan man lever i andre dele af verden, er stigende. Overladt til kontinuerlig utilstrækkelig humanitær hjælp og total mangel på udsigt til en løsning af grundproblemerne i området, vil antallet af mennesker, der forsøger at komme væk fra den uholdbare situation i nærområderne, uden tvivl kun stige. For dem runger mantraet ”vi hjælper i nærområderne” både hult og meningsløst.

Som humanitær organisation har vi erfaret, at hjælpen til flygtninge ikke længere kan begrænses til nærområderne, for den globale vilje til at støtte i nærområderne har været for lille og for sent ude. Læger uden Grænser sejler med to både på Middelhavet og har nu i månedsvis reddet tusinder af mennesker på flugt fra at drukne på havet.

Vi følger de mennesker, der har fået nok af krig og situationen i nærområderne og støtter, hvor vi kan, med medicinsk assistance på deres vej igennem Europa, der hvor de europæiske regeringer skulle tage ansvar, men ikke gør det. Vi understreger på det stærkeste nødvendigheden af, at der skabes sikre veje for mennesker på flugt, så det ikke er med livet som indsats at søge asyl i Europa.

De nuværende humanitære kriser udspringer af politisk skabte katastrofer og kan kun løses af modige og visionære politikere, der tør se sandheden i øjnene og være med til at ændre udviklingen og skabe løsninger både lokalt, regionalt og globalt. Indtil det sker, må vi forvente, at folk i stigende antal vil fortsætte med at flygte over Middelhavet og gennem Europa i forsøget på at skabe en fremtid for sig selv og deres familier.