Syndfloden af mudder er et alarmopkald til Europas politikere

Så længe politikerne ikke tør indføre en CO2-afgift på op mod 1.500 kroner per udledt ton, vil de grønne besværgelser have karakter af et gigantisk bluffnummer.

Umiddelbart blev det ellers modtaget med forløsende begejstring, da EU-Kommissionen forleden fremlagde sin omfattende klimapakke med den kække titel Fit for 55. EU-landene ønsker at reducere udledningen af CO2 med 55 procent i 2030.

Det kunne lyde som om, at de europæiske politikere nu endelig tager ansvar for en stadig mere kaotisk udvikling, hvor mere og mere ekstreme vejrfænomener for længst har vist os på den mest brutale vis, hvad global opvarmning betyder i praksis.

På papiret er der vitterligt mange fornuftige tiltag i 3.800 sider, som EU-Kommissionen har fremlagt efter årelange og komplicerede forhandlinger. Problemet er blot, at selv hvis alle tiltagene skulle ende med at blive ført ud i livet – hvad der i sig selv er højest tvivlsomt – vil det kun forslå som en skrædder i helvede.

Isoleret set er det ganske vist påtrængende at ville øge produktionen af vedvarende energi, gentænke det dysfunktionelle CO2-kvotesystemet, hæve energiafgifterne og sågar forbyde salg af nye benzin- og dieselbiler fra 2035.

Men flyvske ord kommer til kort over for kontant kemi. De fromme og futuristiske hensigtserklæringer står slet ikke mål med den nådesløse virkelighed, som allerede presser sig på over hele kloden og helt konkret i de tyske og belgiske byer, som her i de seneste døgn er blevet ramt af en syndflod af mudder fra de voldsomme regnfald på bjergskråningerne omkring Rhinen. I det vestlige USA har en historisk hedebølge hærget i ugevis.

Når danske og andre europæiske politikere satser så entydigt på biomasse, skyldes det reelt kun, at CO2-udledningen herfra ikke medregnes i de enkelte landes klimaregnskab af rent bureaukratiske årsager

Lars Trier Mogensen
Kommentarskribent

Den himmelråbende krise mærkes over hele verden i form af generelt stigende middeltemperaturer, men i mindst lige så høj grad ved, at vejret er gået amok. Intensiteten og frekvensen i det stadigt vildere vejr har for længst vist sig skæbnesvanger, og milliardomkostningerne til såvel katastrofehjælp som reparationer og forebyggelse tårner sig op. For de millioner af borgere, der lever i de mest sårbare områder, bliver det dyrt at vente på politikerne.

Skaden er desværre allerede sket: Koncentrationen af CO2 og ækvivalente drivhusgasser i atmosfæren er i løbet de seneste tiår steget til langt over et kritisk niveau, og det vil uundgåeligt medføre dramatiske omvæltninger i hverdagen.

Ophobningen af drivhusgasser er helt ude af balance allerede i dag, og den turbulente cocktail af tørke, oversvømmelser og umenneskelige temperaturrekorder tegner kun til at blive mere og mere uforudsigelig.

Selvom det kan lyde betryggende, når politikerne hævder, at der endnu er tid til at handle, er den videnskabelige status, at den ukontrollabel afbrænding af fossile energikilder op gennem hele efterkrigstiden for længst har bragt CO2-koncentrationen i atmosfæren op på et alarmende niveau på over 400 ppm (parts per million, red.). Herfra bliver det kun værre.

Global opvarmning er alt andet end et fremtidsfænomen, og reelt handler klimapolitik derfor ikke om at ville begrænse yderligere stigninger i fremtiden, men derimod om at nedbringe den eksisterende CO2-koncentration.

Både EU-Kommissionens målsætning om en reduktion på 55 procent i 2035 i hele Europa og Danmarks formelt set mere ambitiøse målsætning om en reduktion på 70 procent i 2030 handler imidlertid kun om at bremse en løbsk udvikling, ikke om at stoppe ulykkerne.

Kun folk, der bliver betalt for at mene det, tror efterhånden på, at det vil være muligt at overholde Parisaftalens mål om at begrænse temperaturstigninger til 1,5 ekstra grader her i løbet af det 21. århundrede.

Realistisk set vil den generelle opvarmning bliver langt mere drastisk, og vel at mærke ramme tilfældigt og dødeligt med en stadig større hyppighed. Regningen for passiviteten risikerer at blive massiv.

Når politikernes vidtløftige grønne festtaler renses for spin, står en simpel forklaring tilbage: Endnu har ingen lande for alvor turdet reducere forbruget af fossile brændstoffer, og derfor er udledningen af drivhusgasser ikke engang begyndt at klinge af.

Indtil politikerne i Danmark og resten af Europa tager sig mod til og rent faktisk indfører en CO2-afgift, der er høj nok til straks at gøre den sorte energi urentabel, vil deres højtidelige grønne sniksnak drukne i sludder og mudder

Lars Trier Mogensen
Kommentarskribent

Mens verdens fattigste lande af forståelige årsager har en stærkt stigende efterspørgsel efter billig energi, har de rigeste lande hidtil nøjedes med blot at supplere med vedvarende energikilder.

Den bilaftale, som et bredt flertal i Folketinget indgik i december 2020, er eksemplarisk: Antallet af fossile køretøjer forventes at forblive på det nuværende niveau, mens alene stigningen i bilsalget skal dækkes af grønnere køretøjer.

Og sådan tegner billedet sig også i andre lande: Nye grønne løsninger lægges blot oveni i det fossile forbrug, og så forstærkes ophobningen af CO2 i atmosfæren altså, uanset hvor mange elbiler, der begynder at rulle rundt på vedvarende vindmøllestrøm.

Helt konkret skal forbruget af ikke blot olie, kul og naturgas, men også alle andre former for fossile brændsler skrues hurtigt ned, hvis skadevirkningerne af den globale opvarmning på nogen tænkelig måde skal kunne dæmpes.

Men der er lang vej. Meget lang vej. Når S-regeringen eksempelvis hævder, at Danmark allerede skulle have taget betydelige skridt i den grønne omstilling, skyldes det kun, at man rent teknisk undlader at medregne udledningen fra afbrænding af biobrændsler.

Som erstatning for olie, kul og naturgas har Danmark og mange andre lande således forøget afbrændingen af blandt andet træflis. Men derved reduceres CO2-udledningen faktisk ikke nævneværdigt.

Samme paradoks er filtret dybt ind i EU-Kommissionens Fit for 55-plan. Også her satses på afbrænding af biomasse, som allerede udgør op mod 60 procent af EU's såkaldte "vedvarende energi". Selvom biomasse potentielt kan være et grønnere alternativ til olie, kul og naturgas, er det bestemt ikke nogen klimaneutral energiform.

Når danske og andre europæiske politikere satser så entydigt på biomasse, skyldes det reelt kun, at CO2-udledningen herfra ikke medregnes i de enkelte landes klimaregnskab af rent bureaukratiske årsager.

Tilbage fra Kyoto-aftalen har biomasse været defineret som en grøn energiform, men for alle praktiske formål er der tale om et prokuratorkneb, som gør det muligt for landene at øge CO2-udledningen fra biomasse og samtidig hævde, at CO2-udledningen skulle være faldende.

Klimapolitikken er i det hele taget præget af kreativ bogføring, og derfor er der god grund til at stille spørgsmålstegn ved politikernes hensigter. Hvem er det egentlig, som de forsøger at snyde, når de gør sig så store krumspring for at fastholde den faktiske CO2-udledning?

For de borgere, der rammes af den globale opvarmning, er de jo ligegyldigt om den fortsatte CO2-udledning sker ved hjælp af olie eller biomasse.

Skåret ind til benet kan politikernes klimaløfter vurderes på en simpel målestok: Er de villige til at lade CO2-forurenere betale den reelle pris, ligesom det sker på andre områder? Tør de indføre en CO2-afgift, der afspejler de samfundsmæssige omkostninger ved global opvarmning og ekstremt vejr? I så fald vil vedvarende energikilder hurtigt være konkurrencedygtige.

I samme øjeblik, at prisen for udledning af et ton CO2 eller ækvivalente drivhusgasser blev hævet op til cirka 1.500 kroner, ville blandt andet vindmøller, solceller og geotermi øjeblikkeligt fortrænge hele den sorte energisektor fra markedet, og CO2-reduktionen ville begynde at ske i virkeligheden. Markedskræfterne ville gøre arbejdet.

Den økonomiske sagkundskab er efterhånden lige så enige om de næsten magiske effekter ved en CO2-afgift, som alverdens klimaforskere er om selve grundproblemets natur. Både Klimarådet og de miljøøkonomiske vismænd har klart dokumenteret, at en mærkbart højere CO2-afgift vil være den absolut mest effektive løsning. 

Alle mulige og umulige tilskudsordninger, støtteprojekter og politiske profileringsforsøg vil hverken gøre fra eller til, så længe omkostningerne ved udledning af drivhusgasser ikke er rimeligt prissat.

Indtil politikerne i Danmark og resten af Europa tager sig mod til og rent faktisk indfører en CO2-afgift, der er høj nok til straks at gøre den sorte energi urentabel, vil deres højtidelige grønne sniksnak drukne i sludder og mudder.