Lars Trier Mogensen: Trump-provokation fra dronningen genopliver 100-årigt spøgelse

I forståelsespapiret fra sidste sommer hedder det umisforståeligt, at "en ny regering skal føre en bæredygtig politik, hvor Danmark igen tager lederskab for den grønne omstilling, hæver ambitionerne for klima, miljø og natur markant, og som sikrer, at Danmark lever op til Paris-aftalen," og videre – som én gang mere for prins Knud – at, "det er den absolut vigtigste opgave, som verden står over for".

Man foranlediges til at spørge: Hvad er det, som dronning Margrethe ikke har forstået? At de menneskeskabte klimaforandringer er "den absolut vigtigste opgave", eller at S-regeringen vil tage "lederskab for den grønne omstilling"?

I ret præcist 100 år har en dansk regent formelt set bare skulle makke ret over for den til enhver tid siddende regering, som ikke har et flertal imod sig i Folketinget.

For sådan fungerer Danmarks indskrænket-monarkiske regeringsform. Og dét ved dronningen.

Eftersom hun kender sine begrænsninger, og om nogen ved, at hun ikke kan have pudsige holdninger til alt mellem himmel og jord, kan hendes udtalelser, der blev offentliggjort her i påsken, reelt kun opfattes som én af to muligheder.

Enten som en bevidst politisk provokation eller som et mere sørgeligt udtryk for, at hendes kognitive funktionsniveau kan være aftagende, som det jo også skete for hendes nu afdøde mand, prins Henrik, der i september 2017 fik konstateret demens.

Så længe dronningen udtaler sig frit, må hun imidlertid tages alvorligt, og derfor kan udtalelserne ikke bare afskrives som et feudalt slip eller blot som vrøvlerier fra en alderstegen kvinde.

Hun må antages rent faktisk at have villet provokere og fra sin privilegerede position markere et politisk synspunkt, som hun reelt kun deler med andre meget gamle vælgere og den yderste højrefløj.

Ikke overraskende lød der straks lovord fra borgerligt hold, hvor særligt Dansk Folkepartis klimaordfører, Morten Messerschmidt, hyldede regenten.

"Jeg er stolt og glad for at have en dronning, som frimodigt og åbent tør tale til sit folk," sagde han og tilføjede: "Der har været en tendens til i visse kredse at tale om klimaproblemet som noget, der dels er en ren dansk opgave, og dels truer os her nu. Det gør det jo ikke," udtalte Messerschmidt, som nu også vil have de danske klimaambitioner sænket på grund af coronakrisen.

Reaktionen fra Morten Messerschmidt udstiller, hvordan dronning Margrethe har gjort sig selv til en brik i det politiske spil på Christiansborg.

Hun og hendes komiske henvisning til uldhårede næsehorn i Vestjylland vil fremover være et trumfkort for det lille mindretal, der ønsker at blokere for en ambitiøs dansk klimapolitik.

Dronningens betydelige autoritet blandt nogle vælgere vil blive udnyttet til nu at drage tvivl om grundlaget for S-regeringens største projekt.

De grønne klimakrigere vil også forsøge at skubbe rundt med dronningen.

Afhopperen fra Alternativet, Sikandar Siddique, har allerede stillet et snedigt spørgsmål, hvor han beder regeringen "redegøre for, om den er enig med dronningens udtalelser om klimakrisen". Og dermed er regeringstoppen tvunget til at tage afstand fra dronning Margrethe. Eller nok mere sandsynligt at tale sort.

Pointen er uanset, at dronning Margrethe har tiltaget sig en politisk rolle, hvor hun kan ende med at påvirke folkestemningen og derigennem lovgivningsprocessen.

På kort sigt kan det oplagt diskuteres, hvor stor realpolitisk indvirkning dronningens klimaprovokation vil få.

For det første er flertallet bag klimaloven sjældent bredt i Folketinget, også selv hvis Dansk Folkeparti nu skulle udnytte situationen til at hoppe fra, og for det andet vil hun jo ikke selv regere uendeligt.

Men fremtiden tegner sig faktisk endnu sortere. Hendes arvtager, kronprins Frederik, har om muligt udvist en endnu ringere evne til at forstå, hvor grænserne går.

Særligt som medlem af den internationale olympiske komité, IOC, har kronprins Frederik excelleret i dårlig dømmekraft.

Mest markant, da han stemte for Ruslands deltagelse ved OL i 2016 til trods for afsløringer af statsstøttet doping af atleterne.

Kronprinsen trodsede direkte den danske regering. Daværende kulturminister Bertel Haarder (V) kæmpede nemlig sammen med Det Internationale Antidopingagentur, Wada, for at udelukke Rusland.

Men kronprins Frederik ville det anderledes, og tronarvingen valgte på sensationel vis at føre sin egen udenrigspolitik og brød dermed også det løfte, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) havde givet til Folketinget.

I 2008 lovede Anders Fogh højt og helligt, at kronprinsen "i eventuelle politiske spørgsmål nødvendigvis må afholde sig fra at indtage et selvstændigt standpunkt, der for eksempel vil være i strid med dansk politik på området".

På den internationale scene har kronprins Frederik ved flere lejligheder optrådt så klodset og politisk umusikalsk, at det mildest talt har virket uklart, om han overhovedet har forstået, hvad han har haft med at gøre.

Efter OL i Kina udtalte han eksempelvis også naivt begejstret, at de olympiske lege havde medvirket til at skabe større åbenhed i det kommunistiske regime.

Kronprinsens ukontrollable selvrådighed har været penibel for skiftende regeringer.

Efterspillet efter de olympiske skandaler har da også fået Kulturministeriet til at indskærpe, at "rollefordelingen mellem regeringen og regenten (kongehuset) i det danske statsstyre indebærer, at medlemmerne af kongehuset som altovervejende hovedregel ikke vil kunne udtale sig offentligt om emner, hvor regeringen har eller kan forventes at få en politisk holdning, uden at medlemmerne af kongehuset har sikret sig, at udtalelsen ikke er i strid med regeringens linje", og videre med adresse til kronprinsen: "Det gælder i kronprinsens tilfælde også, når han varetager sit virke som medlem af IOC."

Formelt set må hverken dronning Margrethe eller kronprins Frederik altså "udtale sig offentligt om emner, hvor regeringen har eller kan forventes at få en politisk holdning", herunder oplagt om klima- og storpolitik.

Formelt set har de begge overskredet deres begrænsede myndighed, hvad der dog næppe får nogen praktiske konsekvenser. Underdanigheden over for kongehuset er udbredt blandt partierne på Christiansborg.

Men Danmarks rige kan gå nye turbulente tider i møde, hvis kronprins Frederik fortsætter sin famlende kurs og ligefrem tager ved lære af sin aldrende mor og i strid med sine beføjelser begynder at blande sig i kontroversielle politiske spørgsmål, når han en dag bliver konge.

Påskekrisen 2020 er en påmindelse om, at den gamle forfatningskamp mellem folkestyret og monarkiet ikke er endegyldigt lukket.

Magt korrumperer, og hvis kongehusets medlemmer ikke konstant holdes i skak, er der tilsyneladende fortsat en risiko for, at dronninger og fremtidige konger vil forsøge at bestemme uretmæssigt og påvirke befolkningen.

Her hen over påsken har dronning Margrethe manet gamle spøgelser frem, som kaster et dunkelt skær over hendes aflyste fødselsdag.

-----

Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol. Han er tidligere vært på Det Røde Felt på Radio24syv og skriver fast analyser i Dagbladet Information. Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.